Bangladesh 2002

 - Hvis du vil SE noget så bliv væk - hvis du vil OPLEVE noget så kom . 

Vi fløj til Dhaka i Bangladesh fra Osaka via Bangkok - igen en del af vores jorden-rundt tur.

Hvorfor tager man til Bangladesh ? Det spørgsmål blev vi stillet tit inden vores afrejse.

1. det gjorde planlægningen af vores måned i Indien nemmere da vi kunne rejse fra Bangladesh til Kolkatta i Indien, og derfra tage turen hen over Indien, i stedet for at flyve til Delhi og rejse i cirkel for at ende i Delhi igen (hvor vi skulle flyve hjem fra).

2. for at besøge et land uden turister

3. for at se det land, som vi som børn, altid så i Børnenes Ulandskalender.

Altså en masse gode grunde til at besøge dette fattige og u-turistede land.

Dhaka

Vi ankom fra Japan - et af verdens store teknologi-lande, og landede lige midt i slum, fattigdom og en ekstrem varme. Det var lidt af et chok. Pernille var det første døgn klar til at flyve hjem, det var bare for meget, men efter at det første chok havde lagt sig, kom vi begge til at holde utrolig meget af landet. Alle var gæstfrie og hjælpsomme - på trods af fattigdom var der et stort videbegær og interesse for den verden, vi kom fra.

Nysgerrige børn og en enkelt voksen

Den nemmeste måde at komme rundt i Dhaka på er med cykel-richaw. Der er mange af dem, og de tynde chauffører er i overraskende god form. I starten havde jeg ikke lyst til at køre i dem - jeg følte lidt at "nu kom den rige fra Danmark, og de skulle slide for mig". På den anden side er det et transportmiddel, som også de lokale bruger, og det er jo chaufførernes levebrød. I stedet valgte vi at give en lidt højere pris/drikkepenge, og kørte derefter med god samvittighed. 

Dreng med hans rickshaw

Der er ikke mange turistattraktioner i Dhaka. De fleste bygninger er faldefærdige, også selv om de nyrestaurerede. Guidebøgerne nævner dog Ahsan Manzil  og Sitara Moskeen, som steder, man bør se. Byen har desuden et nationalmuseum, som vi desværre ikke nåede at besøge. 

Ashan Manzil (det pink palads) skulle eftersigende være renoveret for ganske få år siden. Det kunne man ikke se. Bygningerne var i forfald, og gæsterne kastede affald rundt omkring. Inde i bygningerne var forskellige udstillinger, og de var da ganske morsomme. Typisk var der skrevet hvad man så (ex. hat) og hvor høj den var! Ikke hvad den havde været brugt til, hvor gammel den var eller hvor den var fra. Lidt morsomt. Paladset husede også en del møbler tilbage fra 1870'erne, hvilket var interessant. 

Sitara Moskeen i Dhaka (stjerne moskeen)

Tur med the Rocket-boat

Man kan komme fra Dhaka i bus, men hvorfor ikke tage den luksus at sejle i en gammel hjuldamper?? The Rocket-boats sejler fra Dhaka, og der er forskellige muligheder for at stige af undervejs. 

Vi tog turen til endestationen, Khulna, en tur på ca. 26 timer.  Der er forskellige klasser på båden. 3. klasse så jeg ikke, og tør ikke tænke på betingelserne. 2. klasse var på underdækket. Ingen toiletfaciliteter eller stole, men masser af frisk luft. Jeg kan kun anbefale at tage 1. klasse. Her får man egen kahyt med håndvask og adgang til fælles toilet og bad. Der er fælles opholdsrum med tv (hvis det virker) og her serveres også mad. Forrest på dækket er opstillet stole, så man kan følge livet omkring floden, mens man sejler. Det er en stor oplevelse, og prisen er overkommelig - 110 kr. pr. person. Mad og drikke kostede det samme som på restauranterne i byen, hvilket vil sige meget rimelige priser. 

Udsigten fra dækket på 1. klasse

Båden sejler fra Dhaka om aftenen, og ved ombordstigning mødes man af tjenere i fine røde jakker. Aircon'en er tændt i fællesrummet og der er overraskende pænt og rent. Næste morgen er aircon-anlægget gået i stykker - eller det er i hvert tilfælde slukket. Det er blevet varmt, og tjenerne har smidt jakkerne og serverer i netundertrøjer og skørt. Det er 1. klasse, men forvent ikke dansk 1. klassesstandard - langt fra. Til gengæld er det en hyggelig og fantastisk tur som er alle pengene værd. 

