LETLAND Antal indbyggere: 2.274.735 (est. juli 2006) Areal: 64.589 km2 Hovedstad: Riga Købekraft pr. indbygger: $12.200 (est. 2005) |
Pga. vores lange rejse i 2007 havde Pernille kun 1 uges sommerferie.
Vi skulle egentlig ikke noget, men fandt så ud af, at vi lige havde lidt flere bonuspoint, der var ved at løbe ud. Der var ikke så mange bonusrejser tilbage så vi faldt over en billet til Litauen - og sådan blev det. Vi bandt Litauen sammen med Letland, og besøgte derfor også Riga.
D. 1. august
Efter 3 dage i Vilnius begav vi os mod Letland. Bussen kørte næsten til tiden, gjorde et enkelt stop undervejs (+ et ved grænsen) og lidt over kl. 15, en lille smule forsinket, stod vi så på busstation i Riga. Vi hævede penge i en ATM og købte med det samme en busbillet til Palanga, Litauen. Vi vidste jo, at vi skulle retur fredag, så det kunne vi lige så godt.
Herefter fandt vi vores B&B, smed lidt koldt vand i hovedet, og gik ud for at få et første kig på byen.
Vores umiddelbare indtryk var, at Riga og Letland var rigere end Vilnius og Litauen. Husene var pænere, butikkerne flottere og priserne højere. Vi vandrede lidt rundt i den gamle bydel, fik noget aftensmad og gik herefter hjem på vores værelse og brugte aftenen på at læse og surfe lidt på internettet - der var gratis internet på hotellet - dejligt!
D. 2 august.
Efter morgenmaden var vi klar til at indtage Riga.
Vi fik (igen) gået mange km. og så bla
Frihedsmonumentet
som stod færdigt i 1935, året efter at ministerpræsident Ulmanis havde
udråbt sig selv som leder af Letland. Monumentet bærer inskriptionen "for
fædreland og friheden." Dette er stedet, hvor letterne samledes og demonstrerede
mod det kommunistiske regime. I dag lægger letterne blomster ved monumentet.
Havde de gjort det samme under kommunistregimet var de blevet arresteret af KGB
og sendt med en enkeltbillet til Sibirien. Øverst på monumentet står "Milda",
som holder 3 gyldne stjerner, der repræsenterer de 3 regioner i Letland; Kurzeme,
Vidzeme og Latgale. To æresvagter står vagt foran monumentet.
2 vagter holder vagt ved frihedsmonumentet
Husene "tre brødre"
3 velrestaurerede beboelseshuse fra det 15. århundrede - de ældste, bevarede
huse i Riga.
Mentzendorff Huset
Huset giver et godt indtryk af hvordan det pænere borgerskab boede i Riga i
det 17., og 18. århundrede. Huset rummer diverse møbler mv. fra den tid. Entre
1,50 LVL (ca. 16 Dkr.)
Domkirken
Den største af alle kirker i de 3 baltiske lande. Opførelsen begyndtes i
1211 og i 1226 blev kirken indviet som Rigas bispesæde. Riga første biskop
Meinhards og ærkebiskop Albert ligger begravet i krypten. Kirkens orgel er et af
de største og mest berømte i verden. Organister fra hele verden kommer til
kirken for at give koncert og indspille plader.
Udsigten fra Sct.Peters kirke og ud over Katedralen
Guidebogen siger, at kirken trænger til restaurering og at den er lukket for
tiden, mens man overvejer, hvordan man skal få penge til restaureringen. Den er
åben nu, men til forskel fra de fleste andre kirker skal man give entre for at
komme ind. Det må hjælpe til at skaffe penge til restaureringen.
Entre 1,5 LVL (ca. 16 Dkr.)
St. Saviour´s kirke
Kirken blev oprindeligt opført af engelsk søfolk og handelsmænd i 1700-1800
tallet.
Torv i Riga med St. Saviours kirke bagerst
Riga slot
Slottet blev grundlagt i 1330 som fæstning. Præsidenten har boet på slottet
i mellemkrigsårene, mens det under sovjetregimet var pionerpalads.
