Uganda 2005

Fredag d. 24. juni skulle vi køre fra Randers omkring kl. 15. Det kunne derfor ikke betale sig at køre helt til Skive for at arbejde, så Pernille havde taget fri. Vi plejer ikke at have en hel fridag (næsten) inden afrejse, så da vi kl. 10 havde pakket, været på apoteket og købt en ekstra pakke Panodil, så gik vi lidt rundt omkring os selv for at få tiden til at gå.

Vejret var dejligt, men vi glædede os sådan til at komme af sted, at vi slet ikke kunne nyde det.

Et par timer før vi rejser. Pernille i vores have

Pernilles far og mor hentede os kl. 15 for at køre os til Billund. Det er blevet en dejlig tradition at de kører os i lufthavnen - det er en hyggelig måde at sige farvel på. Motorvejen omkring Vejle var spærret. En lastbil var forulykket - "heldigvis" i nordgående spor, og vi var jo på vej sydpå.

Vi nåede Billund i god tid, og selv om mærsk-personalet ikke vidste, at Entebbe ligger i Uganda, og derfor ville have os til at tage vores bagage i Nairobi Lufthavn (de troede, at Entebbe var en mindre by i Kenya), så gik in-checkning fint og hurtigt.

Os i Billund Lufthavn

Vi tog afsked, og sædvanen tro fik vi slik med. Denne gang var det en halv bærepose fuld, og der var nok til det halve Afrika, men skønt, man kan altid trænge til en Piratos. Vi nåede at få lidt aftensmad i cafeteriaet inden afgang. Turen fra Billund til Amsterdam tager ikke mere end 1 time, men det kan også være nok, når der på sædet foran sidder et barn og skriger.
Vi skiftede til Kenya Airways, og så gik turen mod Kenya. Vi måtte vente næsten 3 timer på lidt aftens/natmad. Ikke så meget for maden, men fordi lyset først blev slukket her. Trætheden var ved at melde sig. Kl. 01 fik vi endelig mulighed for at sove.
Allerede kl. 4.30 blev vi vækket igen - morgenmad blev der råbt. Kenya Airways´ stewardesser er bestemt ikke jordens mest servicemindede.

Da vi stod af flyet i Nairobi kiggede vi på hinanden - vi var sikre på, at vores bagage aldrig ville nå frem. På landingsbanen lå tonsvis af bagage. Det blev sorteret manuelt og lå i store bunker i afmærkede felter. Hmmm. Endnu en times flyvning og vi var i Uganda. Det gik hurtigt med at få visum (bare et spørgsmål om at betale) og så fandt vi en taxa ind mod Kampala. Vi skulle hente vores gorilla-permits inden kl. 13, så der var ikke meget tid at spilde. NB vores bagage var i øvrigt med!

Kampala

Vi kom til UWAs (Uganda Wildlife Association) kontor. Umiddelbart kunne de ikke se vores reservation. Efter meget roden og undersøgen i diverse mapper blev de dog fundet. Vi havde ved en fejl overført for mange penge for permits´ene, og var blevet lovet en T-shirt, når vi kom. De var desværre udsolgte. Vi kunne få en guidebog i stedet, men desværre var de (lige i dag) låst inde, og kontordamen havde ingen nøgle. Vi rystede lidt på hovedet, nå skidt, men det skulle vise sig at være et meget godt billede på Afrika og afrikanere.

Det var begyndt at småregne, så vi tog en taxa til vores første overnatningssted Red Chilli Hideaway. Vi fik vores værelse, og tog en lille en på øjet. Vi havde ikke sovet så meget sidste nat.

Kennet i opholdsstuen på Red Chilli

Næste morgen var vi friske. Mens vi spiste morgenmad fik vi en god lang snak med Christian og Anette fra Århus. De havde været i Uganda ca. 14 dage på det tidspunkt, og kunne give os nogle gode råd; bla. at færgen til Ssesse Island var i stykker, og at det derfor kunne blive vanskeligt at komme derud. Vores rejseplan blev lynhurtigt ændret, og vi besluttede os for at tage direkte til Fort Portal, og så bruge en ekstra dag her.

Vi tog en Matatu ned i Kampala by. Det var søndag, og byen var relativt stille. Vi hævede penge, kiggede på folk og bygninger, og smug-kiggede også lige på busstationen, så vi vidste hvad der ventede os næste dag, når vi skulle til Fort Portal. 

