|
Antal indbyggere: 71,158,647 (estimeret juli 2007) Areal: 780,580 km2 Hovedstad: Ankara Købekraft pr. indbygger: 9000 USD (i 2006) |
Efter 12 timer i flyet fra Singapore ankom vi til Istanbul. Vi var lidt spændte på, om dette var kaotisk som Indien eller mere vestligt. Det gik nemt og hurtigt at komme igennem immigrationen - danskere skal - som nogle af de få - ikke have visum. Vi fik også vores bagage rimeligt hurtigt, fandt en ATM og hævede penge, og fandt så undergrundsstationen og tog et tog ind mod byen. Det var stille og roligt. Det virkede umiddelbart godt og effektivt. Vi skiftede til en form for sporvogn, der måske nok egentligt mere var et tog, der kører på skinner midt på vejen.
Vi stod af og fandt vores hotel ud fra vores kort i Lonely Planet og et par lokale, der pegede os på vej. Det var nemt og bestemt en del billigere (ca. 22 dkr. for 2 personer) end de 25 Euro, som hotellerne kræver for at hente dig i lufthavnen.
Istanbul var en stor, positiv overraskelse for os. En del mere vestlig, end vi havde forestillet os. Rent og pænt, og mange flere turister, end vi havde mødt alle andre steder.
En aften vi sad og spiste på vores stam-restaurant mødte vi endda Sisse fra Kolding, som vi kender fra De berejstes Klub. Verden er lille.
Flotte huse i Istanbul
Guidebogen advarer mod den kaotiske trafik, men da vi næsten lige havde været i Indien, så synes vi faktisk, at de kører ganske pænt og civiliseret. Man oplever tit, at bilister holder tilbage, når man som fodgænger ønsker at krydse gaden osv.
To damer i samtale i en park i Istanbul
Aya Sofya
Entre 10 Lira (ca. 43 Dkr.)
Blev fingeren våd blev man kureret.
Kennets finger blev våd men helbredt
blev han ikke.
Aya Sofya er et af den kristne verdens store pilgrimssteder. Kirken stammer fra 537. I den tid, var det romerske rige blevet delt i en østlig del med hovedsæde i Konstantinopel, det nuværende Istanbul, mens den vestlige del havde hovedsæde i Rom. Før da, hed byen Byzantium. Delingen af det romerske rige skete i 395, og den grænse blev mange år senere til grænsen mellem det katolske vest og det ortodokse øst. Mens den vestlige del forfaldt, skabtes med kejser Justinian et blomstrende rige; det Byzantinske emperie. Med Aya Sofya som centrum, var byen og kirken en af de vigtigste kristne byer
.
Aya Sofya set på afstand
Byen og emperiet blev sat mere og mere under pres af de fremrykkende muslimske styrker. Man bad de vestlige magter, primært Frankrig og England om hjælp, men de havde travlt med at slås indbyrdes. Ingen troede desuden på, at mægtige konstantinopel kunne falde. I 1453 erobrede muslimerne byen og kirken blev lavet om til en Moske. I 1935 blev den lavet om til et museum af Atatürk, i et af hans forsøg på at mindske religionens betydning i Tyrkiet.
Lysekrone
Der foregår en del restaureringsarbejde, men det virker som om, at det er tiden som Moske, der er i højsædet. Bygningen er imponerende indefra. Specielt kuplerne, der rejser sig højt mod himlen er imponerende, selv 1500 år efter det blev bygget. Desværre har man bygget forskellige tilbygninger rundt om, således at bygningen ikke fremstår klar, når man ser den udefra. Der er en del flotte mosaikker inden i kirken.
Den blå moske
Gratis entre.
Der er kåber og tørklæder til turisternes brug ved indgangen. Desuden udleveres
plastikposer, så man kan tage sine sko med ind i moskeen. Service!
Moskeen udefra
Den blå moske, blev bygget i 1616. Det irriterede muslimerne, at Aya Sofya var en kirke oprindeligt. Derfor ville Sultan Ahmet skabe en ny og imponerende moske. Det lykkedes at gøre det udvendige imponerende. Den har den største gård i det ottomanske emperie. Der er 8 minareter og bygningen er virkelig flot. Indvendigt kunne den ikke helt leve op til Aya Sofya.
For at kunne holde de store kupler oppe, var det nødvendigt at lave nogle store "elefantfødder" til at holde taget. I Aya Sofya er kuplerne fritsvævende. Da moskeen er nyere, og bedre vedligeholdt fremstår den umiddelbart flottere end kirken. Når man ser nærmere efter, kan man godt se, at kirken, der er 1000 år ældre, er en større arkitektonisk bedrift, men udefra er moskeen klart den flotteste.
