Antal indbyggere Brunei: 395.027 (est. juli 2010) Areal: 5756 km2 Hovedstad: Bandar Seri Begawan Købekraft pr. indbygger: US 50.100 (est. 2009) |
Torsdag d. 7.7
Vi havde booket en minibus i Malaysia til at køre os hele vejen til Bandar
Seri Begawan . Det var nemt og vi blev kørt lige til døren på vores hotel i Brunei. Først
stoppede bussen godt nok ved Radisson, hmm, nej, det var vidst lidt over vores
prisniveau. Det viste sig dog, at vores hotel, Terrace Hotel, lå lige ved siden
af.
Vi fik vores værelse, ikke det største, men med god A/C, rent og med køleskab og engelsk TV. Vi tjekkede også poolområdet ud. Yes. Der var rent faktisk en ok pool, liggestole og parasoller. Det skulle vi nok gøre brug af senere.
Vi gik en lille tur i byen for at opleve, hvad det var for et sted, vi var kommet til. Helt klart rigere end Malaysia, men langt, langt fra Singapore, selv om Brunei gerne vil ligne. Bilerne var dog større og butikkerne lidt mere organiserede end i Malaysia. Priserne var også højere end i Malaysia. Eller det vil sige, at priserne i tal var de samme, men kursen i Brunei var 1:4,4 mod 1:1,9 i Malaysia.
Byens hovedgade så ud som om den var
pyntet op til jul.
Vi tjekkede Omar Ali Saifuddien Moskeen ud udefra. Torsdag var den lukket for ikke-muslimer, da de gjorde klar til fredagens storbøn.
Vi fandt også et ok indkøbscenter, hvor vi kiggede butikker og fik købt
forsyninger, dvs. chips, kiks og sodavand - og tilmed light. Herefter tilbage
til hotellet for at få et bad, inden aftensmaden.
Det småregnede da vi gik ned i byen for at spise. Bruneierne bevæger sig ikke
meget til fods .Det er yderst sjældent, at man møder nogen på sin vej.
Vi fandt en lidt smart cafe, der solgte lokalmad med et touch af stil.
Hyggeligt, selv om der ikke var mange gæster. Herefter hjem på hotellet til te
og kaffe.
Fredag d. 8.7.
Efter morgenmaden gik vi til Royal Regalia museet med alt om sultan Hassanal
Bolkiah. Et forunderligt museum med meget guld og glimmer. Desværre måtte vi
ikke tage billeder på museet.
Vi nåede lige hele udstillingen igennem, inden de lukkede til middagsbøn.
Guldkaret | Skjold brugt til optog | Paraplyer brugt til optog ved sultanens indsættelse |
Mens alt havde middagslukket tog vi en slapper ved poolen. Skønt - skønt med en
pool.
Vi tog en bus til Brunei Museum. Det gik hurtigere end forventet, så vi var der
i god tid. Vi satte os uden for og læste lidt, mens vi ventede på at de åbnede.
Museet indeholdt forskellige små samlinger - islamisk kunst og traditionel
kultur. Desværre havde gas og
oliesamlingen lukket, det skulle ellers være ret godt.
A/C er dejligt, når der er 35 grader uden for, men nogen steder går de amok, fx.
på Brunei Museum, hvor der var så koldt, at vi småløb igennem nogle af
udstillingerne. Man skal huske at have trøje med på museum!
Da vi kom ud efter museumsbesøget var det begyndt at regne. Vi stod i læ og
ventede på bussen, som kom efter 5 minutter. Vi havde planlagt en bådtur om
eftermiddagen, men ventede pga. vejret.
I stedet havde vi læst om et rekreativt område, hvor der skulle være et
vandfald. Det forsøgte vi at finde. Vi missede, hvor vi skulle dreje, men på
vejen tilbage til hotellet så vi skiltet. Det var dog ved at være mørkt, så vi
udsatte turen derop til søndag.
Da vi skulle ned og spise regnede det. Vi tog regnfrakker på og gik alligevel.
Regnen tog til og stod efterhånden ned i tykke stråler. Vi søgte ly under et
halvtag, men efter næsten 3 kvarter gav vi op. Det blev bare ved med at regne.
Derfor hoppede vi ud i regnen og gik det sidste stykke ned til en restaurant.
Det småregnede kun, da vi gik tilbage. Aftenen gik med at tørre, drikke kaffe/te og spise chips.
Lørdag d. 9.7
Efter morgenmaden tog vi bybussen ud til Jame´ Asr Hassanil Bolkiah moskeen. Bygget i
1992 for at fejre sultanens 25 års jubilæum som regent.