Kampala busstation. Find lige den rigtige bus her....
 

Vi gik ind og så Exposure Africa, et  marked med ca. 30 små butikker. Her var mange fine souvenirs, men det virkede fjollet at købe noget "typisk Ugandisk", når man kun havde været i landet i 24 timer. Vi tog en matatu til Kasubi Tombs.

Kasubi Tombs

Entre 3.000 Ush p.p (= ca. Dkr 11,50) + valgfri donation

Gravpladsen blev først bygget i 1881 og er værd at besøge for lidt kulturelt input. Der er mange traditionelle bygninger på stedet,  som har tilhørt Bugandas konger. Gruppen af bygninger huser gravene af Muteesa d. 1., hans søn Mwanga og hans søn Muteesa d. 2, som er far til den nuværende Kabaka (betyder konge). Museeta d. 2. døde i London i 1969, 3 år efter at være blevet afsat af Obote. Gravpladserne bliver i dag passet på af Ganda-klanen. De er åbne hele året. Husk at tage skoene af, inden du går ind.

Andet at se i Kampala
Tja, der er ikke meget at se. Kampala har en slags National museum, men efter sigende skulle det være forfalden og uden den store interesse.

 Vi tog tilbage til vores hostel, fik lidt mad, og gik så til køjs.

Afgang fra Kampala

Næste morgen tog vi ned i byen for at finde en bus til Fort Portal. Vi gik mod busstationen, og straks blev Kennet prajet af en lokal, der meget gerne ville vise vej. Han gik hurtigt, Kennet fulgte med, og så kom vi væk fra hinanden. Pernille råbte og råbte for at få de to til at stoppe, men larmen fra busser, cykler og meget andet godt overdøvede hende. De lokale kiggede undrende på den "galende" hvide kvinde, og en venlig mand ville hjælpe mig over gaden. Den var sort af busser, biler og cykler, og han sagde bare "gå - NU". Jeg kiggede ud på vejen, hvor alt var kaotisk. Nå ja, han sagde det jo, og jeg gik ud, og det lykkedes da også at komme over. Vi fandt hinanden igen, fandt bussen og kom af sted.

Fort Portal

Turen tog 5 timer (320 km), og gik rimeligt nemt. I Fort Portal blev vi sat af på busstationen. Ved siden af lå en mindre affaldsplads, hvor et par Marabu-storke stod og spiste affald.
Guidebogen beskriver byen som "en grøn, nydelig og rolig by". Desuden er Fort Portal provinshovedstad. Ærligt, der var ikke meget storby over stedet her, men det var helt bestemt stille og roligt. 

Lonely Planet anbefalede Rwenzori Travellers Inn. Vi fandt stedet, og fik et fint værelse med eget bad og toilet.

Vi gik en tur i byen. Der var ikke så meget at se på, men vi fandt en hyggelig lille "cafe", hvor vi kunne sidde udendørs og nyde en cola og solen.

Kennet på byens hovedgade.

Kratersøerne

Næste morgen gik vi ned til Kabarole Tours, som er byens turbureau. De arrangerer mange ture i området - lidt dyrt, men mange muligheder, og alle bliver kørt med bare 2 deltagere.
Vores tanke var dog ikke en tur, men at leje et par cykler. Det viste sig, at piger i Uganda ikke cykler. Vi kunne i hvert tilfælde ikke leje en pigecykel, og alle cyklerne var i samme størrelse. Pernille prøvede en af cyklerne. Den var klart for stor, og det så faretruende ud da hun slingrede ned ad grusvejen. Vi gav det dog en chance. Det blev kaldt en "cykelsafari". Det betød, at vi fik udleveret 2 cykler og et håndtegnet kort og så gik den derudaf. Leje for cyklerne var 10.000 Ush pr. cykel (= ca. Dkr. 37 for en hel dag)

Det tog lige lidt tid at vende sig til cyklen og bremserne, og ikke mindst grusvejene og al trafikken, der kastede støv til højre og venstre, men efter et par kilometer begyndte det at køre helt godt, og selv Pernille nød det. Vi fik virkelig set omgivelserne, og de fik set os. Det var vidst ikke så tit, at to blegansigter tog turen ud i det blå på to herrecykler. Turen var 8-10 km. hver vej.