Topkapi Palace
Entre 10 Lira (ca. 43 Dkr.) og entre til Haremet 10 Lira (ca. 43 Dkr.)
Der kan tilkøbes audioguider begge steder.
Mehmet Erobreren begyndte opførelsen af dette palads lige efter hans erobring af Konstantinopel (Istanbul) i år 1453. Forskellige Sultaner boede her indtil 1839. De sidste Sultaner valgte at flytte til mere vestligt inspirerede paladser. Paladset er blevet ændret i løbet af tiden, men har hele tiden haft et design med 4 gårde. Jo længere ind man kom, jo vigtigere person var man. Det allerinderste var kun for Sultanens familie.
Flotte blå vægge og guld over indgangsdøren
Der er flere udstillinger i paladset, bla. af køkkenudstyr, malerier, våben og ikke mindst effekter fra skatkammeret, bla. smykker, sultanens troner, ordner mv.
Haremet
Haremet består af 6 etager, men på turen ser man kun den ene. Stedet var
bolig for sultanen og hans familie. Man ser familiens værelser og bade.
Det er et stort palads, og man kan nemt bruge 4-5 timer her.
Grand Bazar
Der er over 400 butikker, kilometervis af gader, moskeer, banker og
restauranter her. Oprindeligt startede markedet i en stenbygning. Det blev
bygget under Mehmet Erobreren og voksede til at dække et stort område.
Butiksindehaverne besluttede sig for at overdække gaderne så der kunne handles
uanset vejret. Man installerede døre og låse, så hele markedsområdet kunne
aflåses om natten.
Masser af butikker i bazaren - mange solgte guld
Denne bazar er en af en pæneste vi har set. Meget organiseret og ren - også med offentlige toiletter.
Krydderibazaren
En del mindre end Grand Bazar men stadig interessant. Her er primært te,
krydderier og tyrkiske søde sager. Der har dog også sneget sig en enkelt
guldsmed og en souvenirsælger ind.
Mange krydderier til salg - det ligner næsten kunst
Markedet blev startet i 1660 som en del af et større moskekompleks. Den leje, som butiksindehaverne betalte, gik til at vedligeholde moskeen og betale for dens velgørenhed. Oprindeligt blev markedet kaldt det egyptiske marked fordi det solgte varer, der kom fra Cairo.
Üsküdar
Færge til og fra bydelen 1,30 Lira (5,50 Dkr.) pr. person.
Vi tog en lille passagerfærge over Bosphor-strædet og til Istanbul-bydelen Üsküdar - så var vi lige pludselig i Asien! Turen tog ca. 10 minutter, men det afholdt ikke personalet fra at sælge te, kaffe og sodavand undervejs.
Færgen bliver brugt som et almindeligt transportmiddel i Istanbul for lokale, der skal over på den anden side af vandet.
Vi gik en tur langs vandet og kiggede på de mange lokale, der fiskede. Vejen
langs vandet er fyldt med restauranter og caféer, der er meget populære,
specielt om aftenen.
Basilica Cisternen
Entre 10 Lira (ca. 43 dkr.) p.p.
Stedet blev lige som Aya Sofya bygget af kejser Justinian i 532. Stedet blev brugt til at opbevare vand, der kom dertil via en 20 km. akvædukt. Stedet er 65 meter bredt og 143 meter langt og består af 336 søjler i 12 rækker og kunne indeholde 80.000 m3 vand. Der er to bemærkelsesværdige Medusahoveder, hvoraf det ene står sidelæns og det andet på hovedet. Cisternen er et af de ældste bygningsværker i Istanbul.
Det var lidt spøgelsesagtigt
Lady Hürrems bade
Traditionelt havde alle moskeer deres eget badeanlæg. Aya Sofya var ingen
undtagelse. Det er gratis at komme ind og se det restaurerede bad, da det i dag
er indrettet som tæppeforretning/udstilling. Bemærk specielt de flotte lofter.
Galipoli
Stedet er et pilgrimsmål for Australiere og New Zealændere. Det skyldes, at det var her, at ANZAC styrkerne sammen med englænderne angreb det Osmanniske rige under 1. verdenskrig. I et forsøg på at trække tyrkiske styrker væk, samt ved at erobre Istanbul, at kunne angribe tysker øst fra, ville man via Galipoli halvøen marchere mod Istanbul. I første omgang skulle man "blot" sejle derop; bombardere Istanbul og få tyrkerne til at overgive sig. Tyrkerne havde mineret det snævre stræde og englænderne måtte opgive. Det lille minefartøj, Nusrat, der minerede strædet efter englænderne troede, at de havde renset det, er et nationalt ikon og kan ses ved Canakkale.
