Laos 2012

20. marts

Vi var nu sat af bussen, ved en stor flod. En meget tvivlsom båd sejlede os over floden til Muang Khua. En lille by,  hvor vi egentlig skulle have overnattet. Nu var vi her så tidligt, at vi ville forsøge at komme videre. De andre fra bussen ville gerne med, og vi fandt en båd og betalte en pris. De andre skulle spise først, og det trak noget ud. Vi kom afsted lidt sent. Efter 45 minutters sejlads holdte vores båd ind, og villle ikke køre længer. Han havde mødt en båd på vej nordpå, som han overtale til at tage os med sydpå. Dermed fik han alle pengene uden at skulle sejle turen. Efter 1 times ventetid kom båden tilbage og vi sejlede videre.

Det begynde at blive mørkt og koldt. Pernille blev ramt af en stor bølge og blev meget våd og kold. Til sidst sad førens kone med en lygte ud af styrhuset for at finde vej. Vi gik op i byen, hvor vi fandt vores hotel. Vi var kommet en dag for tidligt, så de havde ikke plads. Heldigvis var der andre steder i byen, så vi fandt et lille hyggeligt sted.

21. marts

Vi gik over på det hotel, vi havde booket på forhånd. De havde heldigvis vores værelse klart, og vi kunne rykke ind med det samme. Luksus hele vejen rundt! En fremragende udsigt over floden.

Vi gik op for at høre, hvilke aktiviteter de kunne tilbyde, og vi blev enige om at leje et  par cykler og sejle kano dagen efter.

Cykelturen blev et af højdepunkterne i Laos. Vi cyklede gennem et smukt landskab, ud ti en lille landsby. Her mødte vi en række skønne børn. Deres forældre var nok på arbejde og de blev passet af nogle "gamlinger". Vi tog en masse billeder og kørte tilbage igen. De var ikke vant til turister, så de tiggede heldigvis ikke efter noget. Det var lidt hårdt, men dejligt.

Vi cyklede ud til nogle grotter, hvor vi kunne se, at de lokale opholdte sig der under bombardementerne under Vietnamkrigen. Det er ikke for klaustrofobiske typer, men meget interessant. Derefter cyklede vi ned til busstationen. Her møde vi ham, vi havde booket kanoturen hos. Det havde han glemt alt om, og sagde, at der ikke var plads! Vi tog tilbage til hotellet, og efter meget råberi fandt de plads til os.

Vi gik rundt om hjørnet og spiste indisk (igen) og mødte folk fra sejlturen (igen).

22. marts

Vi skule sejle med kajak. Det havde jo givet nogen problemer, men det gik som planlagt. Vi blev hentet  om morgenen og tog ned til floden. Her sejlede vi op til byen, hvor alle "hippierne" holdt til. Der var ikke ét hus, der ikke var et hotel eller restaurant, som alle tilbød morgenmad. Vi var der et par timer, hvilket nok var lige lovlig lang tid.

Derefter skulle vi sejle ned langs floden. Der var ingen strøm i vandet overhovedet, så vi skulle selv padle. Det var ekstremt hårdt, og vi kom ingen vegne. Vi skiftede lidt rundt, så jeg kom i båd med en lidt større fyr. Det gik bedre, men ikke fremragende. Vi fik frokost undervejs, men det var lidt klamt. Kold "sticky rice" med kold tiilbehør. Vi vaskede hænder i floden. Pernille spiste ikke noget og var den eneste, der ikke fik dårlig mave. Længere nede af floden kom vi til en smule "hvidt vand". Pernille og et par andre stod af, og jeg satte mig i en kano med en englænder. Da vi sejlede igennem tog båden vand ind, og sang lige så stillet. Godt, at Kennet havde redningsvest på. Han mistede sin hat, og blev samlet op lidt længere nede. Resten af vejen tog vi i den store båd. Der var kun 2 franskmænd der padlede resten af vejen

Det var meget mere hårdt end vi troede.

23. marts

Vi tog bussen om morgenen. Det var noget uklart hvornår de gik, så vi var der 1 time for tidligt. Der gik også en båd, men det ville tage ALT for lang tid, og vi havde sejlet rigeligt i båd. Vi var der i god tid, og fik derfor de bedste pladser, hvilket ikke er uvæsentligt i Laos. Busturen gik ganske fint og nemt. Vi blev sat af på en busstation et godt stykke uden for Luang Prabang. Derfra gik der en alt for dyr tuk-tuk, som kørte ind til byen, hvor vi blev sat af et sted, der så ud til at være midt i byen. Der var for langt at gå, så vi var tvunget til at tage tuk-tuk'en.