Vi holder en lille pause

Vi fandt søerne ud fra det fantastiske kort :-) Her blev vi mødt af Edward, som var vores guide. Der var ikke andre turister, så vi fik en guidet tur på vel omkring 3 timer. Den guidede tur kostede i alt Ush 7.500 (= ca. Dkr. 27).

Vi gik først ned og så Amabere Caves og vandfaldet. Det var en dejlig tur med en god guide. Edward var meget vidende om samfundsforhold, geografi og meget mere, så vi fik en god snak.

Bagefter gik turen ud i landskabet - op og ned ad bakker. Det var rimelig hårdt, men Edward nærmest løb op ad bakkerne, kun iført han klip-klappere. Her lå kratersøerne. Nogle af søerne er "ægte" kratersøer, altså vulkanske kratere, som er fyldt op med vand. De uægte er almindelige søer uden afløb. Det var ikke til at se forskel på de to typer. 

En af kratersøerne

Så kom vi op ad bakken - hårdt, skulle jeg lige hilse at sige, men udsigten var der ikke noget at udsætte på.

På turen kom vi forbi en lille by. Her var en købmand, hvor vi fik en varm sodavand (ingen strøm) og fik hilst på et par lokale kvinder, der meget gerne ville fotograferes.

Pernille er lidt bekymret - tisser den lille fyr nu på hendes eneste par bukser?

Efter colaen tog Edward os med til den lokale smed. Her fik vi set, hvordan han med blæsebælg og håndkraft lavede segl til brug for nedtagning af bananklaser. De blev solgt til de lokale for 2-4 kr. Når materiale var betalt var der ikke meget tilbage til arbejdsløn til smeden og hans medarbejder.  

Pernille kigger på smedens arbejde, Edward står i baggrunden

Efter 3 gode timer var vi tilbage ved udgangspunktet. Denne "cykel-safari" kan bestemt anbefales.

Marked i Mugusu

Onsdag var der marked i en lille by tæt på Fort Portal. Vi tog en taxa derud. Vi måtte vente lidt inden afgang. Godt nok var vi 4 passagerer i bilen, men det betød ikke, at taxaen var fuld. Vi endte med 4 på bagsædet, to på forsædet og så en dværg og chaufføren på førersædet - jow, jow, det var vældi´ vældi´.

Vi kom helt frem, og nød dette marked, hvis varer primært var tøj, frugt og grønt.

Tøj på markedet i Mugusu

Vi tog tilbage til byen, og tilbragte resten af dagen på den lille lokal "cafe", hvor man kunne sidde uden for og nyde solen.

Der er ikke meget at se i Fort Portal, men det er et godt sted at slappe af og desuden et godt udgangspunkt for ture til Kibale Forest National Park. .

Afgang
Næste morgen tog vi omkring kl. 7 bussen ud af byen. Hotellets receptionist var ikke mødt endnu. Det gav problemer, for vi havde ikke betalt for vores værelse. Vi lagde pengene i et foldet stykke papir på receptionsskranken. Vi håber, at hotellet fandt pengene, og at de ikke i mellemtiden var blevet stjålet.

Målet for dagens tur var Botogota, så vi var tæt på Bwindi og gorillaerne. Vi nåede at køre vel omkring 45 minutter inden vejen var spærret pga. at en bus havde sat sig fast. Den var kørt for  tæt på en skrænt pga. et stort hul i vejen. Det trak masser af lokale til. Alle kiggede og overvejede, hvad man skulle gøre ved problemet, men ingen gjorde noget. Nå jo, der var lige dem, som med en økse begyndte at hakke bussen i stykker! Vi var målløse. Det var ustruktureret og ineffektivt, og videre, det kom vi jo ikke. Heldigvis kom et par japanere til. De arbejdede vidst i Uganda (var vores gæt) og de fik sat lidt struktur på det hele. En lille times tid senere var hullet i vejen lukket nødtørftigt, og vi kunne komme videre.

Kaos - bus, gravko og masser af nysgerrige lokale i en skøn forening
 

I Katunguru stod vi af. Vi skulle videre mod Kihihi, og her gik ingen busser. Vi satte os i vejkanten ved et T-kryds og ventede på et lift. Det var der også 3 lokale der gjorde. Vi troede på, at der nok skulle komme nogen, siden de nu også ventede. Desværre var vi forsinkede pga. busulykken, og efter sigende kom der ikke så mange biler om eftermiddagen.