I stedet måtte man landsætte tropper, der skulle erobre Gallipoli halvøen, og sikre indsejlingen for englænderne. Atatürk blev nationalhelt. I første omgang fordi han med få tropper holdte det oprindelige angreb tilbage. Her sagde han de berømte ord til hans tropper "Jeg beordrer jer ikke til at kæmpe; jeg beordrer jer til at dø". Det skete ved Chunuk Bair, som var målet for offensiven. Kunne ANZAC få fodfæste på højderyggen kunne de se hele vejen til indsejlingen.
De første 60 minutter af landgangen var i vid omfang en stor succes for invasionsstyrken. De nåede næsten toppe, stort set uden modstand. Der var kun 40 tyrkere på en del af stranden. En anden del var dog under hård beskydning. Slagene endte i en slags uafgjort, militært set. Tyrkerne betragtede det som en sejr, da ANZAC måtte trække sig tilbage 9 måneder senere. ANZAC ser det som et nederlag, da de mistede mange soldater. Henved 10.000 døde 23.000 sårede var resultatet for ANZAC. Der var andre nationer, der mistede flere soldat, herunder Frankrig. Alligevel er dt kun ANZAC der højtideligholder begivenheden hvert år i d. 25. april. Det var første gang, at den nye nation Australien kæmpede og døde; og gjorde det med ære. De er meget stolte af deres indsats.
Det er meget omdiskuteret, hvorfor ANZAC tabte. Det skyldes nok tilfældigheder, og at tyrkerne stod med ryggen mod muren, kun få hundrede kilometer fra deres hovedstad, og derfor kæmpede som besatte. Desuden var den engelske ledelse uden erfaring. På det tidspunkt angreb ANZAC, mens en nylig landsat engelsk styrke skulle få venstre om. De holdte en te-pause, der varede så længe, at de blev opdaget af tyrkerne. Verdens dyreste te-pause som det omtales.
Når man besøge stedet, kan man se, hvor tæt tyrkerne var på nederlag. Skyttegravene ligger få meter fra hinanden, for at forhindre englændernes skibe i at bombardere tyrkerne af frygt for at ramme deres egne. Den berømte australske film "Gallipoli" med en meget ung XX i hovedrollen viser det berømte angreb, hvor det lette australske rytteri angreb tyrkerne formålsløst. De første to bølger blev mejet ned, men man sendte hele 4 bølger af angreb. Man forstår ikke, hvad den 3. og 4. bølge måtte have tænkt, da de stod i skyttegravene og vidste, at de skulle op over toppen og dø! Tyrkerne selv var chokerede, og deres kaptajn råbte "Dur, Dur" (Stop, stop) til australierne, men de fortsatte. Dagen efter angreb tyrkerne den anden vej, med samme tragiske resultat. Som resten af slagmarkerne under 1. verdenskrig, var også dette slag en lang række formålsløse angreb mod forsvarsstillinger med maskingeværer der ikke kunne erobres.
Stedet SKAL besøges. Vi havde en fantastisk guide, der viste de steder, der er værd at se, og fortalte historierne. Det kan betale sig at læse lidt om emnet inden besøget. Museet på stedet er desværre ikke interessant. Der er projektiler der er smeltet sammen, da de ramte hinanden i luften. Det siger meget om, hvor intens krigen var, men derudover er der ikke meget at komme efter. Lone Pine hill er et område, 200 meter bredt og 30 meter dybt. Her døde 4.000 mænd på kun 3 dage!
Asatürks ord
Det skal understreges, at guide eller egen bil er et must. Det tager en lang dag at se de forskellige slagmarker.
Troja
Den berømte hest
Alle der har gå på gymnasiet har læst Homers Illiaden. Vi andre fra HHX har nok set filmen eller Simpsons version. Alle kender i hvert tilfælde til myten om den trojanske hest. Historien går på, at efter 10 års forgæves kamp, byggede de græske angribere en hest og forlod byen. Trojanerne trak hesten og i nattens mulm og mørke myldrede det ud af hesten med græske soldater, der slog Trojas indbyggere ihjel. Deraf ordsproget "Beware of Greeks baring gifts".