Vi gik hen til vores hotel, som lå med en flot udsigt over floden. Der var gratis kaffe og internet, så det var ret godt. Vi så dog senere, at der var mange ledige værelser i byen, hvor de om aftenen havde tilbud på overnatning. Vi kunne dermed have fået bedre værelser til samme pris.

24. marts

Morgenmaden var meget simpel og ikke specielt god. Det var dog en stor ting at kunne sidde udenfor langs med floden.

Byen er utrolig flot. Den var tidligere hovedstad i Laos, og det ses. Vi så bl.a. Det kongelige palads, som i dag er et museum. Her var bl.a. den gamle konges bil, og nogle meget flotte rum, som står som kongen forlod det i 1975.

Byens største seværdighed er Wat Xieng Thong, som også er afbilledet på forsiden af guidebogen. Det er et kloster, der består af en række stupaer og nogle større bygninger der prmært bruges under Laos nytår i april.

25. marts

Vi brugte dagen på at gå tilfældigt rundt i byen. Det er interessant at se, hvor mange bygninger der er hoteller. Der var mange turister, men ikke så mange som der var hoteller til. Byen ligger mellem to floder, og nordspidsen af byen er en slags pynt ud i vandet. Over floderne har man broer af bambus, som kun står der uden for regntiden, hvor de simpelthen skylles væk.

Vi ledte efter en måde at komme til Plain of Jars. Valget stod mellem en traditionel bus og en minibus. Vi endte med en minibus. Meget hurtigere, men ret ukomfortabel pga. de mange sving.

26. marts
Vi blev hentet kl. 8.30 på hotellet og kørt ud til busstationen, hvor 2 minibusser til Phonsavan blev pakket med bagage på taget og turister i bussen. Sæderne føltes ok og der var også plads til benene, når man ikke var større end Kennet og jeg. Efter det sædvanlige påfyldning af benzin og køren lidt rundt, satte bussen næsen mod Phonsavan. Vejen blev lynhurtigt til smalle stier, der snoede sig ind og ud imellem bjergene. Vores chauffør kørte godt til og bussen havde ingen affjedring. Puha, allerede efter 20 minutter kunne alle mærke, at dette her ville blive en lang tur. Heldigvis var der ingen der ørlede. da vi var halvvejs stoppede vi ved et lokalt spisested. Der mødte vi den anden bus, hvor flere  havde ørlet.

Vi tog ikke noget at spise, af angst for at ørle. Nå ja - det betød måske også noget, at det meste af menuen bestod af indvolde fra mindre gnavere.

Herfra rettede vejen sig ud. Det blev en mere lige vej, og den sidste time var faktisk behagelig. Landskabet var meget flot, og den sidste del virkede ret øde. Der var ikke eget trafik

På busstationen stod repræsentanter fra flere af byens hoteller og gæstehuse og ville fange kunder. Hotellet, hvor vi havde booket havde også en mand der, og vi fik derfor gratis transport ind til hotellet.

Gik rundt og fandt turudbyder. Endte med hotellets tur. 70 US.

Spiste indisk og mødte de 2 canadiere fra den anden bus og havde en hyggelig aften.

27. marts
Vi skulle på tur med en ansat fra hotellet. En kæmpe bil hentede os, og vi tog afsted. Første stop var ved byens turistbureau, hvor vi skulle have en tilladelse ti at komme ud til Plains of Jars. Første stop var en gammel by, hvor vi så to gamle Stupaer. De var ikke i fineste stand, men efterlod alligevel et stort indtryk. Der havde været rygter om, at der var gemt skatte i stupaerne, og de var derfor fyldt med huller fra folk, der havde gravet efter skatte. Samme sted lå ruinerne fra landets første sygehus. Det var bygget af franskmændene, og var helt unikt den gang i slutningen af 1800 tallet.