Lille pige i vores bus

Vi ventede og ventede. Vi nåede også at få selskab af 20 pick-up passagerer, der måtte vente en halv times tid i vejkanten, da deres pick-up var løbet tør for benzin. Det var rigtig hyggeligt. De kunne ikke engelsk og jeg ikke swahili, men derfor kunne vi jo godt "snakke" sammen alligevel. De fik ny benzin, og kørte videre. Vi ventede stadig. Da der var gået 3 timer begyndte Kennet at blive nervøs. Der var ikke kommet en eneste bil, som skulle vores vej. På et tidspunkt kom en bil kørende på hovedvejen. Den skulle ikke vores vej, og havde allerede passagerer. Den stoppede alligevel. Vi var villige til at betale 35.000 Ush (=130 Dkr.) og vores medpassagerer ville yde Ush 20.000. Det tilbud kunne chaufføren ikke modstå. De andre passagerer røg ud, og måtte finde anden transport. Det var ikke pænt, men vi var ved at være desperate.

Vi kørte et par timer. Turen gik igennem Queen Elisabeth National Park, og vi fik set de første dyr. Vejen var hullet, affjedringen dårlig, pladsen trang, men vi kom hele frem til Kihihi. Herfra gik turen videre med pickup til Botogota. Det krævede lidt forhandling, men prisen for de 30 km. endte på 5.000 Ush (= Dkr. 19 kr.) i alt. Vi blev tilbudt pladserne inde i bilen, men foretrak ladet. Det var skønt at blive blæst lidt igennem, og udsigten var fantastisk.

Botogota

Botogota er en by man kører igennem på vej til Bwindi. Det er ikke en by, hvor turister bor, og vi mærkede tydeligt interessen og de manglende faciliteter. Vi blev anbefalet et hotel, efter sigende det bedste i byen. Der skulle have været varmt vand, men da vandforsyningen svigtede på dametoilettet fandt jeg aldrig ud af, om det var rigtigt. Bad og toilet var ikke så lækkert, men værelset var ok. Specielt da der blev sat en pære i loftslampen og indtil det begyndte at regne og det stor-dryppede ned i sengen. Nå skidt, det var jo bare en enkelt nat.

Vi tog en gåtur i den lille by. Det var hurtigt overstået. Vi fandt det lokale marked, og kiggede lidt mens de lokale kiggede på os. Man var bestemt ikke vant til turister.

Det vakte opsigt, da vi som de eneste hvide
gik på marked i Botogota

Næste morgen tog vi en pickup til Bwindi. Der var ikke nogen grund til at blive i Botogota.

Bwindi National Park

Området ved Nationalparken har flere fine lodges, og 2 budgetsteder. Vi tjekkede de to budgetsteder ud, og besluttede os for Bwindi View Bandas. Det viste sig at være et godt valg. Gode hytter, varmt vand i hanerne, rigtige toiletter og serviceminded personale, som i øvrigt lavede dejlig mad.

Nationalparken er en af Ugandas nyest etablerede nationalparker. Parken ligger tæt på grænsen til Congo og dækker et areal på 331km² . I parken lever ca. halvdelen af alle nulevende bjerggorillaer, dvs. ca. 320 dyr. I 1999 blev 8 turister kidnappet og slået ihjel. På baggrund heraf er sikkerheden i parken øget. Der er mange vagter med skydevåben i området, og man føler sig bestemt ikke i fare på nogen måde.

Der er ikke kun gorillaer i området. Parken rummer også 20 skovelefanter, 10 forskellige abearter og en stor mængde fugle og sommerfugle. 

Hovedattraktionen her er helt klart gorillaerne, men der er også andre ture. Den første dag tog vi en lille tur, som ikke krævede guide, og var gratis. Dagen efter tog vi en natur-walk med guide, hvor vi kom lidt ind i regnskoven. Vi så aber og flere fugle. Desuden var der et par flotte vandfald på turen. Pris 40 US (= ca.250  Dkr.) Turen er relativt dyr da det kræver entre til nationalparken at komme på turen.

Vandfaldet

På naturwalk i Bwindi

Resten af dagen hvilede vi og ladede op til gorillaturen næste dag. 

Kennet foran vores hytte

Næste morgen var vi klar. Et af turens højdepunkter var jo i dag.