Historisk set var det nok et jordskælv der ødelagde Trojas mure, og det var ikke den skønne Helene der var årsag til krigen. Ruinerne er interessante og vi havde en god guide, der viste de forskellige byer. Rent faktisk har Troja været bygget i 6 perioder. På et tidspunkt lå den ved vandet, man da flodens sedimenter efterhånden flyttede vandet længere væk, mistede byen sin betydning.
Teatret
Selcuk havde rigtig mange storkepar. De boede rundt om i byen.
Ephesus Museum
Entre 2 Lira (ca. 8,5 Dkr.)
Et fint lille museum, der viste forskellige figurer, blandt af Amor og en flot
mamorstatue af Artemis. Flere af figurerne var hentet fra Ephesus. Desuden en
god udstilling om gladiatorerne, hvor en del viden stammer fra udgravninger fra
deres kirkegård i 1993.
Sakrofag på museet
Sct. Johns (Johannes') Basilica
Fra Basilicaen var der udsigt til byens borg
Entre 2 Lira (ca. 8,5 Dkr.)
Siges at have været i Ephesus to gange. En gang mellem år 37 og 48 sammen med
Jomfru Maria og igen i slutningen af hans liv, da han skrev evangeliet. Man
mener at der er en grav der huser kejser Justinian, som byggede kirken. Stedet
var oprindeligt et meget vigtigt pilgrimssted for kristne. Man mener, at Jomfru
Maria også døde i Ephesus og man har forsøgt at finde hendes grav, men uden
held. kirken er nu i ruiner men man får et godt indtryk af dens tidligere
storhed når man går op ad marmorindgangen og ser den store indgangsportal.
Ruinerne - der var ikke så meget tilbage
Ephesus (Efes)
Entre 10 Lira (ca. 42,5 Dkr.) Yderligere 10 Lira (ca. 42,5 Dkr.), hvis man
vil besøge Terrassehusene
Minibus fra Selcuk til Ephesus (15 minutter) 1,5 Lira (ca. 6 Dkr.)
Teatret i Ephesus - et fantastisk bygningsværk
Ephesus er den bedst bevarede klassiske by ved det østlige middelhav.
Oprindeligt var Ephesus en handelsby og centrum for tilbedelsen af Artemis,
jagtens og månens gudinde. Da romerne erobrede området blev Ephesus romersk
provinshovedstad og Artemis blev til den romerske gud Diana.
Byen er helt tilbage fra op til 1000 år før Kristus. Byen velstand nåede et
foreløbigt højdepunkt i 334 før Kristus, hvor man byggede et tempel til Artemis,
som er anerkendt som et af verdens 7. vidundere. Der er ikke noget tilbage af
hverken templet eller den øvrige by fra denne æra.
Kennet afprøver et gammel toilet
Det man ser i dag er resterne af en romersk by der har haft en befolkning på omkring 250.000. Selv om det er svært at se i dag lå Ephesus helt ned til vandet og var en havneby. Floden ledte med årene mudder ud i bugten, hvilket gjorde at kysten flyttede længere og længere væk fra byen. I 431 blev der holdt et vigtigt kristent møde her, det 3. økumeniske råd, men i det 6. århundrede, da der skulle bygges en stor basilica for apostlen Johannes, blev den bygget i Selcuk, da Ephesus havde mistet sin betydning.
Velbevarede ruiner Fliser i terassehusene
Turen til Pamukkale
Der kørte direkte busser fra Selcuk til Pamukkale, men vi kan godt lide at
køre med tog. Derfor tog vi toget til Denizli (4 timer) og her blev vi hentet af
chefen fra vores hotel i Pamukkale - ellers kører der minibusser hele tiden.
Vores tog
Pamukkale består af én hovedgade. Den har restauranter, hoteller/pensioner og
turistbutikker. Til forskel for de fleste andre byer, som vi besøgte har denne
kun 2500 indbyggere.
Vi fandt et fint hotel med en god have og pool, så der blev også tid til at få
lidt sol, mens vi besøgte Pamukkale.
Travertines og Hierapolis
Entre 5 Lira p.p.
Når man ser turistbrochurer fra Tyrkiet, vil man næsten helt sikkert have set Travertinerne. Det er små "søer" af vand, der ligger på kanten af en bjergside. I vandet er der så mange mineraler, at de aflejres på kanten og skaber smukke farver. Desværre har rovdrift på vandet gjort, at mange af søerne tørre. Derfor leder man vandet ned i de forskellige søer efter et sindrigt system. Det er muligt at bade visse steder ,hvor man har lavet kunstige Travertiner i cement. Vandet er varmt, og børnene og de russiske turister elsker det.
