Georgien 2009
 

Vores sommerferie 2009 var startet i Azerbaijan, og herfra tager vi til Georgien.

Nedenstående beretning starter i Zaqatala i Azerbaijan, hvor vi tager fra en morgen kl. 8.30, for at komme til Georgien.

Vi tog en taxa til grænsen. Egentlig mente vi, at vi havde aftalt med taxachaufføren, at han skulle køre os til grænsen og igen 4 km. på den anden side, til den nærmeste by, men næ, vi blev sat af ved grænsen og fik at vide, at vi måtte finde en taxa på den anden side. Det var nu egentligt nok også fint nok, for der var en uendelig lang kø af biler og lastbiler, der skulle over grænsen. Det var helt vildt. Alle blev tjekket meget grundigt, og jeg tror ikke, at køen ville nå igennem den dag, heller ikke selv om klokken vel kun var 10 om morgenen. Vi fik inddraget vores pas - og er der noget jeg hader, så er det at være uden pas! - men på den anden side, så gjorde alle de lokale det samme, så det var nok ok. Vi fik tjekket vores bagage ganske lidt og efter lidt venten kom politimanden smilende og overrakte mig vores pas. Han ønskede os fortsat god tur, og så var vi ude af Azerbaijan. Så gik turen videre til indrejse i Georgien. Vi måtte pænt vente uden for paskontoret, og så blev der lukket 1-2 ind ad gangen. Da det blev vores tur sagde en træt politimand, at der simpelthen bare havde været så mange grænsegængere, helt siden klokken 5 om morgenen. Han så træt ud, og fik ondt af ham. Vi fik taget billede, fik indrejsestempel og vores bagage blev kørt igennem en bagagescanner, og så var det "velkommen til Georgien". Rimeligt smertefrit - heldigvis.

Vi tog en taxa til den nærliggende by - herfra skulle vi videre med bus. Der var 100 km. til Telavi, som var dagens slutdestination. Bussen gik først om 3 timer og taxachaufføren fik overbevist os om, at han skulle køre os hele vejen. Vi er nok blev lidt mere luksusrejsende med lidt flere penge end for år tilbage, for da ville vi have sat os på busstationen og ventet, men nej, vi tog (igen) den nemme løsning og blev kørt hele vejen.

Telavi
Vi var blevet lovet at taxachaufføren ville køre os helt til hotellet. Vi havde udset os et "Pensionat" (B&B) og det kendte han ikke. Han var helt klart heller ikke vant til at læse kort, og selv om han spurgte sig frem flere gange lykkedes det ikke. Til sidst gav vi op, og bad ham sætte os af ved busstationen og så gik vi resten af vejen. Det var opad og hårdt, men op til "pensionat Nelly" kom vi. Vi forstår ikke, hvorfor disse pensionater ikke reklamerer eller skilter med, hvor de ligger. Det er umuligt at se på en port, om det mon er her, man kan sove, eller om det bare er et tilfældigt hus, hvor "mutter Svetlana" bor.
Vi blev dog hjulpet på vej af en nabo og ind kom vi. Nelly og hendes mand var meget, meget venlige, og jubii, talte lidt engelsk! Vi var de eneste i pensionatet, så vi kunne selv vælge værelse.

Nellys have, hvor hun dyrkede alle mulige
bær og urter, som vi nød godt af til aftens-
maden og morgenmaden

Vi gik herefter op i byen for at se byen gamle slot,  Batonistsikhe Slot. Entre 2 GEL (6,60 kr.)
Slottet var residens for Kakhetianske konger. inden i slottet er der et palads, der blev bygget i 1660 og renoveret af Erekle d. 2. 
Området har også en kirke, der blev bygget i 1758 af Erekle d. 2. Desuden et mindre museum med lokaludstilling og forklaringer kun på georgisk og russisk.

Vi gik herefter ned og så det lokale marked, hvor der blev solgt alt fra grøntsager og kød til tøj, sko og DVD´er.

Vi nåede lige tilbage til Nelly, inden det begyndte at styrtregne. Uff, godt at vi havde købt godt med cola og chips, og lavede en hyggeeftermiddag inden aftensmaden, som man typisk tilkøber på pensionatet, hvilket vi så også havde gjort.

I mellemtiden kom to andre gæster, to danskere. Hvad er oddsene for det? De var på cykelferie - ja, mærkelige mennesker findes overalt :-).
Vi fik en super aftensmad med mange spændende retter og hjemmelavet vin til.