Derfra tog vi til dét, vi egentlig var kommet for at se - Plain of Jars. Et meget underligt sted, hvor der lå hundredvis af stenkrukker. Ingen ved hvor de kommer fra. Kun ganske  få har låg, og de er alle tomme. Det var en stor oplevelse, men vi er glade for, at vi kun besøgte ét sted. Derfor valgte vi site 1, som er det største. Der var også tegn på Laos fortid. Der var markeret, hvor der var ryddet for bomber, og hvor man ikke må gå.

Til sidst besøgte vi "bombebyen". Stedet er kendt for at bruge rester af bomber som hegn og rugeplads til kyllinger. For os var det mest interessant dog landsbyen i sig selv. Vi hørte om hvordan man bygger sit eget hus, og hvordan de mest dovne bygger de ringeste huse. Vi så også, hvordan nogle kvinder lavede papir.

Undervejs viste guiden os forskellige små interessante ting, som f.eks. et hus, hvor der blev dyrket opium. Vi stoppede også ved et lille hus, hvor en ung pige sad og væveder. Det var meget interessant og der var ingen salgspres.

Mødte Bart og Chris.

i byen havde et organisation, der står for minerydningne, MAG, et kontor. De viste gratis film om bomberne. Her så vi, hvordan dele af Laos blev plastret til med bomber. Flere af disse forblev usprængte. i dag bliver de samlet sammen og solgt som skrot, men indimellem sprænger de, og forårsager masser af døde om lemlæstede. Filmen fortalte hvordan MAG forsøger at fortælle de lokale, hvorfor de skal holde sig væk. Desværre er der gode penge i skrot, og fristelsen var for stor. Filmen viste nogle børn, der havde mistet kropsdele, men som stadig ledte efter bomber. kennet købte en t-shirt for at støtte det gode formådl.

Vi spiste aftensmad sammen på en cafe, hvor vi kunne få vestlig mad. Ja, nogen gange har man bare brug for at
Kiggede på natmarkedet som viste sig at være mere en lille byfest. Der var små spil, som at kaste pile efter balloner. Der var meget larmende, men lige pludseligt stoppede det, og vi fik en god nats søvn

28. marts

Efter den lange bustur, var vi glade for, at vi skulle flyve til Vientiane. Den lokale lufthavn var virkelig sjov. Der var en "scanner", der konstant sagde bib. Alle rygsække, tasker mv. skulle lægges i en lille kurv som så blev ført uden om ´scanneren, men ikke i sig selv scannet. Det gav SLET ingen mening. Selve flyturen gik fint, og vi landede til tiden. Vi delte en taxa. Her havde vi en af de gode oplevelser, hvor prisen  var fast, og fremgik af et skilt i lufthavnen.

Det første hotel vi kom til, var ganske fint og lå centralt. Det viste sig senere, at ALT lå centralt.. Byen er meget lille.

29.. marts

Det var blevet tid til byrundtur, og det var ret nemt. Vi gik næsten ud af guidebogens kort på 30 minutter. Vi gik en tur, som var angivet til at skulle gøres på cykel, men som nemt kan gøres til fods. Vi besøgte flere Wats (templer). Vi så bl.a. Wat Si Saket som blev bygget i 1819. Vientiane var en del af de franske kolonier, men lå meget langt væk. Dermed er der ikke mange koloni bygninger i byen, men en hel del templer.

Byen har sin egen triiumfbue, Patuxai. Den er pænere udefra end indvendigt.

Om aftenen gik vi langs floden, hvor vi så adskillige nye hoteller.

30. marts

Tog en taxa, som vi delte med andre. Vi foretog et lidt mærkeligt stop ved broen til Thailand, men det viste sig, at det var for at hente nogle togbilletter. Vi kørte videre i ca. 30 minutter og kom til en  kæmpe parkeringsplads - og en meget lille togstation. Her skulle vi betale for et udrejsevisum - vi fik godt nok ikke nogen kvittering, hvilket fik Kennet op i det røde felt. Han forsøgt at få navnet på chefen for det hele. Han havde et navneskilt, men lagde  hele tiden hånden henover. Kennet forsøgte flere gange at overraske ham, og få fat i navnet, men til sidst blev han så sur, at Kennet gav op. Vi hader korruption! Så tog vi det lille tog der udgør den eneste jernbane i Laos. Det tog hele 10 minutter før vi var ved grænsen til Thailand. Vi stod forrest om kom hurtigt forbi Stempelberg.. Vi fandt hurtigt vores vogn og var nu på vej til Bangkok.