Bagved ligger Hierapolis, der er en gammel romersk by. Der er et stort teater og ruiner af gamle Byzantinske kirker. Der er også et imponerende Necropolis, som er en slags kirkegård. Endelig er der en gammel romersk vej, hvor man kan fornemme tidligere tiders storhed. Vi boede i byen lige ved, og det var en stor fordel.
Fra Pamukkale til Antalya
Vi tog en bus fra Pamukkale til Antalya. Afgang fra Pamukkale kl. 9 og med
ankomst i Antalya kl. 14.30. De siger godt nok, at turen tager ca. 4 timer, men
det er altså fra Denizli og må være effektiv køretid!
Vi skulle egentlig bare have skiftet bus her, men det var jo ved at være på slutningen af vores tur og vi kunne godt bruge et par dages afslapning, og da vi så tillige så at Nazar Rejsebureau havde billige hoteller i byen, så bookede vi 3 nætter.
Kennet nyder et glas te i parken
Vi havde bestemt, at vi overhovedet ikke ville lave noget - bare slappe af. Heldigvis var der trådløst internet på hotellet, så Kennet kunne være på nettet mens jeg gjorde noget ved min kulør nede ved poolen.
Den gamle bydel + bazaren og havnen
Byen er tydeligvis en turistby. Alligevel har de en meget smuk gammel by, der er istandsat. Det er næste "for" rent og pænt. Der er mange fine bygninger, hvor en del af dem er lavet om til små hoteller. Havnen er udgangspunkt for sejlture i området og restauranter i den dyre ende.
Indgangen til den gamle bydel i Antalya
Havnen i Antalya
Fra Antalya til Konya
Busstationen ligger lidt uden for byen, men inkluderet i busbilletten til
Konya er en tilslutningsbus. Vi bliver hentet lidt væk fra vores hotel 1 time og
15 minutter før busafgang. Det virker lidt tidligt, men det kan vi desværre ikke
gøre noget ved. Det
virker i det mindste - bussen kommer til tiden og vi bliver kørt til busstationen.
Det tager 5 timer at komme til Konya´s byskilt. Busstationen ligger dog 15 km !! uden for byen; altså nord for byen og vi kommer ind i byen sydfra. Derfor kører vi hele vejen uden om byen og bliver sat af. Det tager lidt over en halv time. Herefter tager vi en sporvogn for at komme ind til byen - det tager - ja gæt selv - en halv time, hvor vi jo så kører næsten den samme vej tilbage igen.
Mevlana Museet
Entre 2 Lira p.p (8,50 Dkr.)
Celaleddin Rumi er en af verdens store, mystiske filosoffer. Oprindeligt fra Afghanistan flygtede han fra en mongolsk invasion til Mekka og nåede til Konya i 1228. Som hans far var han en fremragende islamisk teolog. han forlod Konya for at studere i Aleppo og Damaskus og vendte tilbage i 1240. En af hans disciple havde så meget indflydelse på ham at de andre disciple blev jaloux og slog ham (disciplen) ihjel. Rumi trak sig tilbage og skrev hans største værk Mathnawi. Han døde i 1273 hvor hans tilhængere dannede et broderskab; Mevlevi (de hvirvlende dervishser) Rumis lærersætning var: Kom, hvem du end er. Selv om du er en hedning, en vantro eller en ildtilbeder. Kom. Vores er ikke de fortabtes broderskab, selv om du har brudt om at forbedre dig 100 gange - kom.
Museet viser hans sarkofag, der viser også andre relikvier fra Mevlanaerne. Der vises bla. hvordan en lærling i 1001 dage skulle gennemgå et forløb for at blive præst. .
Alaaddin Camii Moskeen
Celaleddin Rumi mausoleum
Konyas vigtigste moske blev bygget af Seljuk sultanen Rum i 1221. I de følgende århundrede har det oplevet mange opbygninger. Den oprindelige indgang er lukket i dag og moskeen er udefra ikke noget specielt. indvendigt er en skov af gamle marmorsøjler som oprindeligt stod i romerske og byzantinske bygninger. Mihraben er særlig fin omgivet af blå og sort kalligrafi i Seljuk-stil. Det er muligt at gå ud i gården, hvor der er to store Seljuk-gravesteder.
Kirkegård i Konya med udsigt til moskeen Den karakteristiske blå top
Bazaren
Som alle andre byer med respekt for sig selv har Konya også en fin bazar.