3 hold turister skulle af sted. Hver gruppe var på 6. De fleste var rige amerikanere eller australiere. De boede på de fine lodges og havde splinternyt vandretøj. Vores gruppe var vidst budgetgruppen. Den bestod af Kathy og Arti, to unge englændere på tur og Matt og Shirley, to amerikanske ulandsfrivillige. Alle de andre grupper hyrede portere, vores mente nok, at vi kunne klare dagsrygsækkene selv.

Vi blev udstyret med en vandrepind, fik instruktioner, og så var vi klar.
Vi blev kørt til kanten af regnskoven, og så gik det ad stier,  mellem træer, op og ned, og det sidste stykke væk fra stien og ind i skoven. Efter et par timer fandt vi de prægtige dyr. Vi fik en time sammen med dem. Det var fantastisk. Disse store dyr lod sig ikke distrahere af os. Ungerne var nysgerrige, men ikke aggressive eller nærgående. Det var en fantastisk oplevelse. 

Efter en time gik turen hjem igen. Vi spiste frokost midt i skoven mens vi diskuterede gorillaoplevelsen.

Da vi kom tilbage var vi trætte - det havde været en stor oplevelse.

Vi havde aftalt med et par chauffører, at de skulle hente os, og køre os til Botogota. Vi var spændte på, om de kom, men jo, sørme da. Vi blev sat af i Botogota. Vi ville gerne videre. Målet var Lake Bunyonyi og der var lang vej. Vi vurderede at det var nemmere at komme fra Kihihi næste morgen end fra Botogota, så derfor ville vi gerne videre. Det var svært at finde et lift til rimelige penge. Vi spurgte et par pick-ups og et par lastbilchauffører. Til sidst endte vi med en pickup, og kom også til Kihihi. Chaufføren fandt et hotel til os. Det lå i udkanten af byen, selv om jeg forsøgte at forklare ham, at vi ville bo i centrum, for så kunne vi nemt (troede jeg) næste morgen finde en bus til Kabale.

Hotellet var ok. Der var godt nok kun squat-toilet og ingen strøm, men pænt og rent. Hotelejeren lovede os, at han ville arrangere, at vi næste morgen kunne komme fra hans hotel og direkte til Kabale. Det lød jo fint.

Det havde være en lang dag, og vi faldt i en dyb søvn.

Vi vågnede midt om natten. Det bankede på døren. Hotelejeren ville bare sige, at vores lift var der nu. Vi var virkelig overraskede. Hvad, hvordan, hvorfor? Vi havde overhovedet ikke pakket, og det var dybt mørkt. Havde vi sovet over? Jeg var nærværende nok til at spørge hvad klokken var? TRE, svarede de. HVAD? Det var da ikke morgen. Jo, jo, al offentlig trafik mellem Kihihi og Kabale gik kl. 3 om natten, forklarede de. Det var vi ikke forberedt på. Kl 3 er ikke "morgen" for os. Vi bad dem pænt og at gå. Vi måtte så selv finde transport næste dag. Hotelejeren sagde undrende "skal jeg sende chaufføren væk?". Han har sikkert forladt stedet hovedrystende.

Næste morgen fandt vi ud af, at man ikke kunne komme direkte fra Kihihi til Kabale. Turen kom derfor til at hedde Kihihi - Rukungiri, Rukungiri - Ntungamo, Ntungamo - Kabale. Det tog i effektiv tid 5 timer + ventetid. Suk.... I Kabale orkede vi ikke mere offentlig transport, og vi tog en taxa det sidste stykke vej til Lake Bunyonyi.

Lake Bunyonyi

Området omkring søen er virkeligt smukt. Søen er stor og uformelig og med et stort antal øer i. Søen siges at være formet for 8000 år siden som et resultat af flydende lava fra et af Virunga Bjergene, hvilket blokerede Ndego-floden, og skabte en naturlig sø. Søens overfladeareal er omkring 60 km2, og ligger i 1840 meters højde. De omkringliggende bakker er dog op til 2500 meter. Der er mange bud på søens dybde, men formodentligt er den ikke dybere end 45 meter. .
Der er mange muligheder for friluftsaktiviteter i området. Vandring, cykling, roning og ture ud til øerne for at nævne et par stykker.

Udsigten fra Hotel Acacia (hvor vi fik frokost) og ud over Lake Bunyonyi

Vi flottede os og tog en "luksus-hytte". Det betød, at vi havde eget bad og toilet, og en lille terrasse med to liggestole, og udsigt over søen. Super!