Vi spurgte Nelly, om hun kunne hjælpe med at finde en, der ville køre os rundt og se de forskellige klostre i området. Hendes mand tilbød at gøre det for 70 GEL (230 kr.) og vi slog til.

Dzveli Shuamta
Er en basilika, bygget i det 5. og 6. århundrede og en meget typisk arkitektur fra den aller tidligste georgiske kristendom. Ved siden af ligger to mindre kirker fra det 7. århundrede.

Ikalto Monastery
Dette var et af to berømte georigke akademier - det andet var Gelati. En af landets mest populære skikkelser Rustaveli har læst her. Klostret blev grundlagt i det 6. århundrede og var hjemsted for mange lærde. Stedet blev ødelagt af perserne i 1616. Hovedkirken blev bygget i 8. og 9. århundrede men dramatisk ændret i 19. hundredetallet.

Alaverdi Cathedral
Er den vigtigste kirke i området. Den er speciel ved at kirkerummet er meget stort og at der kommer lys ind fra 16 vinduer i kuplen. Ved kirken er der også et kloster og et nonnekloster og et badehus, et klokketårn og en vinkælder.

En underlig opsynsmand eller måske præst skældte ud over vores tilstedeværelse. Vi fandt aldrig rigtig ud af hvorfor, for vi var tækkeligt klædt på. På et tidspunkt synes vi han peget på os og siger "muslimer" og ryster på hovedet. Det undrer os lidt, at han kunne tage os for værende muslimer - både pga. påklædning, men også fordi jeg bærer mit kort synligt.

Mahkos kørte os til  Abano Passet, hvor vi spiste lidt medbragt frokost. Mahkos kunne ikke engelsk, men vi forstod, at stedet med de fine træer og en lille bæk, var et yndet udflugtsmål for hans familie, da børnene havde været små.,

Gremi
Et murstens citadel. Stedet er meget berømt for deres cognac. byen var hovedstad i Kakheti, men der er næsten intet tilbage efter at tyrkerne ødelagde byen. Der var en guide på stedet, der kunne lidt engelsk, og han viste os rundt; blandt i stedets gamle vinkælder.

Næste morgen, efter morgenmaden, var Mahkos så venlig at køre os ned til busstationen og hjalp os med at komme på den rigtige Marshrutkas til Tbilisi. Turen tog kun lige lidt over 2 timer, selv om bussen skulle på lidt af en omvej. Vi tog en taxa fra busstationen og til Hotel Lille, som Anders og Ole havde anbefalet som ok.
Vi fik et værelse, og tog herefter traveskoene på og brugte resten af dagen på at se Tbilisi.

Gåtur i Tbilisi

Vi startede ved monumentet over Shota Rustaveli (landets national skjald)

Frihedspladsen i Tblisi

Herefter så vi operahuset og teatret inden vi kom til Kashvetikirken. Vi gik forbi Parlamentet og så her en del  demonstranter, der demonstrerede mod den siddende regering. Byen skulle have et rigtigt flot nationalmuseum, men det er lukket på 4 år - renovering :-). Herefter ned forbi den tidligere "Lenin-plads", som nu hedder Frihedspladsen og domineres af en gylden Sct. George, der spidder en drage. Igennem den mere slidte del af den gamle by og endte ved den ældste kirke i Tbilisi fra 500 tallet Anchiskhati Basilika. Herefter så vi hvor Patriarken, overhovedet for den Georgiske Kirke, bor. Sioni Katedralen, som  blev oprindeligt bygget i 5 og 600 tallet var det næste stop. Den har været ødelagt og genopbygget så mange gange, at det er svært at se, hvad der er nyt og gammelt. Turen gik stejlt op ad bakke og op til statuen af "mor Georgien" (= Kartlis Deba). Den er 20 meter høj og lavet af aluminium.
Vi sluttede ved Narikala Fortet. Den ældste del af fortet er fra 300 tallet men det meste af det, man kan se nu er fra 700 tallet. En eksplotion i 1827 ødelagde store dele af fortet og en kirke. Kirken blev genopbygget i 1990´erne.

Kennet køber noget, han troede var øl.
Det vidste sig at være en form for lemonade,
men det smagte fint og var meget populært.