Jeg havde medbragt langærmet skjorte og tørklæde, og havde selvfølgelig lange
bukser på. Jeg iførte mig hele menageriet kun for at finde ud af, at man skulle
have en officielt sort kåbe på. Meget turistvenligt. Til gengæld så det ikke ud
som om de gik så meget op i, om man havde tørklæde på. Man måtte ikke tage
billeder inde i moskeen, kun uden for. Ind i den store bedehal gik vi lidt rundt
for at se de flotte udsmykninger, men blev råbt an. Den gik ikke. Vi måtte pænt
kante os rundt langs væggen, men gå på tæpperne, den gik ikke. :-)
Udenfor moskeen | Moske med egen rulletrappe ! | Flot kuppel |
På vejen ud til moskeen var vi kørt igennem byens mere fashionable kvarter, Gadong, og ville her tilbage for at kigge lidt butikker. Vi spejdede efter en bus, men hurtigt efter stoppede en bil og vi fik lov til at køre med til indkøbscentret. Det var stort og med mange butikker, men samtidig noget uorganiseret og ikke med kendte mærker. Mange af butikkerne solgte det samme, hvilket undrede os; nemlig sko, tøj, tilbehør (similismykker, tørklæder og ure) samt elektronik.
Efter et kig tog vi bussen hjem og slappede af ved poolen en times tid. Kennet fik frokost og jeg nød solen.
Herefter gik vi ned i byen for at se Omar Ali Saifuddien Moskeen indefra. Den
var ikke lige så stor og mægtig som den anden moske, men stadig pæn indvendig og
overvældende udvendigt.
Også her blev turisterne udstyret med en sort kåbe, så man kunne være tækkeligt
påklædt.
Vi gik en tur over i Water Village. Man regner med, at der bor 20.000 mennesker i byen. Egentlig er det 28 separate småbyer, der tilsammen udgør Kampong Ayer - Water Village. Byen har alt, hvad en by skal have, herunder restauranter, skoler og brandstation. Denne samling træplanker og hytter betragtes som den største water village i verden og de lokale kalder stedet "asiens Venedig". Jooo, begge steder har vand, men ellers.
Water village og moskeen i baggrunden
Herefter gik vi en tur i centret for at købe vand til den bådtur, vi ville tage.
Vi fandt H.J. Besar, som dagen forinden havde forsøgt at fange os til en tur. Vi
blev enige om prisen 50 BN (220 Dkr.) for 1½ time. Vi sejlede ud og så mangrove,
Sultanens palads fra vandsiden, så krokodiller, aber og øgler, og til sidst kom
vi helt tæt på Water Village set fra vandsiden.
Det var en rigtig god tur, og alle pengene værd, selv om den var på den dyre
side.
Udsigten fra båden
Vi så denne fantastiske krokodille
Næseaber i træerne
Tilbage til hotellet og lidt afslapning, inden turen gik ned i byen for at
spise. Vi valgte den italienske restaurant, og som alle andre steder i verden er
italiensk mad hammer-dyrt. Vi fik en rigtig god og original pizza, så skidt med,
at pungen blev lidt slatten :-)
Det var skønt vejr og vi slentrede lige så stille hjemad.
Søndag d. 10.7
Efter morgenmaden gik vi en tur i et rekreativt område, kun 5 minutter fra
vores hotel. Tænk, at man så tæt på en storby har et så fantastisk areal med
legepladser, vandrestier, junglestier og et vandfald. Samtidig så vi også mange
aber og en enkelt slange.
Vandfald i parken
abe ved en af stierne
Vi gik i 1½ time og selv om stierne kun var moderat hårde svedte vi bravt.
Hjemme på hotellet måtte tøjet til tørre og kl. 12 tjekkede vi ud. Vi synes, at
vi havde set byen, så vi tog ud i lufthavnen, selv om vi først skulle flyve kl.
17. Air Asia havde skrevet til os, at vi skulle være der minimum 3 timer inden
afgang pga. opdatering af deres it-systemer og dermed forventelige lange køer.
Da vi kom i lufthavnen fik vi at vide, at vi først kunne tjekke ind 2½ time før
afgang og så virkede det noget tåbeligt, at vi havde fået besked om noget andet.
Men, vi ventede pænt, fik checket ind og satte os i en cafe og fik noget frokost. Flyet var til tiden og herefter gik turen tilbage til Malaysia.
Læs om vores videre tur i Malaysia her.
Flere billeder fra Brunei | Rejsetips for Brunei | Rejseoversigt | Forside |
Klik her | Klik her | Klik her | Klik her |