Den svenske port
Porten blev brudt i bymuren i 1698 under den svenske besættelse af byen. Bag
porten ses en række gule huse - den tidligere kaserne. I dag er det civil
beboelse.
Bødlen til højre. Rose i vinduet
House of Blackheads - sorthovedernes hus
Er fra 1300-tallet. Husene på pladsen blev bombet under 2. verdenskrig, men
sorthovedernes hus blev restaureret og genindviet i forbindelse med Rigas 800
års jubilæum i 2001.
Sorthovedernes hus
Besættelsesmuseet
Et fint og meget informativt museum. Der var meget information så det blev
læsetungt til sidst. Museet beskriver de forskellige besættelser af Letland fra 1940 til 1991.
Gratis entre men museet modtager gerne en donation.
De lettiske riffelmænd
Et monument for det lettiske skyttekorps i poleret granit. Står uden for
besættelsesmuseet.
Sct. Peters kirke
Fra tårnet er der en god udsigt ud over byen.
De første 2 etager er på gåben og herefter er der elevator indtil du er i 72
meters højde. Den første kirke på stedet var bygget i træ og fra år 1209. I år
1400 blev den genbygget i sten.
Entre til tårnet 2 LVL (ca. 22 Dkr.).
Den russisk-ortodokse katedral
Kirken blev bygget i byzantinsk stil med 5 kupler mellem 1876 og 1884 som
Rigas russisk-ortodokse katedral. Mens russerne sad på magten i Letland var
bygningen planetarium, men nu fungerer katedralen igen som katedral.
Krudttårnet
Hed oprindeligt "sandtårnet" opkaldt efter de nærliggende klitter. Tårnet er
26 meter højt og skiftede navn, da det blev lager for krudt. Det har desuden
fungeret som fangehul og torturkammer. Tårnet blev alvorligt beskadiget da
svenskerne indtog Riga i 1621, men genopbygget i slutningen af det 19.
århundrede.
Udsigten fra krudttårnet og ud over byen
D. 3. august
Centralmarkedet
Markedet regnes for et af Europas største. Det ligger i 4 store haller.
Oprindeligt var bygningerne hangarer for zeppelinere, som under 1. verdenskrig
blev brugt af den tyske hær. Efter frihedskrigen blev hallerne overtaget af
staten og renoveret for at danne ramme om det store marked.
I forhold til andre markeder var her overordentligt rent. Varerne stod i kølemontre, ekspedienterne bar plastikhandsker osv.
En af hangarerne, der rummede markedet
Bag markedet lå denne protestantiske kirke.
Zoo
Vi tog en sporvogn ud til Zoo, der ligger ca. 7 km. fra centrum. Zoo´en var
overraskende stor og de fleste af anlæggene var også af god standard. Specielt
var deres "mini-regnskov" flot lavet. Entre 2,50 LVL (ca. 27,50 Dkr.) p.p.
Zooen ligger med en fin udsigt
Efter ca. 3 timer åbnede himlens sluser sig og det væltede ned. Vi søgte læ
indtil det blev tørvejr igen, og fandt en sporvogn ind til byen.
Kl. var ikke så mange, så vi ville gå en sidste tur ned i den gamle by. Det
begyndte dog at regne igen så vi gik i stedet i stormagasinet Stockmann. Her var
vareudbud som hjemme, og priserne var sørme også helt som derhjemme.
Om aftenen var regnen holdt op og da vi gik ud for at spise aftensmad slog vi en smut ned i den gamle by for at kigge en sidste gang.
D. 4. august
Kl. 7.30 begav vi os mod busstationen. Det var blevet fint vejr igen og det
gjorde derfor ikke noget, at vi kom lidt for tidligt.
Bussen til Litauen var helt fyldt, men kørte heldigvis næsten til tiden. Vi gjorde en del stop undervejs, men bortset fra det første, var alle af ganske kort varighed. Det gik også nemt med at komme over grænsen, og så var vi i Litauen igen.
Læs om Litauen hér
Flere billeder fra Letland | Rejsetips for Letland | Rejseoversigten | Forsiden |
Klik her | Klik her | Klik her | Klik her |
Spørgsmål eller kommentarer ?? Skriv til os