Herefter vendte vi næsen hjem mod hotellet, men gik først lige op for at se katedralen med guldkuplen. Den ligger I det område, der kaldes Avlabari, og hedder Tsminda Sameba Katedralen. Den blev indviet i 2004 efter 10 års byggeri. Kirken er 84 meter høj og er dermed landets største og højeste.

Tur til Mtskheta
Vi kørte for langt med minibussen og måtte tage en returbus et par kilometer, men frem nåede vi.

Byen er hjemsted for nogen af landets ældste og vigtigste kirker. Stedet var hovedstad i det østlige Georgien fra d. 3 - 5. århundrede. 

Samtavro churchs
En del af et nonnekloster. Oprindeligt var det en paladskirke, der tilhørte adelen i Mtsheta. Kirken blev bygget i 1130 og ved kirken ligger kong Mirian og hans kone Dronning Nana begravet. På området ligger også en lille kirke fra det 4. århundrede.

Svetitshoveli Katedralen
Den største af kirkerne, som er en stor kirke fra d. 11. århundrede. I følge legenderne er Kristi kåbe begravet under katedralen. Den nuværnde kirke blev bygget i 1010 men der har stået en kirke helt fra det 4. århundrede.

Herefter var vi sultne og fandt en cafe, som guidebogen anbefalede - Kafe Bari. Der var meget byggeri i gang i området, og rigtig mange russiske arbejdere. 8 stk. af dem havde valgt at holde en rigtig lang pause, og den foregik på Kafe Bari med vodka og masser af smøger. Lokalet var tåget, men vi håbede, at de nok snart gik. Det gjorde de ikke, og de blev mere og mere fulde. Hold da op, hvor kunne de drikke. Vi fik vores mad, spiste hurtigt, og flygtede ud i den friske luft igen.

Vi tog tilbage til Tbilisi og gik en tur gennem området, hvor de lidt rigere skulle bo. Butikkerne var lidt pænere og der var lidt mere vestlige caféer, men det var ikke indlysende, at det var indbyggere med penge, der boede her.

Om aftenen gik vi en lang tur i byen - det var jo den sidste aften, inden vi skulle videre. Vi fandt et fantastisk konditori, hvor prisen på kaffe og kage kunne brødføde en georgisk familie i flere dage, men indrømmet, det var lækkert, både stedet og kagerne og brødet. Vi sluttede af oppe ved Tsmina Sameba (Holy Trinity Cathedral), som var flot oplyst. Der var mange mennesker og et leben, selv om klokken var blevet 21.30. Folk bad, skriftede eller hang bare ud. 

Næste morgen gik turen til busstationen og vi fandt hurtigt bussen til Kazbegi. Den var allerede tæt på fuld og kørte da også 10 minutter efter. Der var meget bagage med bussen og ikke meget plads. Det var 3 timers skrumlen og rumlen men udsigten var fin med bjerge; nogen med sne på.

Kazbegi
Vi blev mødt ved bussen af en af byens turistkontorer som arbejdede på en kontor, der udlejede heste, solgte kort mv. Hun viste os Hotel Lomi og herefter fulgte hotellets ejer os hjem til hendes ejet hus, hvor vi blev indlogeret i homestay. Byen ligger flot omgivet af bjerge i 1750 meters højde.

Kazbegi var fantastisk smukt. Jeg fotograferede og fotograferede !

Vi gik ned i byen for at tale med guiden om muligheder for ture i området, og blev enige om, at vi i dag ville gå op til Tsminda Sameba Kirken. Turen op tog 1½ time, var moderat hård, men hele turen værd. Wauw. Kirken ligger i 2200 meters højde og er fra 13. hundrede tallet. Kirken ligger virkelig afsides, men det beskrives, at det passer godt til landet og dets folk.
Kirken er fungerende og der var mange mennesker i kirken der bad og tændte lys - imponerende når man tænker på dens beliggenhed. Dog kunne man også køre hele vejen til kirken, hvilket vi kunne se, at mange havde gjort.

Næste morgen startede vi med god morgenmad og herefter gik turen ned til turistkontoret og hun aftalte det nærmere med vores chauffør.

