½
Antal indbyggere: 9.325.032 (Juli 2011) Areal: 112.622 km2 Hovedstad: Porto Novo Købekraft pr. indbygger: 1.500 USD (2010) Vi regner 100 cfa = 1,14 danske kroner |
12.1.2012
Som beskrevet følte vi os snydt af tur-fyrene, og ville i hvert tilfælde ikke
have dem til at køre os videre. Vi smed rygsækkene i skyggen og satte os ned og
ventede. Måske kom der noget forbi? En lokal dreng sagde til os, at der nok
skulle komme en deletaxa. Det gjorde der også, og ret hurtigt endda. Desværre
var den allerede fyldt helt op. Men, der er jo altid plads til to turister, så
Kennet og jeg delte forsædet med den passager, der allerede sad der. Jeg fik
vinduespladsen, hvilket indebar, at jeg sad med én balle på Kennet og én på
dørhåndtaget. Hoved og arm ud af vinduet for at holde mig fast. Det resulterede
så i en lettere solskoldning, men vi kom da Natitingou.
Vi tager en motor-taxa op til Hotel Bellevue. Der ser rigtigt hyggeligt ud med fin have og en restaurant. Deres standardværelser har ikke varmt vand og vi synes bare vi trænger til varmt vand. Deluxe-værelserne, som har varmt vand, er dyre, synes vi 18.000 + skat, og de har vidst heller ikke nogle ledige. Vi bliver enige om at prøve hotel Bourgogne. De har også værelser med varmt vand, tv og A/C, men til 27.000. Uha, det er dyrt, men vi tillader os selv lidt luksus, og hvor vi nyder der. Dagen efter rykker vi over i et standardværelse til 13.000, som så heller ikke har hverken varmt vand, tv eller A/C.
Hovedgaden i Natitingou
Til gengæld har hele hotellet gratis wifi og det benytter vi i stor stil. .
Vi kan stadig ikke få kontakt med Expedia. Vi beslutter at få hjælp hjemme fra og aftaler, at svoger Jacob skal ringe til Expedia næste dag og at vi er med på chatten via facebook.
Vi tog også en snak med en guide fra Pendjari National Park. Vi ville gerne på en tur og se nogle dyr. Et besøg, der inkluderede besøg i parken fra kl. 7-11 og herudover transport vil løbe op i 1200 kr. Det synes vi er rigtig mange penge. Vi vil gerne se dyrene, men bliver alligevel nærige, og så hænger den der Expedia-sag også over vores hoveder, så vi takker nej.
Vi finder en lille restaurant, hvor de laver pizza. Vi er skeptiske, om de kan lave pizza i Benin, men det bliver gjort til skamme. Det er faktisk ganske udmærkede pizzaer, og vi nyder det.
13.1.2012
Vi sover længe (dvs. til kl. 8).
Morgenen bliver brugt på at få sendt et rejsebrev og nogle billeder hjem. Herefter går vi på museum Musee d´Arts et de traditions Populaires (entre 1000 franc p.p). Et sjovt lille sted med lidt arkæologi og lidt traditionel beklædning mv. Vi får en guidet rundtur af en vældig flink guide, der ikke kan meget engelsk, men nok til at fortælle lidt om stedet.
Vi får en SMS fra svoger Jakob. Han er klar. Vi går hjem på hotellet og Jacob ringer op. Expedia vil ikke tale med ham, kun med os. Vi må ringe op igen, igen. Der er ikke noget Expedia vil eller kan gøre. De er ligeglade med, at vi skal opholde os 2 døgn i et land med borgerkrigslignende tilstande, at vi skal ud og skaffe visum og at det er hamre-dyrt i hotelovernatning. Jeg tør ikke tage chancen at køre ind i Nigeria via land. Vi ved ikke, hvordan tilstandene er om 1½ uge. Vi bliver derfor nødt til at tage løsningen, hvor vi flyver til Nigeria mandag og får så 2 dage der. Vi skal så have fundet et hotel og have visum.
Kennet ringer til den nigarianske ambassade, og heldigvis for det, for de har kun åbent for visumansøgninger tirsdage og torsdage. Det koster 500 kr. p.p. Puha, vi forsøger at få at vide, om man kan få transitvisum. Det finder vi aldrig ud af, men vil prøve igen, når vi kommer til ambassaden.
Telefonregningerne begynder at tikke ind. Kontoen er i minus med 500 kr. Det har kostet 25 kr. pr. minut vi havde ringet. Øv. Jeg havde sådan håbet, at det blot var 15 kr., men nej. Vi må forvente en regning på mellem 2500 - 3000 kr. Det er godt nok ærgerlige penge, når man nu synes, at Expedia kunne have klaret den på langt mindre tid, og specielt hvis vi ikke skulle ringe op igen og igen. Der kommer en klage herfra, det er helt sikkert.
Vi finder en "rigtig" restaurant. Det er sjældent, at man støder på det i Afrika. Med ok dæmpet musik, spisekort og en 3 retters menu, som i øvrigt kun kostede 2500 Franc. Vi fik grøn salat, kylling og pommes og så vandmelon til dessert, som Kennet dog betalte sig fra at skifte ud med jordbær og vaniljeis.