Vi blev stjerner
Det var godt vejr, og efter mit ønske lagde vi os ned til vandet, hvor der stod to liggestole. Da Kennet havde fået sol nok gik han op i hytten for en kort bemærkning. Jeg læste lidt og nød solen. Pludselig kom en masse unge piger gående. I spidsen af flokken var en af hotellets ansatte samt et par lidt ældre mænd. Jeg læste videre, mens pigerne fik info om området mv. En af informationerne var, at "her ved vandet hviler de hvide, de klæder om i den lille hytte, bader i søen og her er så en hvid". Jeg kiggede op, ok - den hvide, det var mig. Kennet var kommet til - "ved du godt, at du bliver filmet?". Jeg kiggede op og så til min overraskelse, at en mand stod og videofilmede mig.

Pigerne ville gerne have taget billeder. Vi smilede og lod dem fornøje sig. Vi skrev autografer, og det var vældig hyggelig. Så kom skole nr. 2. De var helt klart fattigere. Deres kameraer var ikke så nye, tøjet var ikke så smart osv. Hele det store cirkus en gang til. Da bus nr. 3 kom "flygtede" vi op i vores hytte, så var det nok.

Pernille sammen med nogle af pigerne fra den muslimske skole

Tur til Bushara Island

Vi lejede en kano + "kaptajn" og blev sejlet ud til Bushara Island. På vejen ud kom vi blandt andet forbi "Punishment Island", som er øen, hvor ugifte, gravide piger i gamle dage blev sejlet ud. Meningen var at de skulle dø af sult og tørst herude. De fleste led dog druknedøden, når de forsøgte at svømme ind til fastlandet.

Forenden af vores kano

På Bushara Island er der mulighed for at gå øen rundt, den er ikke så stor. Inde midt på øen ligger Bushara Island Camp, som så rigtig hyggelig ud. De arrangerede mange ture og aktiviteter.
Vi tog en sodavand, og slappede lidt af, inden vi sejlede tilbage til fastlandet.

Afgang
Tidlig morgen tog vi en taxa til Kabale, og herfra en bus til Kampala. Næste morgen skulle vi på en 3-dags tur til Murchison Falls arrangeret af Red Chilli. 

Tur til Murchison Falls National Park

Vi overnattede på Red Chilli. Det blev til en flersengsovernatning. Heldigvis var vi kun 4 i værelset, og den ene, en hollænder på vores egen alder, havde vi snakket med hele aftenen, så det var ikke "at sove sammen med fremmede".

Næste morgen var der afgang kl. 8.30. Vi var klar! Vi havde hørt meget godt om turen, og var opsat på, at det skulle blive rigtig spændende.

Vi var 6 i bussen. Fiona, Gabriela, Fatima, Rashaad og så os. De to første var læger og arbejdede i Sudan, Rashaad var også læge og var på udveksling i Uganda. Fatima var hans søster, som var på besøg.

Tilbage i 1960´erne var parken fyldt med turister og indeholdt også masser af dyr. Bla. levede der ca. 15.000 elefanter i parken. Desværre blev en stor del af dyrene skudt af soldater og krybskytter. Der er ikke flere næsehorn tilbage og kun få grupper af løver, men heldigvis er flere af de andre grupper af dyr i stærk vækst igen. Der er således et godt antal elefanter, giraffer, antiloper, bøfler, flodheste og krokodiller. Nationalparken er med sine 3840 m² Ugandas største fredede område. Parken strækker sig over Victoria-nilens bredder på flodens hundrede km lange strækning mellem vandfaldet Karama Falls og Lake Albert. Parken er etableret i 1952 .

Sidst på eftermiddagen ankom vi til vandfaldene ca. 300 km. fra Kampala, og fik en guidet gåtur helt tæt på vandfaldene. Nogen siger, at disse vandfald er det mest spektakulære, der sker langs Nilen.

Efter en våd gåtur (vi kom ret tæt på vandfaldene) blev vi kørt til vores lejr. Vi fik tildelt et telt. Det var vild luksus. Der var senge i teltene, og toiletterne var også fine. Der var et stort fælles område med bar og cafe/restaurant. Mens solen gik ned nød vi stilheden og solen uden for vores telt.