Vi kørte ud i Snodalen og 15 km. ned ad en grusvej til byen Juta i 2150 meters højde. Herfra gik vi op til foden af Mt. Chaukhi, som er 3.842 meter. Det var en hård start opad og opad, men efter den første halve time fladede landskabet ud og vi fortsatte af en ok sti hen over enge og stenene landskaber. Der var fantastisk udsigt til alle sider. Bjerge, nogen med sne andre grønne tårnede sig op til alle sider. Det sidste stykke fik vi lov til at gå selv. Vi fik at vide (tror vi nok - guiden kunne jo kun georgisk), at vi ikke måtte gå på sneen. Der lå stadig lidt sne tilbage rundt omkring, og man kunne falde igennem. Vores sti endte dog snart i en ordentlig plade sne, og ordentlige som vi er var vi klar til at vende om. Det var dog lidt ærgerligt, for vi var ikke kommet så langt. Men da der kom andre vandrer imod os, herunder et selskab med en hest, og de klarede sig over uden problemer, så vågede vi også pelsen, og det gik også fint. Vi kom tæt på Mt. Chaukhi og havde fantatisk udsigt.
Herefter vendte vi om mod bilen.

Vi synes gåturen havde været lidt kort og slog til, da chaufføren foreslog, selvfølgelig mod klækkelig betaling, at køre os op for at se vandfald. Vi kørte op til Glevti og fortsatte til fods ca. 800 meter op til et fantastisk vandfald.  Wauw! Vi fik også et lille vandfald med i købet.

Herefter ville han gerne køre os op og se en kirke mv. men vi var ved at være trætte, og havde også så rigeligt brugt dagens afsatte penge, så derfor gik turen hjemad.

Gori
Turen fra Kazbegi til Gori gik via Tbilisi, men 5 timer efter afgang var vi i Gori. Vi tog en taxa til hotel Victoria, som var anbefalet i Lonely Planet. Jeg tror, vi var heldige at få et værelse, for det vrimlede med amerikanske gæster i lobbyen. Manden i receptionen talte engelsk til husbehov og han var også så venlig at give os et kort over byen - Lonely Planet havde ikke noget.

Vi gik en tur i byen, bla. ned og så byens store marked, hvor alt fra tøj, CD, kød, frugt og grønt bliver solgt. Vi gik også op og så byens fort, som ligger på en stor bakke i udkanten af byen. Her oppefra var en fantastisk udsigt ud over byen. Ved indgangen sad to vagter/politifolk. Hvad de helt nøjagtigt passede på er et godt spørgsmål, men de havde i hvert tilfælde våben. Vi har set rigtig mange politifolk på vores tur, men disse to er de første med våben. Underligt!
 

Uplistsikhe
Vi ville gerne en tur ud og se den gamle huleby Uplistsikhe, og fik hotellet til at praje en taxa til os. Han skulle have 70 Lari (210 kr.) + ventepenge for turen, som var 10 km. Godt nok er vi turister, men havde altså været for længe i Georgien til at hoppe på den. Vi takkede pænt nej, og gik op i byen og fandt selv en taxa. 15 Lari (50 kr.) kostede det. Vi gav ham 20 (60 kr.) for vi synes 15 var for lidt.

Hulebyen var vidst ved at "lukke ned". Der var ingen billetmand ved indgangen og uden for sad byens gamle og hyggesnakkede. Der var ikke så mange huler som nogen af de andre steder vi har set, og flere af dem var ødelagte. Men, kirken på toppen var fortsat i brug og der var gudstjeneste den dag, og kirken var velbesøgt.

Byen blev grundlagt omkring år 1000 f.kr. men det var primært fra det 6. århundrede - 1. århundrede e.kr. at området blev udviklet. Stedet har været det primære politiske og religøise centrum for pre-kristent kartli-tilbedelse (kartli er en solgud). Det er et fint lille sted, men vil man kun se én huleby, så skal man helt sikkert tage til Vardzia i stedet.

Stalin-museet i Gori
Entre 10+5 Lari p.p incl. en engelsktalende guide. (50 kr.)
Et interessant museum. Guide på engelsk er inkluderet prisen. Selvfølgelig hører man alle heltehistorierne, men alligevel ganske ok!

 
Kennet i Stalins stol                    Kiste fra Stalins barndomshjem

Kutaisi
Vi tog en taxa til busstationen. Taxachaufføren mente selvfølgelig ikke, at der gik nogen bus til Kutaisi og ville gerne køre os ca. 50 km. til en anden by, hvorfra der gik en bus. Ja, ja, fint nok, men nu har vi rejst for længe til umiddelbart at hoppe på den slags. Det viste sig selvfølgelig også at være forkert. Der gik en bus, og den gik kl. 9.30, som der stod i guidebogen.