Herefter hjem og nyde, at vi havde Wifi.
14.1.12012.
Vi forlod vores hotel kl. 6. Det var faktisk koldt og vi var glade for, at
vi havde taget trøjer på. Hvem skulle tro det om Afrika?
Der var meget stille uden for, og vi blev lidt bekymrede, om vi kunne finde 2
motor-taxaer. Men, det lykkedes. Kennets chauffør havde godt nok ikke lys på,
hvilket var lidt foruroligende, for det var virkeligt mørkt.
Der var langt ud til busstationen. 8 km. vil jeg tro, men vi kom derud og gik
købt billet til bussen, som var ganske udmærket. Kennet købte lidt morgenbrød,
vi tog med, og så var vi klar til afgang. Det skete kl. 7. Chaufføren kørte godt
til og vejene var ok, så vi sad og småblundede lidt. Vi havde fået at vide, at
vi nok ville være fremme kl. 1-2 stykker, så da vi så et skilt med "Dasse Zoume"
allerede kl. 11 blev vi overraskede. Kl. 11.20 var vi i byen Dasse Zoume" - det
andet var blot en forstad. Vi tog en motor-taxa til det hotel, som vi havde set
i Lonely Planet, men der var udsolgt. Vi blev vist til et andet og noget mere
ydmygt hotel, men skidt, vi skulle jo bare sove.
Vi gik en tur i byen. Denne var som de aller fleste andre vi har set. Mange små boder, hvor man sælger alt muligt, mange motor-taxaer og mange barer/cafeer. Vi besøgte en enkelt af dem for at fylde væskedepoterne op, og så gik vi op for at se "la Grotta", grotten, hvor Maria siges at have vist sig. Stedet tiltrækker i august mange pilgrimme katolikker. Der er også en stor kirke på stedet, og bag grotten er en lille sti, hvor 13 små skrin viser kristne motiver.
Korset ved indgangen
Katedralen
Et af ikonerne
Selvfølgelig var der en lokal, der ville have guidepenge for at vise os rundt,
men der var ingen officielt billetkiosk og kan kunne kun tale fransk, så ham
"smed vi på porten" som en svindler.
Vi kom forbi et sted, hvor de lokale stod og pumpede vand. Kennet skulle selvfølgelig prøve. Pumpen var ikke så hård i sig selv, men det var hårdt at skulle pumpe igen og igen, så respekt til dem, der gjorde det hele tiden.
Vi kiggede lidt mere på byen og drak noget mere sodavand. Der er simpelthen så støvet i byen, at man konstant kunne drikke.
Vi skulle også have printet vores nye rejsedokumenter. Det var indtil videre ikke lykkedes at finde en internetcafe, så vi gik ind på et finere hotel i byen og de kunne heldigvis, mod god betaling, printe for os.
Aftensmaden indtog vi på Auberge Dasse Zoume, byens fine hotel. Nu boede vi jo billigt, så kunne vi godt flotte os.
15.1.2012
Kl. 7.30 forlod vi hotellet. Der var lukket og slukket overalt, men det
lykkedes at finde én at betale til. Vi hoppede på en minibus, der kørte op i
byen, men fandt snart ud af, at den vidst tidligst ville blive fuld - og dermed
køre - omkring middagstid. Vi tog derfor en deletaxa i stedet. Vi fik forsædet,
hvilket et de bedste pladser, og kørte kort tid efter. Det vidste sig dog, at
bussen på mirakuløs vis også var blevet fuld, så vi kørte samtidigt.
Undervejs stoppede vi for at få mere bagage på taget. Det var store spande med ost, der var ved at modne. Meget underligt. Spandene blev spændt fast på taget, og der blev lagt presenning over og sække med kul, for at holde det hele fast. Endelig kom vores rygsække også op. Der er ikke noget at sige til, at vores rygsække efterhånden er godt beskidte med den behandling de får.
Vi blev sat af i Bohicon og skulle finde transport de sidste 9 km. til Abomey. Vi spurgte efter en deletaxa, men de lokale passagerer blev ved med at sige "motor-taxa", og det så også ud som om det var eneste mulighed.
Vi blev sat af ved Che Monique, som guidebogen varmt anbefalede som et dejligt og hjemligt sted. Vi blev god kun mødt af ligegyldighed og ægte fransk arrogance. Værelset var ok, selv om der kun var koldt vand, og stedet var omgivet af en dejlig have, så vi besluttede at blive.
Vi gik en lang tur ned i byen, stoppede på en bar, kiggede på markedet, kom forbi en kirke og hilste på præsten, fandt ud af, at byen faktisk har en kørende jernbane og kom trætte hjem igen sidst på dagen. Vi måtte vente noget på at komme i bad. Der var intet vand, men til sidst fik jeg dog mulighed for at stikke en tå i det iskolde bad. Så ned på en lille lokal restaurant i nærheden, som serverede dejlig mad. Hjemme igen satte vi os på terrassen og spillede kort.