Livet langs floden

Khulna

Et af bådens besætningsmedlemmer havde lovet os at hjælpe med en cykeltaxa ved ankomst til Khulna. Desværre var han forsvundet da vi nåede så langt, og vi frygtede lidt mødet med 100-vis af chauffører, som ville slås om at få os som kunder (vi var de eneste turister med båden). Heldigvis blev vi mødt af to militærfolk, som spurgte hvor vi skulle hen, og hurtigt fandt to cykeltaxaer til os, og sørgede for at prisen var rigtig. Vær beredt på en del masen og puffen.

Hvorfor to taxaer ?

Jo, sæderne er så små, at man knap kan sidde to danskere på dem (og vi er altså ikke specielt store) og medbringende to stk. 60 l. rygsække må man altså have en hver. 

I Khulna blev vi snart berømte. Der var ikke andre turister, og alle ville snakke, invitere på cola osv. Vi faldt i snak med en leder af en kunstskole, og han og en engelsklærer fra skolen fulgte os under hele opholdet. Det var rart med en guide, og vi fik også mulighed for at se skolerne, møde børnene og deres forældre. Vi var med til at åbne en kunstudstilling for børn, vi så en fotoudstilling om Bangladesh's børn, var med til et bryllup og talte i forbindelse med en tegnekonkurrence for børn med en advokat, som støtter voldsramte kvinder. Kennet holdt en af åbningstalerne, vi fik overrakt blomster og blev fotograferet til avisen.  

En sådan åbenhed og interesse har vi aldrig mødt før ! Det var fantastisk. 

Kvindecentret på den Katolske skole. 

Kvinder der syr - tingene sælges for at skaffe penge til familierne

Engelsklæreren tog os med på tur til Mongla, hvor vi bl.a. så den katolske skole med tilhørende kirke og center for kvinder. Vi talte med den pensionerede præst, som havde oprettet skolen. Han kom oprindeligt kom fra Italien, men havde været i Bangladesh siden 50'erne. Han vidste meget om politik og religion, og vi fik en god lang snak med ham. Blandt lokale var han kendt som "the most famous man in Khulna" - det vil sige i det store distrikt, hvor byen Khulna var "hovedstad".  Vi skulle have rejst lidt mere rundt, men på grund af den store venlighed endte vi med at tilbringe en hel uge i Khulna.

Den eneste større seværdighed er Sunderbans. Her lever der blandt andet tigre. Det er verdens største mangrove skov. Det er også det eneste i Bangladesh som er dyrt. Vi tog en éndagstur dertil. Det er meget flot, og der er også mulighed for at besøge en landsby. Man bør være opmærksom på, at det er relativt dyrt at komme ind i nationalparken. De lokale vil derfor ofte sejle dig rundt i udkanten af parken eller snige sig ind på illegal vis. Vi kom heller ikke selv ind i parken selv om det var aftalt med vores guide, men havde dog en glimrende tur alligevel. Vælg en autoriseret guide og vær parat til at betale den rigtige pris.

De vil meget gerne vise dyrene frem, men da de næsten er umulige at se i den tætte bevoksning har de en slags zoo, hvor dyrene opbevares under forfærdelige forhold. Stedet er drevet af regeringen og betalt af u-landsmidler. De gør det i bedste mening, men har ikke samme forståelse for dyrs behov som vi har. Vi besøgt stedet i 35 graders varme, og aberne gik uden vand! Da vi påpegede dette og skældte ud i høje toner blev der straks fremskaffet vand. Så længe vi som turister støtter den slags foretagender bliver det aldrig anderledes. Derfor - brok jer, hvis dyrene ikke behandles ordentligt. De gør alt for turisterne. 

Generelt om Bangladesh

Der er ikke meget privatliv på en tur igennem Bangladesh. Alle er oprigtigt interesseret i dig, hvad du laver, hvor du skal hen osv. Stopper man op 2 sekunder for at kigge på et kort eller for at smøre sig ind i myggebalsam, står der straks 15 mennesker omkring en og kigger. Man vender sig til det, men nogen dage har man bare lyst til at være i fred.

Alt er billigt i Bangladesh. En overnatning på godt standardhotel med aircon (nødvendigt store dele af året - det er ulideligt varmt), varmt vand og toilet kr. 110. Det fås langt billigere hvis man vil gå på kompromis med standarden. 

En sodavand koster 2 kr. og den største isvaffel vi kunne finde blev købt for 3 kr. Et måltid mad, sodavand og 1 l. vand betalte vi typisk 12-20 kr. for - i alt altså !!

Alt har en ende, selv om vi gerne var blevet. Vi skulle videre til Indien. Turen foregik med bus og tog. Igen stor hjælpsomhed med at håndtere vores bagage i det overfyldte tog, ligesom der blev delt mad og snacks med os. 

Sidste kommentar:

Vi blev inviteret til at komme igen næste år. Det kunne vi ikke love, men engang i fremtiden kan det da godt være, at vi kigger forbi igen. 

Spørgsmål eller kommentarer ?? Skriv til os

rejser@pernille-kennet.dk