Vi synes altid at ende i en bus med køresyge børn, men denne dag var det helt slemt. 3 børn sad med hver deres pose og sagde ørlelyde, og det var ikke skønt. Efter 3 timer var vi i Kutaisi. Vi troede, at vi skulle med til endestationen, men pludselig sagde chaufføren, at vi skulle af, og det viste sig, at vi var med en gennemgående bus. Vi blev sat af midt på en vej, og forsøgte at finde ud af, hvilken vej der var ind mod  byen. Jeg spurgte på et apotek, men igen, ingen engelsk, og ikke den store vilje til at forsøge at opklare hvad jeg spurgte om.

Bryllup i Kutaisi

Gelati
En kirke, som blev grundlagt af Kong David i 1106. Det var et centrum både for kristen kultur og neoplatonistiske studier, og mange lærde har boet her. I 1510 blev komplekset brændt ned af tyrkerne, men blev restaureret af Kong Bagrat d. 3, og blev et biskopsæde. I 1922 blev munkene smidt ud af kommunisterne men kirken blev genindviet i 1988.  Det var også her at præsident Saakashvili blev indsat som præsident. Ved siden af kirken var en interessant gravplads. På alle gravstenene var indgraveret tegninger af afdøde og mange steder var der også store billeder af de døde.

Der var 6 km. til næste sted vi skulle se, nemlig, Motsamete. Der gik ingen offentlig transport og turen skulle være meget pæn, så vi var indstillet på at gå. Efter ca. 100 m. stoppede en bil og vi blev spurgt, om vi ville have et lift? Åhh, det sagde vi da ikke nej til, og blev kørt de næste 5 km. Så var der bare lige en km. ned af en grusvej, inden vi var der.  

Motsamete
Lige inden vi kom ti kirken var der en gravplads lignende den vi så ved Gelati; igen med spændende billeder.

Dette lille kloster, ligger meget smukt på et klippeudhæng over floden Tskhaltsitela. Flodens navn betyder !rødt vand" og stammer fra en arabisk massakre på georgiere i det 8 århundrede.

Turen hjem til Kutaisi var ca. 6 km og igen var vi klar til at gå, men heldige, heldige, at der kom en bus, og så blev vi kørt hele vejen.
Tilbage i Kutaisi så vi

Det jødiske kvarter og synagogen
Kutaisi havde før i tiden en af Georgiens største jødiske samfund, men efter uafhængigheden er de fleste af de oprindelige 1000 familier emigreret til Israel. En synagoge fra 1880 i området er stadig i brug.

Akhaltsikhe

Vi forlod familien Georgio efter en tidlig og hurtig morgenmad. Vi ville ikke misse bussen kl. 9.30, og vi skulle først gå ned i byen og herefter finde en taxa, der kunne køre os ud til busstationen. Alt gik dog meget hurtigere end beregnet, og derfor kunne vi også lige nå bussen allerede 8.30.
Chaufføren var en underlig starut. Han kørte max 30 km. i timen den første tid, og vi blev overhalet af alt og alle. Lige pludselig kom en anden minibus og overhalede ham og de gav sig til at køre om kap. Han kørte over 100 km. i timen og overhalede og slingrede til højre og venstre. Det var vildt ubehageligt, men da han fik overhalet den anden og kom et godt stykke foran ham, så holdt han også op, og gik tilbage til de 30, hvilket på den anden side også var vildt irriterende. Han holdt uendeligt mange pauser, og turen kunne vel gøres på max. 3 timer, men var sat til 4½, og vi forstod hvorfor.
Vi nåede dog Akhaltsikhe på lidt over 4 timer, men kun fordi han de sidste 3 kvarter igen kørte som død og helvede.

Vel ankommet til Akhaltsikhe tog vi en taxa til det valgte hotel og vores taxachauffør ville vildt gerne sælge os en tur til Sapara Monastery og hulebyen Vardzia. Det fik han så lov til. Byen i sig selv så ikke så interessant ud og kunne vi nå at se de to ting, kunne vi komme videre til Armenien allerede dagen efter.