16.1.2012
Vi ville gerne tjekke vores mail inden dagens program. Mest fordi vi fortsat
manglede at Expedia fik sendt os en korrekt billet. Der lå en internet-cafe lige
rundt om hjørnet, og den skulle åbne kl. 8. Vi var der lidt i, og den havde
selvfølgelig ikke åbent. En forbipasserende sagde, at den nok åbnede 8-8.30 -
det plejede den.
Vi tog en motortaxa ned til byen, hvor der også var en internet-cafe. Den havde
åbnet og en ok forbindelse. Vi havde ikke fået noget fra hverken flyselskab
eller rejseselskab. Vi skrev til dem, at det hastede at få en billet, da vi
skulle bruge den til at søge visum til Nigeria.
Vi fandt en brødsælger på vejen og købte vores morgenmad. Så fik vi til turistkontoret og spurgte efter en engelsktalende guide. Ham ville de lige få fat i. Vi ventede en time og så dukkede fyren op. Han havde forskellige turforslag og man betalte pr. time. Han foreslog 5 timer (12.000 franc) for så kunne man komme ud og se et helt specielt voodoo-tempel. Vi sagde ok, indtil vi fandt ud af, at transporten ikke var inkluderet, og da benzinpriserne er urimeligt høje lige nu pga. manglen på benzin fra Nigeria, så ville transporten også blive dyr. Så sagde vi, at 4 timer og templerne inde i byen var nok. Guiden ringede til en motortaxa-fyr og de blev enige om 4.000 franc. Det var vi enige om var ok for 4 timer, men så skyndte guiden sig at sige "pr. person". Nej, så var det ikke ok, og hvorfor skulle guiden have 4.000 franc oveni hans 10.000 for 4 timer. Det var til benzin, jo jo, men så fik ham taxafyren altså kun dækket benzinen? Vi forhandlede og de gik med til 3.000 franc til motortaxaen og 2.000 franc til guiden til benzin. Så endelig kl. 11 kørte vi af sted.
Vi så forskellige af de paladser, som er genopbyggede. Hver af de 12 konger i
området skulle bygge dem selv et nyt palads, når de kom til magten. Paladserne
var arealmæssigt store, men der var intet "palads-agtigt" over dem, hvis man
spørger en europæer, men i rigtig afrikansk stil.
Vi så også flere voodoo-steder; altså små hytter, hvor der blev uddrevet
ånder og bedt til held og lykke i forskellige sammenhænge, alt sammen
selvfølgelig imod klækkelig betaling i form af penge og/eller ofringer af
kyllinger og geder. Vi så også voldgraven, som var lavet rundt om byen for at
holde fjender ude.
Til sidst gik turen til museet, hvor mange originale effekter fra paladserne var
samlet, herunder kongernes troner.
Entre til museet er 2.500 p.p. Egentlig koster det kun 1.500, men et opslag
på fransk sagde noget om, at der var en turistskat på 1.000 p.p oveni. Det
lignede et skilt ,de selv havde lavet, men hvad kunne vi gøre.
Guiden viste os rundt og begyndte at trække tiden. Han ville rigtig gerne, at
det tog over kl. 15, så vi kom til at betale ekstra. Vi gjorde ham klart, at vi
var færdige kl. 15, og sådan blev det.
Vi blev kørt tilbage til turistkontoret, og afregnede for benzinen. Vi skulle så afregne for guiden med turistkontoret, men selv om klokken nærmede sig 15.30 var de ikke lige kommet tilbage fra frokost. Skiltet sagde kl. 15, men det kunne man ikke regne med, sagde guiden. Jeg brød mig ikke om bare at betale til guiden, når nu vi ikke kunne få en kvittering, og heldigvis dukkede turistkontorsmanden op i samme øjeblik. Vi betalte og fik vores kvittering.
Så fik vi ned for at internette igen. Vi havde fået en mail fra Expedia, men uden tekst eller andet, bare en genfremsendelse af vores rejseplan på dansk. NEJJJJJ, det var jo til at blive vandvittig af. Tænk at de ikke kan forstå, at vi har brug for noget på engelsk, for at kunne få et indrejsevisum til Nigeria. Det er jo ikke Grand Canaria, vi taler om, men et land med uroligheder og strejker. Kennet skrev en vred mail til dem igen.
Så slentrede vi hjemad. Det havde været en fin dag med mange oplysninger og fine bygninger.
Der var, igen, intet vand på hotellet, og vi hidsede os op. Det kunne ikke
passe, at et mellemklassehotel 2 dage i træk ikke kunne præstere vand i hanerne.
De virkede så ligeglade og vi sagde, at vi ikke ønskede at betale fuld pris. Vi
fik 1000 franc i rabat. Ikke det store, men princippet i det.
Hen på vores "stam-cafe" og spise aftensmad, og i aften fik jeg prøvet "banana
fritter", som var udsolgt dagen før.
Aftenen blev brugt på at pakke og læse bøger.