Her kan primært købes tøj, sko og ikke mindst guldsmykker.
Sahib-i ata kûlliyesi
Et kompleks bestående af en moske, en hamam (tyrkisk bad) og et
dervish-kloster. Bygget i 1285 og er pt. under restaurering. Dog var gravpladsen
fra en gammel Seljuk sultan og hans familie tilgængelig sammen med et lille
museum, der udstillede gamle håndskrevne koraner, porcelæn og tæpper.
Montre med hvad man sagde var et hår fra Mohammed
Fra Konya til Göreme
3 timer havde busselskabet sagt det ville tage at komme fra Konya og til
Göreme. Det holder jo aldrig og det gjorde det da heller ikke denne gang. Mest
fordi vi i en by 13 km. uden for Göreme blev bedt om at stå ud af bussen. Vi
skulle skifte til en minibus. Der gik 20 minutter inden bussen kom og det var en
af den slags, der samler alt og alle op på vejen. Efter 4 timer var vi dog i
Göreme.
Vores huleværelse i Goreme
Open-air museet
Det er helt ufatteligt, at man aldrig har hørt om dette sted. Vi var dybt imponerede over denne samling af bosteder og kirker, som er hugget ind i klipperne. Igennem årene har vand, der løber gennem kløfterne efterladt små "højhuse" af klipper. Disse klipper er efterfølgende blevet udhulet og genstand for beboelse. På engels hedder det "Fairy Chimneys" altså fe-skorstene. Det skyldes nok, at de kristne der boede der, oplyste bygningerne om aftenen, og derved kom der røg op af skorstenen.
Fantastiske klippeformationer
Tur i Cappadocia med Rose-tours
Der er mange der tilbyder ture i området, og selv om det er forskellige bureauer, kan det ende med at være samme bus og guide. Det er en god måde at komme rundt og se de forskellige seværdigheder. Det kan også gøres med egen bil.
Forskellige klippeformationer
Udsigtspunkt - Esentepe
Første stop var et sted, hvor der var en flot udsigt over byen og hvor man kunne købe alverdens souvenirs.
Derinkuyu - den underjordiske by
Vores guide var ikke perfekt til engelsk, og derfor var historien om denne by lidt mangelfuld. Der er ingen der ved, hvem der skabte disse byer, men det er måske Hititterne for 4000 år siden. Byen går 7 etager ned under jorden. De to øverste etager er naturligvis de ældste og meget rå. længere nede er der finere udskæringer. Stedet blev nok brugt som tilflugtssted i krigstid, således at kun de to øverste etager var i permanent brug. Stedet er yderst interessant. Der er andre byer i området men denne by er vist nok den mest besøgte. Der er enkelte steder, hvor der er meget lidt plads, men selv med klaustrofobi bør man besøge stedet.
Pernille i den underjordiske by
En grav i den underjordiske by. En "skør"
sydkoreaner ville agere "lig" så vi kunne
fotografere
Ihlara Vally - gåtur i dalen
Dalen er 16 kilometer lang, og det er muligt at gå hele vejen. Vi gik ca. 3-4 kilometer langs floden. Det er meget nemt at gå turen, og der er flotte klipper langs siden. For enden af floden fik vi noget at spise, hvilket var inkluderet i prisen. Det var en rigtig, rigtig god frokost. Vi startede med at gå ned langs en meget lang trappe, men da vejen ender nede ved restauranten skulle vi ikke selv gå op af kløften men kunne hoppe på vores turbus. .
Yaprakhisar - optagelse af Starwars film
Et lidt specielt sted, hvor de hævder at Starwars blev optaget. Kennet har set alle Starwars film og kan ikke genkende stedet. Men det var da pænt.
Selimiye - huleby
Op langs med klippesiden er der også her hugget en klippe by ud. Specielt en kirke (kaldet katedral) er utrolig flot. Det er meget anstrengende at gå op af klippen, men det er værd at gøre det.
Uchisar Pigeon Valley
Endnu et udsigtspunkt hvor det specielle er de mange duer. I dette område er der mange brevduer og i det hele taget er dueavl en stor ting her.
Onyx fabrik
Og så den obligatoriske fabrik! Ret irriterende da vi ikke var blevet orienteret om det da vi bookede turen. Det var ok at se, hvordan man laver smykkerne men det fylder ikke ret meget i forhold til, at det er en butik. Vi fik set, hvordan man laver merskumspiber, og det var da lidt kuriøst.
