Israel  2006

På vores tur jorden rundt i 2002 mødte vi israelerne Eithan og Limor. Vi har siden talt om, at det kunne være skægt at komme ned og besøge dem, specielt i påsken, hvor der måtte ske noget specielt - tænkte vi.

Der har hele tiden været uroligt i Israel, men i efteråret 2005 vurderede vi, at der har været relativt roligt i Israel, så i påsken 2006 skal det være. I mellemtiden er Arafat død og så er der lige sagen med de meget omtalte tegninger, men vi besluttede os for at tage afsted alligevel.

Vi boede hos vores israelske venner, Eithan og Limor, pånær de 2 dage vi var i Jerusalem, hvor vi boede på hotel.

Vi skulle have fløjet fra Billund til Frankfurt  tidligt d. 8. april og videre til Tel Aviv, men desværre fik vi i januar at vide, at flyet fra Billund nu afgår senere, og derfor kunne vi ikke nå flyet i Frankfurt. I stedet tog vi af sted d. 7, og må så måtte vi overnatte i Frankfurt. Det hele blev dog ændret en gang til, og så skulle vi via KBH. 

D. 7. april - afrejse

Vi nåede frem til Frankfurt til tiden. Vi boede på Hotel Luxor. Det er et glimrende lille hotel. Personalet er venligt og der er en rigtig god morgenmadsbuffet. Vi havde bestilt hotellet gennem denne side. Ved booking af hotel igennem siden optjenes et antal point, som veksles til rabat på hotel, næste gang man bestiller.

Frankfurt lufthavn

Fra lufthavnen og ind til byen, kører linje S8 og S9 til hovedbanegården. Billet  trækkes i en automat og koster 3,3 Euro. Toget kører ca. hvert kvarter, lidt oftere på hverdage. Undergrundsbanen er pæn og ren og faktisk over jorden det meste af tiden. Stationerne er ikke særligt servicemindede. Det kan være svært at finde den rigtig vej ud, da der ikke er noget kort.

Selve byen er lidt interessant. Byen har mange højhuse, som også er en seværdighed i sig selv. Byens mest kendte søn er Goethe. Det er muligt at besøge Goethes hus i Frankfurt. Det ligger i bymidten, hvor der er en flot plads med dertilhørende cafeer og barer. Der er også flotte kirker i byen.

Torvet i Frankfurt                                                                 Kirke i midtbyen

Om aftenen spiste vi fødselsdagsmiddag på en indisk restaurant - det var jo Pernilles 35 års fødselsdag.

D. 8. april

Vi havde fået at vide, at vi skulle være i lufthavnen 2 timer før afgang. Det lød lidt vanvittigt, men det tog næsten en time at få checket ind. Mød op i god tid! Køen var lang, og dem der kom efter os, stod i endnu længere tid.

Da vi ankom til Tel Aviv var vores ene kuffert blevet i Frankfurt. Lufthansa betalte på stedet 400 Shekel, svarende til ca. 540 dkr. (pr. 21/4 2006), så vi kunne købe, hvad vi manglede. Det tog meget lang tid at komme gennem paskontrollen, og vi var første ved bagagen efter 45 minutter. Derefter tog det en halv time at klage over den manglende bagage. Tel Aviv kan prale af at have en ny og flot lufthavn. Se mere her.

Vi blev hentet af Eithan og han kørte os til deres flotte lejlighed i en forstad til Tel Aviv. Om aftenen kørte vi ind og så gamle Jaffa. Det er nu en del af Tel Aviv, men er den oprindelige by. Da jøderne kom til området boede der palæstinensere her. Jøderne flyttede ind i det nye Tel Aviv. Jaffa består af to dele. En meget livlig del med pita boder, meget larm og støj. Den anden del, er mere turistet, og fyldt med gallerier og små butikker. Det har et lidt eksklusivt præg over sig.

Jaffa by-night

Herefter var det tid til at vende næsen hjem til Eithan og Limor og få en tiltrængt nats søvn. 

D. 9. april

Kennet og Shir spiller bold mens vi venter på "afgang"

Næste morgen var vi friske, og klar til Eithans nøje planlagte turprogram. Heldigvis har jeg nogenlunde samme størrelse som Limor, og jeg fik lånt lidt skiftetøj, da min kuffert først ville nå frem efter at vi var kørt.
Dagens første stop var op i bjergene. Det er interessant at se, hvor grøn Israel er. Der er bække, små vandfald og træer. På grund af tørken (det regner ikke fra maj til september) bliver træerne ikke ret høje. Det er ikke muligt at kommer herop med offentlige transportmidler, men har man lejet en bil, er det et kønt sted at gå ture.