17.1.2012
Vi stod op 6.30. Vi håbede, at det var tids nok til at være i Cotonou og på
den nigerianske ambassade mellem 10 og 12. Der var ikke mange motor-taxaer oppe
kl. 7 (underligt nok) så vores forhandlingsposition var ikke så god. Vi fik dog
slået lidt af prisen og blev kørt til Bochien. Her blev dele-taxaen til Cotonou
fyldt på 10 minutter og så var vi af sted. Vejen var dårlig og vi havde meget
bagage med bilen. Vi stoppede også et par gange for at proviantere snacks. Vi
nærmede os Cotonou og kl. var ved at være 10.45. Chaufføren stoppede for at
læsse af, og Kennet var i mellemtiden så fiffy at spørge de omkringstående
motortaxa´er, hvad de skulle have for at køre os til ambassaden. 1000 franc pr.
mand. Købt og så hoppede vi på. Trafikken var tæt men ikke mere skræmmende
end i så mange af de andre byer.
Vi blev sat af ved ambassaden. Motor-fyrene kunne ikke give tilbage på 5.000 (som sædvanligt) og der var ingen steder i nærheden, man kunne veksle. Vi måtte bede dem om at vente. Vi skulle på ambassaden nu, og vi var nok også ved at være lidt trætte af, at det med vekslingen altid var vores problem.
Visumansøgning til Nigeria var en mærkelig ting. Man blev ikke lukket ind på
ambassaden men stod uden for i solen og kommunikerede med en vagt gennem et
lille hul i væggen. Vi blev spurgt, om vi havde alle papirerne med. Jo, vi havde
dem med, som damen i telefonen havde sagt vi skulle have. Men nej, det var ikke
nok. De skulle også have kopi af vores Benin-visum og så
ansøgningsblanketten i 4 eksemplarer. Det sidste undrede os såre. Vi skulle kun
ansøge i 2 eksemplarer? Og så var det lige der, mens jeg svedte aller mest og
tæskede rundt i vores tasker for at finde alle mulige dokumenter, at mine bukser
sprækkede, eller nærmere bare lige så stille gled op i syningen. De var så
tyndslidte, at de ikke kunne mere. Hurra for H&M-produkter. Det stressede da
blot endnu mere at stå der med ekstra lufthuller. Heldigvis kunne det ikke ses,
hvis bare ikke man bukkede sig fremover.
Kennet måtte hoppe på en af motorfyrene og så fandt de
en kopibutik. Vel tilbage igen fik vi lov til at gå i gang med at udfylde
ansøgningen. Og i øvrigt skulle de også have kopi af vores vaccinationskort. NEJ
! Det havde han ikke sagt noget om. Vi fik lov til at medbringe en kopi senere
på dagen, når vi skulle hente vores visum. Vagten gennemgik meget nøje, hvad vi
havde skrevet, herunder at vi skulle skrive permanent adresse i Benin. Ja, hvis
man var statsborger, men det var vi jo ikke. Der var ikke noget at gøre, så vi
skrev et hotel, vi havde set i guidebogen.
Så blev vi lukket ind på ambassaden. Rygsækkene skulle stå hos vagten, kun tasker indeholdende penge eller computer måtte komme med ind. Vi blev sendt ind i et venterum, men blev hurtigt hentet ud. Visumproceduren blev gennemgået stående, og var en af disse "lille mand stor magt - slikke i rumpen-oplevelser", som jeg hader så meget, men bliver nødt til at acceptere. Ellers var vi nok ikke kommet ind i Nigeria. Efter at have svaret på diverse spørgsmål og fået påskrevet, at vi burde have haft kopier af vores vaccinationskort, men at vi skulle have dem med om eftermiddagen, betalte vi 30.000 Franc pr. mand. Det var mange penge, men heldigvis færre end frygtet, da vi kunne nøjes med et transitvisa.
Vi spurgte pænt, om vi kunne lade rygsækkene stå indtil kl. 16, men det ville
vagtmanden overhovedet ikke høre tale om, heller ikke selv om han fik en lille
"gave".
Vi måtte slæbe dem med. Vores motortaxa-fyre stod troligt og ventede på os. Kl.
var nu næsten 12. De kørte os hen på en restaurant. Vi var ikke helt enige om
prisen for dagens arrangement. De ville have mere end aftalt. De fik som aftalt
og lidt mere og så gik vi ind for at få noget koldt at drikke og Kennet noget
frokost.
Bagefter måtte vi ud og finde en kopimand. Det var heldigvis ikke så svært, og vi fik vores vaccinationskort kopieret. Det var sværere at finde et internetsted. Vi skulle se, om Expedia havde sendt os nogle flybilletter. Med hjælp fra en lokal ung mand lykkedes det at finde et sted, og nej, Expedia havde ikke engang gidet at svare os. Vi var heldige, at fyren på ambassaden havde en god dag, og accepterede vores printede Expedia-oversigt (på dansk!!) men den havde han jo beholdt til ansøgningen. Vi fik med møje og besvær printet den igen. Så tjekkede vi mails og satte os hen os fik en sodavand, mens vi ventede på at klokken blev 16. Kl. 16 blev lugen åbnet og vagtmanden gav os vores visum og en kvittering. Han fik kopierne af vores vaccinationskort. Endelig. Så havde vi adgang til Nigeria i 2 dage.