Fra Göreme til Kayseri og til Tokat
Vi gik ned på busstationen og nåede lige at nyde solen lidt inden bussen
kom. Det var en kort tur til Kayseri. I Kayseri var vi spændte på, om der mon
gik en bus til Tokat tidligere end den, der kom fra Göreme. Det gjorde der
heldigvis, men desværre først kl. 13. Den tog vi, og i ventetiden gik vi en
lille tur i Kayseri.
Turen til Tokat var stille og rolig. Her fik vi serveret is og vand, men ingen
kaffe....
I Tokat brugte man stadig hestekraft.
Tokat Museum
Entre: 2 Lira (ca. 8,50 Dkr.)
Et fint lille museum, hvor vi fik et par timer til at gå med at se lidt lokale
arkæologisk fund mv.
Klokketårnet
Byens vartegn er klokketårnet ved indgangen til byen, hvor der stadig er
arabiske tal på urskiven.
Fortet - udsigt over byen
Over byen tårner et citaldel sig op. Guidebogen advarer enlige mod at gå
derop. Der var da også et par unge knægte med deres knallert, men det virkede
ret harmløst på os. Der er en imponerende udsigt deroppe. Selv om bygningerne
står endnu, er det ikke derfor man går derop; det er for udsigten.
Flot udsigt over byen
Mevlevihane (tidligere hus for devisherne) - lukket mandag så vi så det
ikke.
Udefra et flot hus, og museet skulle indeholde interessante ting om
devisherne, men det var lukket om mandagen.
Ali Pasa Camii
Moskeen er fra 1566 og er egentligt et helt kompleks af bade, moskeer og
koranskoler. Det er som de fleste moskeer i landet flot og velhold. Vi fik en
rundvisning hvor vi kom op under loftet. Det er muligt at komme ind, men man
skal som pige huske at dække håret til. Der er ingen turister, så man skal selv
sørge for det
Fra Tokat til Amasya
Vi gik hen til buskontoret. Det småregnede, så det var godt, at vi bare
skulle sidde i en bus i de næste timer. I servicebus blev vi kørt til
busstationen, og som sædvanligt var vi her i meget god tid inden vores bus gik.
Vi købte en sodavand og fordrev tiden med at kigge på de andre rejsende, indtil
vores bus trillede mod Amasya. Det var som sædvanligt en god bus, men på denne
tur var der ingen forplejning.
Vi var så heldige at komme til Amasya d. 12.6, dagen hvor Atatürk mødtes i byen for at fastlægge modstandskampen og målet med denne kamp, og samtidig dagen, hvor man starter byens "kulturfestival".
Tyrkerne er ekstremt stolte af deres flag
Den varer i 10 dage, og betyder en masse musik, dans, boder og andre aktiviteter i byen.
Byen er flot med en flod igennem byen og bjerge i baggrunde, og en nydelige sti langs med floden. Langs floden er flotte gamle bygninger der hænger ud over vandet.
Huse i Amasya
Amasya Museum
Entre 2 Lira.
Et overraskende flot lille museum, hvor genstandende er udstillet pænt og
nydeligt med en del oplysninger på engelsk.
Hazeranlar Konagr
Entre 2 Lira
Bygget i 1865 og restaureret i 1979. Et fuldt møbleret og meget fint restaureret
hus, som viser tidens indretning og møbler.
De pontiske kongers gravmæle.
Ligger flot indhugget i klipperne over byen, lige over vores hotel. Vi begav
os derop, men kun for at finde et skilt på indgangsdøren "lukket pga. fare for
løse sten".
Øv at det var lukket, og endnu mere øv at de ikke havde sat skiltet for foden af
den stejle bakke.
I stedet gik vi de 4 km. ud af byen og så "Aynali magara", som også er en pontisk gravmæle. Her var kun en, men ideen, formen mv. var den samme som dem, vi missede inde i byen. Det var en fin lille gåtur, selv om Kennet synes vi skulle have sagt "ja tak" til den flinke unge mand, der overhalede os i bil og tilbød os et lift, da han skulle samme vej. Men - det var jo godt vejr, og klippeformationerne langs vejen rigtig flotte, så jeg bestemte, at vi gik :-)
Mehmet Pasa Camii
Moské bygget i 1486, hvor der er en specielt flot mamor-mimber
(prædikestol). Oprindelig var der også bygherrens grav, et suppekøkken, et
hospital, en hamam og en "kro".