Sapara Monastery
En kirke med en unik beliggenhed men med ganske få besøgende. Det forstår man egentligt godt, da turen der ud var lang og ad en dårlig grusvej.
Det har eksisteret siden 9. århundrede og har huset mange af de vigtigste kirkelige personer i georgisk historie. I det 13. århundrede stod lederen af klostret på god fod med mongolerne, hvilket gjorde, at klostret ikke blev ødelagt i modsætning til de fleste andre klostre. den største kirke er sct. Saba´s kirke. Den ældste bygning, der stadig står, er Dormitions Kirken fra det 10. århundrede. 

Vardzia
Entre 3 GEL (10 kr.)
Turen derud var smuk. Bjerge og små snoede veje gjorde, at selv om turen kilometer-mæssigt ikke var så lang, så tog det lang tid.

Et kulturelt symbol for georgierne og har en særlig plads i deres hjerte. I det 12. århundrede byggede Konge Giorgi d. 3 et fæstningsværk her og hans datter Dronning Tamar etablerede et kloster her. Dette udviklede sig til en egentlig hellig by med mere end 2000 munke. Det blev kendt som georgiens religiøse hovedsæde og kristendommens østligste grænse. Centrum i byen er Genopstandelses Kirken. Facaden af kirken forsvandt ved et jordskælv i 1283, men det indvendige eksisterer stadig. Der er mange friskoer fra det 12. århundrede. Lige til venstre for kirken er der en lang tunnel, der leder op til en afsats lige over kirken. Selve byen består af 13 etager med mere end 400 rum og 6 mindre kirker. I et slag mod perserne i 1551 blev georgierne slået og Vardzia blev plyndret og forladt.

I dag fungerer stedet igen som kloster, og en af etagerne var spæret af. Man kunne se, at der i hulerne faktisk boede mennesker. 

Chaufføren ville gerne have vist os endnu et kloster, men vi var bare så trætte, så efter en tur omkring rutebilstationen for at tjekke buskøreplanen, tog vi hjem til hotellet.
Vi orkede ikke at gå ud i byen for at spise, så vi gik ned i hotellets restaurant for at se, om man kunne få noget at spise. Restauranten var mørk, og vi gik igen. Vi mødte receptionisten, der forsikrede os om, at der skam var åbent. Vi gik ind igen og lyset blev tændt. Der var intet menu-kort, men man serverede dagens ret. Vi takkede ja, og fik et rigtigt godt måltid til næsten ingen penge.

Turen over grænsen

Efter en god nats søvn ringede vækkeuret meget tidligt. Vi skulle være på busstationen kl. 6, havde taxachaufføren sagt. Bussen gik kl. 7 og man skulle være der i god tid. Vi forlod hotellet omkring 5.45 og ville tage en taxa. Men, taxachaufførerne i byen var ikke stået op så tidligt, så vi tog den i rask trav. Det gik fint, og der var slet ikke så langt som frygtet.

Vi ventede og præcis kl. 7 kørte bussen. Chaufføren gav os "guld-pladserne" helt oppe foran og vi havde et super udsyn. For første gang oplevede vi en chauffør, der krævede, at hans bus var en ikke-ryger bus. Det var så befriende. Der var ikke så mange med bussen, turen over grænsen var åbenbart ikke så populær. Chaufføren havde mange pakker med, som blev afleveret undervejs, og vi fandt ud af, at det var pakkerne der gjorde, at turen her var en god forretning; ikke antallet af passagerer.

Vejen blev mere og mere ussel, og lige inden grænsen var der næsten ingen vej. Landsbyerne blev mere og mere fattige at se på.
Da vi nåede grænsen var der kun os, chaufføren og en enkelt dame med bussen.

Vi skulle have visum og det blev lidt af en farce. Vi skulle udfylde diverse papirer, som skulle fotokopieres i mange eksemplarer og på et tidspunkt kommer to damer med hvide kitler ind i rummet. De skulle tjekke, om vi havde svineinfluenza. De kunne dog kun tale russisk og Armensk og vi kunne ingen af delene, så efter at have forsikret dem om, at vi ikke havde været i Ukraine eller Tyskland, så blev vi godkendt.

Vores visum skulle dog betales i lokalvaluta, og det havde vi jo af gode grunde ikke lige i pungen. Hen til næste grænsebod og her kunne man veksle.  Tilbage igen og så fik vi vores visum. Passet skulle herefter vises to eller tre gange, og endelig fik bussen lov til at køre videre.

Så var vi i Armenien. Nye eventyr ventede.

Læs videre om vores tur ind i Armenien hér