Vi tog en motorcykel op til deletaxaerne og ventede i 20 min, så var vi klar til afgang. Der var et par store neger-madammer med, og det reducerer bestemt pladsen for os andre. :-)
Vi kom til Ouidah i løbet af en time og blev kørt til det hotel, som vi havde valgt. Det så hyggeligt ud. Der var desværre intet varmt vand og da TV´et på deluxeværelserne kun havde franske kanaler, så valgt vi et standard. Her var toiletsæde, men til gengæld ingen dør ud til badeværelset. Der plejer kun at være problemer med at lukke den, ikke at den helt mangler. Nå pyt. Personalet var meget venlige og lovede at komme med varmt vand i en spand, så vi kunne vaske os. Tænk at varmt vand i en skål, som du hælder ned over dig selv, føles så dejligt efter en lang dag og 4 dage uden varmt vand.
Vores hotel
Der var stadig julepyntet på vores hotel
Vores værelse lå i midten
Vi ville spise på hotellet. Intet menukort men vi kunne få det sædvanlige: fisk, kød eller kylling med pommes, spaghetti eller ris. De havde også en "dagens menu". Den valgte vi. Der skulle komme en forret og så ovenstående valgmulighed og til sidst en pirog til dessert. Servitricen kom med kylling og pommes, og vi undrede os over, hvor forretten var blevet af. Da vi havde spist hovedretten spurgte vi til forret og dessert. Ups, det havde de glemt. De havde heller ikke flere pirogger. Vi fik et stykke melon i stedet. Kennet bestilte kaffe og fik NesCafe serveret i en expressokop, lavet i en stempelkande, hvilket slet ikke gav mening.
Herefter over og sprøjte værelset for myg, hvilket virkede tåbeligt, da døren var piv-utæt, men vi gjorde som vi fik besked på. En kæmpe kakkelak kom til syne. Adrr. Hotelfyren blev tilkaldt og med en kost slog han vores "gæst" ihjel. Så var der dømt aftenshygge med hjemmeside og krydsord.
18.1.2012
Vi gik ind til byen. Der var ikke så langt, når man tog bagvejen, vel
omkring 1 km. Vi købte brød undervejs og fandt også en skrædder, der godt kunne
sy mine bukser. Han fandt en lap í en ok farve og syede på. Det så selvfølgelig
lidt sjovt ud, men absolut brugbart. Tænk, hvad man kan få lavet på 15 min. og
for 12 kr.
På vejen var også en fransk militærkirkegård og en fin nutidig beninsk kirkegård.
Billeder fra militærkirkegården
Vi fortsatte ind til det historiske museum. Der var ikke som i Ghana guidede rundture, så vi tog en selv. Fortet var noget mindre end dem, vi havde set i Ghana, men ellers bygget op nogenlunde på samme måde. Dog var der ingen kælder til opbevaring af slaver. Entre 1000 franc p.p.
Vi gættede os vejen hen til vejen, der førte ned til "point of no return" - slavernes udskibningssted. Vi tog gåturen til fods. 4 km. skulle de gå. Undervejs var der små mindesmærker. Det var flotte 4 km.
Vejen, slaverne måtte gå
Et af de mange mindesmærker langs vejen Man krydser en flod inden
"Point of no return"
Der har ikke været så meget flot natur i Benin, men her var noget. Vi gik ned til vandet. Bølgerne var høje, lidt ligesom i Ghana. Vi gik langs stranden og satte herefter næsen hjemad.
Kennet ved vandet - Point of no return.
På vejen tilbage mødte vi en guide, der gerne ville vise os rundt. Man kan sige, at det var lidt sent, efter som vi havde været hele vejen nede ved vandet. Han fik dog lov til at vise os de seværdigheder, der lå lige i nærheden.
Træet, som slaverne gik rundt om med håbet
om, at døde de i udlandet, så ville sjælen
vende tilbage til Benin
Vi forsøgte at finde et internetsted, hvor vi kunne printe. Lykkedes ikke, selv om vi havde hovederne inde i mange caféer. Så gik vi hjemad.
Efter et bad med "varmt vand i spand" gik vi ind mod byen for at spise. Vi havde set et par steder kun 10 min. fra vores hotel. Da vi kom derind var det desværre begge kun barer uden mad. Vi fortsatte ind imod byen, men der var ingen spisesteder. Det var ved at være mørkt, men vi nåede ned til der, hvor vejen til "point of no return" startede. Her havde vi tidligere i dag fået en sodavand på en restaurant, så her måtte man kunne få noget at spise. De havde et spisekort, men ingen af de ting, der stod på det. Vi kunne få kylling. Yes - igen. Vi bestilte, og spurgte til drikkevarer. Han havde noget lemon og det var ok. Han kom tilbage. Næ, han havde kun én lemon, og ellers ingen sodavand, men vi kunne få øl. Nej, så kunne det også være lige meget. Vi forlod restauranten og tog en motortaxa hjem (hvor vi i øvrigt selv måtte være vejviser, for chaufførerne kendte ikke vejen). På hotellet bestilte Kennet kylling og pommes - samme menu som i går - og jeg bestilte pommes og salat. Og yes, de lavede en dejlig stor portion salat til mig. Tænk, hvad de kunne bruge de grøntsager til, hvis de bare havde en lille smule fantasi, men det har de ikke.