Pernille foran vores dejlige telt, Bemærk
sengene inde i teltet - luksus

Kennet gik i bad og jeg tog en halv time på øjet. Da jeg ville fra teltet og over i cafeen fik jeg lidt af et chok. Uden for teltet galopperede en gruppe vildsvin rundt. Det var lidt skræmmende. Heldigvis ænsede de mig ikke, og jeg småløb over til de andre. 

Vildsvin i lejren

Vi fik at vide, at lejren til tider også havde en anden gæst - nemlig flodhesten Henriette, som ofte om natten kom op i lejren for at spise græs. Henriette kom dog ikke forbi den første nat.

Næste morgen tog vi på safari. Først med færgen til den nordlige side af Nilen og så rundt i området. Turen tog 5 timer, og var omkring 120 km. Der er klart ikke så mange dyr som i Kenya, men til gengæld er der ikke så mange safaribusser, dyrene virker rolige og alle chaufførerne holder bilerne på de afmærkede stier. Dejligt.

                                                        En gruppe løver

Vi tog tilbage til lejren og fik frokost, og tog en slapper et par timer. Herefter tog vi på flodtur, og så vandfaldene nedefra. Langs floden så vi elefanter, og i floden var mange krokodiller og flodheste. Vi var enige om at vandfaldene var flottest set oppefra (som vi havde gjort dagen før), men turen var nu ok alligevel, mest pga. dyrene.

En elefantfamilie er ved floden for at drikke

"Skat, synes du jeg har en stor bagdel?"
 

Den sidste aften i lejren sad vi efter aftensmaden og talte med en gruppe læger fra Læger uden grænser. Ejeren af lejren, Stephen, kom og sagde, at lejrens kæledægge, Henriette, en stor flodhest, allerede nu var kommet op i lejren. Den plejede ellers først at komme om natten, men i aften var den altså kommet allerede her kl. 22. Vi gik ud for at kigge. Hun var godt nok stor! Vi kom helt tæt på, og det var fascinerende at se flodhesten så tæt på teltene.

Kl. 06.00 næste morgen var der afgang mod Budongo Central Forest Reserve, hvor vi skulle se chimpanser.

Det var tidligt, men alligevel var alle rimelig friske. Vi ankom til Budongo kl. 7.30, og i gåsegang gik vi ind i skoven for at se efter chimpanser. Vi fandt nogle stykker, men til forskel fra gorillaerne var de svære at se. Gorillaerne havde jo været på jorden, mens gorillaerne var højt oppe i træerne. 

Kigger vi på dem, eller de på os?

Et billede af alle turisterne, der kigger efter chimpanser

Efter chimpansekiggeriet går turen hjemad. Det var en lang tur, men nok mest fordi vi bare ville hjem nu. Det havde regnet, og flere af vejene var fedtede. På et tidspunkt glider den anden bus i grøften. Hvad nu? Det var åbenbart normalt for de ugandiske chauffører. Uanfægtet kører chaufføren videre med bilens to højre hjul i grøften og to de venstre på vejen. Bussen hælder faretruende, men det lykkedes at få bussen op på vejen igen lidt længere henne. Jeg var imponeret, og busser var virkelig skrammet!

Kampala

Sidst på eftermiddagen er vi tilbage i Kampala. Der er rent tøj til os på Red Chilli (skønt), også selv om de havde klokket i vores reservation og vi faktisk ikke havde nogen. Heldigvis ville Fiona og Gabriela hellere videre og så fik vi deres reservation.
Vi tog ind til Kampala og fandt den skønneste indiske restaurant, Masala Chaat House. Her gik vi et overdådigt "farvel-måltid". Vi gik en lille tur i Kampala og vendte herefter hjem. Vi skulle tidligt op næste morgen, så det var med at få lidt søvn.

Næste morgen stod vi tidligt op og tog en matatu ind til byen. Vi fandt busholdepladsen, købte to billetter på "luksus-bussen" til Kenya, og kl. 07 (præcis) var der afgang. Turen mod grænsen gik fint. Ikke for mange stop, og bussen var faktisk fin. Videoen med den amerikanske vækkelsesprædikant kunne vi godt have undværet, men sådan er der jo så meget. 

Så var vi næsten i Kenya. Vi havde haft nogle fantastisk uger i Uganda. Vores hjerte tabte vi fuldstændigt til dette fantastiske land.

Så glædede vi os til nye oplevelser i Kenya. Læs mere her

Spørgsmål eller kommentarer ?? Skriv til os

rejser@pernille-kennet.dk