Prædikestolen
Sultan Beyazit d. 2 Camii
Bygget i 1486 og Amasya største moskekompleks. Moskeen har en
koranskole, et suppekøkken og et bibliotek.
I moskéen var en del bedende
Burmali minare camii
Moske
Bygget af seljukker imellem 1237 og 1247 med en elegant udskåret spiral
på minareten.
Büyük Aga Medresesi
Koranskole, der blev bygget i 1488 af chef-eunukken for sultan Beyazit d. 2.
Bruges stadig af de drenge, der studerer til at blive hafiz, dvs. én, der kan
koranen udenad.
Skolen er lukket for offentligheden, men da vi kom forbi blev Kennet inviteret
indenfor. Han kiggede lidt rundt i den 8-kantede bygning, hvor flere drenge
messende sad og citerede koranen. En lærer gik rundt mellem drengene, men han
havde ingen "lærende funktion" i øvrigt.
Da Kennet igen kom uden for kom en ældre tyrk hen til os. Han kunne ikke tale engelsk, men fik forklaret os, at han var imam. Han hilste meget venligt og hjerteligt på os begge, ligesom Kennet blev hilst på "kind mod kind". Herefter gik han.
Fra Amasya til Ankara
Vi tog bussen. Den kørte en lille omvej til en lidt større by. Desuden var der den obligatoriske spisepause, men her var der trådløst internet, så pausen gik hurtigere end sædvanligt! Turen var lang, og vi kom langt om længe til Ankara. Men så skulle vi hele vejen rundt om byen via motorvejen. Det burde jo gå hurtigt, men vi skulle hele tiden sætte folk af på motorvejen under diverse broer. Hvordan de kom videre derfra ved vi ikke?
Da vi ankom til Ankara, var det lidt af et syn. Det må være verdens største busstation. Den mindede meget om en lufthavn. Fra stationen og ind til byen går der et tog. Fra en station midtvejs tog vi en undergrundsbane ind til vores hotel. Undergrundsstationen lå lige over for hotel SAS Radisson, men desværre var det ikke der vi skulle bo. Vi gik langs en stor vej og over en endnu større vej og fandt nemt vores hotel bag en parkeringsplads. Vi havde læst, at hotellet lå i et "skummelt" kvarter, men det var absolut ikke noget problem. Det var ikke charmerende men det var billigt og lå godt for os.
Vi bestemte undervejs, at vi ikke ville bruge nogen tid i Ankara. Vi valgte at bo tæt på den bus, der skulle køre os ud til lufthavnen næste morgen. Vi spiste nær hotellet, hvor tjeneren talte dansk. Han havde været på kokkeskole i nærheden af Roskilde, hvor han boede hos sin dansk/tyrkiske familie.
Fra Ankara kører der en bus hver halve time ud til lufthavnen. Det koster 10 Euro p.p. og tager ca. 40 minutter.
Kennet venter på bussen
Vi var lidt kortere tid om det, og vi tror, at det vil tage noget længere tid midt på dagen. Lufthavnen er meget nydelig og nem at finde rundt i. Indcheckning gik nemt, men sikkerhedskontrollen var ikke mødt op så tidligt. Vi ventede et kvarter på, at de mødte ind. Da vi var kommet igennem opdagede vi, at man kun kunne veksle penge inden paskontrollen. En grænsevagt var dog så venlig, at lade Kennet løbe ud i forhallen for at veksle penge mens passet blev hos vagten. Næppe helt efter reglerne.
Flyet afgik til tiden og i München havde vi 40 minutter til at skifte fly, hvilket var helt perfekt. Ved ankomst til München blev alle checket, og dem der havde købt spiritus i Ankara måtte pænt aflevere det til toldkontrollen. De fik mulighed for at gå ned i afgangshallen og checke det ind, men det var der ingen der gjorde. Hvis man skal i transit, skal man derfor ikke købe toldfrit i Ankara lufthavn.
Efter endnu kort flyvetur til København og en endnu kortere til Århus var vi
hjemme; mange store oplevelser rigere. Vi blev hentet i lufthavnen af hele
familien, og det var rigtigt hyggeligt.
Efter en dansk frokost - tænk, at vi faktisk ikke havde savnet rugbrød - gik
turen hjem til Randers og vores hus.
Så stod den igen på opvask, madlavning og arbejde...... lige indtil næste gang .....
| Flere billeder fra Tyrkiet | Rejsetips for Tyrkiet | Rejseoversigten | Forsiden |
| Klik her | Klik her | Klik her | Klik her |
Spørgsmål eller kommentarer ?? Skriv til os