D. 19.1.2012
Startede dagen med at huske at sende en SMS hjem til kollega Karin, der
fyldte 40. Tillykke med det .Vi havde ingen planer for i dag, så vi slentrede
ned i byen. Købte morgenbrød som vi plejer (baguette til Pernille og
friture-brød til Kennet), kiggede på deres marked og satte os i byens park og
kiggede på, hvad der skete omkring os.
Så fandt vi et internetsted, hvor der heldigvis var en computerkyndig ejer, og han hjalp os med at få printet vores flybilletter. Så skulle alting være klart til på mandag.
Vi gik lidt rundt i byen og fandt et hyggeligt sted at få frokost. Det var lummert i dag, så der skulle noget væske til.
Vi gik forbi og så byens katedral. Vi havde været forbi tidligere i dag, men på det tidspunkt var der en begravelse, som vi ikke ville forstyrre.
Vi satte næsen hjemad. På vejen så vi en "fastfood restaurant". Det lød interessant og vi kiggede ind. Jo, der lavede burgere, pomme fritter og kebabs. Hmm, lækkert, vi ville bestemt komme tilbage til aftensmad.
Hjemme på hotellet igen satte vi os over i udendørs restauranten og læste lidt. Vores værelse var så varmt, at det var umuligt at være derinde. Vi lod døren stå åben i håbet om, at der ville komme lidt luft ind.
Vi lavede lidt "koldt vands klatvask" og gik ind mod byen for at spise. Vi fandt fastfood-restauranten igen og fik et bord udenfor. Det var et hyggeligt sted, og andre hvide havde fået samme ide. Vi fik en fantastisk kebab og til dessert pistacieis og kaffe. Et fantastisk måltid. Vi fik hjem igen, selv om Kennet altid er bange for at falde i et af de mange huller, der er i fortovene og vejene. Det gik dog og vi kom hjem til et steghedt værelse. Vi lod døren stå i håbet om at vi lidt af den kølige aftenluft ind. Det lykkedes ikke rigtigt. Vi spurgte til, om ikke hotellet havde en ekstra vifte, vi kunne låne. Det havde de ikke (eller nok nærmere, det ville de ikke). Vi gik i seng ved midnatstid og temperaturen var ok.
D. 20.1.2012
Vi sov til kl. 8, stod op og pakkede vores ting. Betalte vores regning og
gik op på hovedvejen. Vi håbede at fange en taxa her i stedet for at skulle hele
vejen ind til midtbyen. Vi ventede kun i ca. 10 minutter så stoppede en taxa.
Der var lige plads til os på forsædet. Det er underligt, som man for 4 uger
siden øffede over at skulle være to på forsædet til at det nu bare er en
selvfølge.
Vi blev sat af i Cotonou, hvor vi skulle skifte taxa. Der gik ikke mere end 15 min. så var Porto Novo taxaen fuld og vi kørte. Vi blev stoppet et par gange af politiet, og det så ud som om chaufføren betalte nogle småpenge. Mon det var almindelig procedure eller bestikkelse? Vi nærmede os trods alt Nigerias grænse.
Vi nåede Porto Novo og heldigvis kørte chaufføren hele vejen op til det
område, hvor vores udvalgte hotel lå. Vi gik de sidste få hundrede meter og fik
et værelse med A/C, engelsksproget tv og varmt vand. Yes, det var tiltrængt.
Hotellet lå i "Centre Songhai", der er et område, hvor man dyrker - og forsker i
- økologi. Ret specielt i et land, hvor man på så mange andre områder er langt
bagud, og så har man de sidste 20 år haft dette center.
Vi gik ned i byen og det lykkedes os heldigvis at finde en bank, der havde en ATM, der udbetalte penge på et dansk Visakort. Frokost på en hyggelig restaurant, og herefter markedet, en farverig moske, der oprindeligt er bygget som kirke og så var vi også nede og kigge på vandet.
Moskeen, der oprindeligt var bygget som kirke
Man skulle ikke tro, at vi nu var i landets hovedstad. Byen lignede alle andre byer, vi havde set. Ingen højhuse, ingen kontorbygninger og de samme varer (eller mangel på samme) som så mange andre steder. Dog fandt vi et supermarked. Vi måtte ind og se. Det var mørkt indenfor og varerudbuddet var beskedent. Der var meget vin og rengøringsmidler, lidt kiks og sodavand og det var det. Vi købte nogle kiks, og fandt også nogle sodavandsis. Eller egentligt var det en slags juice, men den havde ligget i fryseren, så den var ligesom en SunLolly fra vores unge dage. Uhmm, det smagte godt at tygge sig igennem den frosne juice - kroppen nød virkelig kulden.
Vi satte næsen hjemad, hvor det var tid til "hovedrengøring", nu hvor vi
endelig havde varmt vand. Skønt. Mit hår levede pludseligt igen. En lille lur og
så ned på centrets restaurant. Den havde fået fine anmeldelser, så det glædede
vi os til. Jeg forventede masser af grønsagsretter - nu var det jo et
økocenter. Næ, de havde 2 forretter, kylling, fisk eller kanin (ok, den var ny)
og så yoghurt eller frugt til dessert. Kennet flottede sig og bestilte en flaske
vin (30 kr), selv om det var svært at forklare servitricen, at det var vin, han
gerne ville have.
Vi fik vores mad, Kennet fik sin vin og vi fik en regning, hvor servitricen
havde glemt forretten, desserten og kun skrevet 600 franc for vinen og ikke 2600
franc. Det gik rigtigt godt. Vi fik hjulpet hende igennem beregningens svære
kunst og betalte det vi skulle. Kennet fik resten af vinen med tilbage til
værelset, og fik også lov til at låne et glas med.
Der er også slum i hovedstaden
21.1.2012
Vi stod op og gik ned i byen. Byen skulle have 3 museer, hvoraf de 2 skulle
være seværdige.
Vi startede på det etnografiske museum (entre 1000 franc p.p). En ung mand ville gerne guide os rundt, men han kunne kun fransk. Heldigvis havde museet en bog om deres udstillinger på engelsk og den gav et ganske fint indtryk af, hvad vi så. Der var to etager. En med masker/div religiøse udklædninger og en med forskellige effekter om livets gang (fødsel, liv og død). Et fint lille museum, men som alle andre museer i dette land meget småt. Museumsbutikken fylder ofte næsten lige så meget som selve museet.
Vi fandt en park, hvor vi satte os og kigge lidt på livet. Porto Novo er en stille by, specielt når man tænker på, at et faktisk er landets hovedstad.
Vi gik videre til Da Silva-museet. Entre 2.000 franc p.p. Et noget kitch´et
museum, men det vidste vi godt på forhånd. Det er privat eget og hr. Da Silva er
84 år og still-going-strong. Vi så ham mens vi fik en rundtur. Man ser et
Afro-brasiliansk hus dateret tilbage til 1870 og dets indretning. Det var
hans far, der var hjemvendt fra Brasilien og havde lavet museet.
Herefter gik turen over og viste forskellige effekter, som Da Silva havde
samlet. Han var helt klart en samler - af alt muligt - og vi så dusinvis af
kameraer, skrivemaskiner, biler og andet mærkværdigt. Desuden var salene fyldt
med fotokopier af diverse artikler og billeder af kendte folk.
Vi forsøgte at finde markedet for et kig, men det var "forsvundet". Vi gik hjemad og nød et varmt bad. Lidt afslapning og så traskede vi ned i byen til vores yndlingsrestaurant og jeg fik kartoffelmos. Ummm, det var lækkert. Vi tog en zem-zem hjem.
22.1.2012
Vi pakkede vores ting, betalte for værelset, og gik efter anvisning fra
vores receptionist blot ud på vejen uden for Songhai-centret. Her skulle komme
dele-taxaer til Cotounou forbi. Og ganske rigtigt, efter 10 min. stoppede både
en bus og en bil. Vi tog bilen og efter 40 min. var vi tilbage i Cotonou.
Efter kortet burde der ikke være så langt til det hotel, vi havde valgt, så
vi begyndte at gå. Det var virkeligt varmt og der føltes langt. Vi måtte spørge
om vej nogle gange, og vi kiggede også lige forbi et enkelt hotel på vejen for
at høre deres priser, men det var over vores niveau. Vi fandt til sidst Benin
Hotel Vickenfel, fik vores værelse og tændte straks for A/C´en. Puha, som
kroppen da kan afgive meget sved! Vi skiftede tøj, tjekkede vores mail (der var
en ustabil forbindelse på hotellet - men dog en forbindelse) og gik så ud for at
kigge lidt på byen. Tænk, at en by med 600.000 indbyggere efter guidebogen kun
har én attraktion; deres marked. Vi gik rundt. Her var lidt flere restauranter
og rigtige butikker, men ikke mange. Mange folk gik stadig rundt i de
nattøjslignende klædedragter og transportform var også her zem-zem´s.
Cotonou havde dog et "kunstcenter" som var et område med små hytter med diverse
afrikansk kunst/souvenirs. Der var mange flotte og spændende ting, men så få
turister, at man blev overfaldet på flere hundrede meters afstand, hvilket ikke
var så behageligt.
Kennet fik frokost på en rigtig burgerbar, hvor Beninerne på bedste vis
forsøgte at efterligne Mc Donalds, dog med bordservering og cola på flaske.
Priserne var høje, for hvad man fik, og det var klart også kun de rigere
beninere, der kom her.
Vi havde køleskab på værelset (juhu - ikke set siden Accra i Ghana) og tog
derfor sodavand med hjem på værelset. I heden og støvet er man tørstig hele
tiden og ½ l. væske holder ikke længe.
Cotonou har også mange motorcykler
Efter en vask gik vi på italiensk restaurant og fik pasta og pizza. Vi tog en zem-zem hjem, da Cotounou kan være usikker, når det er mørkt. Det var en lille zem-zem og vi kunne kun lige være der begge to. Heldigvis var turen ikke så lang, og vi kom sikkert hjem :-)
23.1.2012
Vi skulle først med flyvet til Nigeria omkring kl. 20.00, og vi havde jo
konstateret, at Coutonou ikke havde noget videre at byde på, så vi sov længe,
tog et langt bad og tjekkede vores mail.
Fra Cotonou - vil du til bymidten eller til
Nigeria?
Tjek-ud var kl. 12, og pga. heden skulle vi ikke ud af værelset før højst
nødvendigt.
Vi havde set, at Air Nigeria havde kontor ikke langt fra vores hotel, og vi gik derover for at spørge, om vores bagage til Indien ville blive tjekket ind hele vejen og vi dermed skulle pakke til vores 2 dage i Nigeria i håndbagagen. Den første dame kiggede på os og sagde bare, "jeg har ikke adgang til internettet", uden overhovedet at spørge til, hvad vi ville. Vi stillede vores spørgsmål. Hmm, det vidste hun ikke. Spørgsmål gik videre til en kollega, som så ud som om hun var meget træt af kunder og tilværelsen, men hun svarede, at vi ikke kunne tjekke ind hele vejen. Om det var rigtigt eller et godt bud vides ikke. Vi ville pakke vores håndbagage just-in-case.
Tilbage mod hotellet så vi en lokal morgenmads-butik, der lavede sandwich. Vi fik lidt morgenmad. Tilbage på hotellet og pakke. Kl. var 11.30 og vi kunne ikke finde på mere. Vi satte bagagen i receptionen og gik en tur. Vi forsøgte at finde stranden, men den må have ligget langt ude, for alt vi fandt var havnen og et lidt pudsigt monument for frihed og slaveriets ophør. Vi for lidt vild, men fandt tilbage igen. Tæt på vores hotel lå en burgerbar med A/C og her tænkte vi, at vi godt kunne hænge ud en times tid. Burgeren var da ok, men en time i kulde gjorde underværker, og de havde light-sodavand. Den første i 3 uger. Til gengæld kostede de så også 12 kr. pr. dåse, men skidt.
Der var mange lastbiler i Cotonou - specielt
i havneområdet
Herefter tilbage til hotellet og hente vores ting. Vi tog en zem-zem ud i lufthavnen. Cotonou lufthavn er landets eneste og nok den mindste, vi endnu har set - måske med undtagelse af den på Samoa. Her var en lille cafe, en souvenir-butik, der var lukket, et apotek, en bank og en ATM. Vi var der 4 timer før afgang, for der var ikke mere at lave i Cotonou. Vi satte os ind i restauranten, delte en sodavand og så lidt fodbold, mens tiden gik.
Vi blev tjekket og fik vores bagage tjekket et utal af gange på vej mod gaten - men fint nok. Endelig kom vi ind i afgangshallen. Her var kun én og alle fly udgik fra samme udgang. Der var ingen informationstavler og ingen information om forsinkelser el.lign. Kun udkald på fransk, så det var jo en fest. Til gengæld gik groundstaff rundt og råbte på dem, som de manglede jf. deres passagerlister. Der lettede forskellige fly, men ikke vores. Klokken blev 19.30, 20.00 og 20.20 og her skulle der have været afgang. Vi spurgte til vores fly. "Senere" fik vi at vide. "Det er ikke landet endnu" sagde en anden. Hmm, spændende, om vi mon kom af sted i dag? Kl. 21.20 råbte de pludselig "Lagos", og så var det os. Vi blev krydset af på en liste, og her kunne vi se, at vi var hele 18 passagerer, der skulle til Nigeria. Vi fandt dog ud af, at flyet kom fra et andet sted og blot var nede for at samle os op.
Endnu et tjek af håndbagagen og så var vi af sted. Turen tog kun 25 min. mod de annoncerede 55, så vi fik indhentet lidt af forsinkelsen. Vi havde hørt rigtigt meget skidt om Lagos Lufthavn, herunder krav om bestikkelse osv. Alt dette blev dog gjort til skamme. Emigrationen og indrejse gik hurtigt og bagagen kom også lynhurtigt. Kennet vekslede lidt US til Nigarianske penge, så vi havde til taxaen. Jeg forhandlede med taxachaufføren og fik ham ned fra ca. 180 kr. til 100 kr., hvilket fortsat var vanvittigt, for hotellet skulle ligge 2 km. fra lufthavnen.
Vi blev enige og vi blev kørt til Ibis. Det var mørkt, så vi kunne ikke se noget.
Da vi kom til hotellet blev bilen lukket ind igennem en stor lukket låge med
flere vagter, men skønt, hvor så hotellet dejligt ud. Sådan et rigtigt hotel!
Vi blev tjekket ind og fik vores værelse. Kennet hentede lidt at drikke, som vi
tog med op på værelset, og så åndede vi lettet op. Så var vi i Nigeria, og alt
var gået fint.
Der var gratis wifi på værelset og en hurtig forbindelse. Derfor lå vi i den store bløde seng med store puder og nød at være på nettet og at kunne se engelsksproget tv.
Læs om vores dage i Nigeria her
Flere billeder fra Benin | Rejsetips for Benin | Rejseoversigt | Forside |
Klik her | Klik her | Klik her | Klik her |