Det er ikke lige sådan man forestiller sig Israel - grøn og frodig

Derefter fortsatte vi til Nazareth. Endnu et vigtigt kristen sted. Her ligger Maria Bebudelseskirke. Det er den største kirke i mellemøsten, og ligger i en by med et stort kristent mindretal. Oprindeligt en kristen by, men som i resten af mellemøsten går demografien imod de kristne. Vi ankom om formiddagen. Der var mange mennesker i byen, og der havde netop været flere barnedåb. Eitan og Limor syntes det var sjovt at folk havde så fint tøj på. De var ikke klar over, at et barn i en hvid kjole er lig med en barnedåb. Det var også interessant at se mørke personer i store biler med alu-fælge og glimmer, med kristne kors på et behåret bryst bag en nedknappet skjorte. For os nordboere, så er mørke personer muslimer, men det behøver det jo ikke at være.

Bebudelseskirken er meget flot. I bunden er den grotte, der rummer det sted, hvor ærkeenglen Gabriel fortalte Maria, at hun var gravid med Guds barn. Det er derfor et meget helligt sted. Muslimerne havde i mange år magten her. De har forsøgt at ødelægge stedet, men det er nu bevaret og sikret. Nedenfor er indgangen, hvorover der er billeder af evangelisterne Johannes, Paulus, Lukas og Mattæus. Her går man ind hvorefter man har udsigt over en meget flot kirke. Fra grotten kan man gå op til den øvre del, hvor man undervejs kan se forskellige udgaver af Maria, som hun opfattes af forskellige katolske kirker verden over. Kirken er Græsk Katolsk, og er blot én af mange kirker i området. Byen er meget flot, og de mange kirker et et besøg værd.

Indgangen til Bebudelseskirken

Til frokost holdt vi ind i en lille druser by. Druserne er muslimer, men som Limor sagde: "De er i hæren og vores venner". Druserne er en del af det israelske samfund. Stedet vi spiste, var ejet af en gammel mand og hans kone. De bar traditionel hovedbeklædning og sjove posebukser. Der hang billeder på væggen, fra dengang han var i hæren. Det var i 1964, og han må have været en af de første drusere i hæren. De er meget stolte af deres herkomst, men opfatter sig selv som en del af Israel. Det var også her, at vi smagte Labane. Vi misforstod og troede, at det betød, at made var Libanesisk. Det er en lokal ost! Den smager ikke af meget, og minder om creme fraiche. Koldt og dejligt. Den spises sammen med Pitta, som er en druserspecialitet. De bruger ordet Pitta om alt brød, men her er det en meget, meget tynd pandekagelignende udgave. Druserne hører til i det nordlige Israel. De kan besøges i bjergene omkring Carmel.

God mad - meget mad.

Israel er vinproducerende.  Man kan fx. besøge en vinproducent på Mount Carmel, hvor man producerer Merlot vine og Cabernet Saugvignon vine. Et eksemplar kan ses her. Det måtte vi prøve, men kom for sent til en decideret vintur, men fik en smagsprøve. Vinene er meget unge, men Merloten kan godt anbefales.

Vinstedet, hvor alle, også Shir, fik en smagsprøve

Dette sted ligger i nærheden af små byer, hvor beboerne i Haifa kommer op i weekenden. Bjergene er lidt køligere og derfor attraktive. Området huser små butikker, hvor man købe alt fra italiensk is over træ legetøj til hjemmelavet papir og kuverter. Helt klart en turistby - Israels svar på Løkken.

D. 10. april

Mandag blev vi kørt til Jerusalem. På vejen besøgte vi Lille Israel. Det er en slags Legoland, hvor alle Israels seværdigheder er vist i 1:25. Det giver et godt overblik, og er ganske hyggeligt.

                                                                               Bygninger i "lille Israel"

Videre derfra til Sorek hulerne. Et lille kompleks, der åbenbart er populært med skoleudflugter. De har engelsksprogede ture, men man kan ikke på forhånd se hvornår. Først ved indgangen til hulerne kan man få det at vide. Som alle huler, så er stedet fyldt med trapper, men selv om man er lidt dårligt gående, så skal man ikke lade sig stoppe! De har fine eksempler på forskellige former for stalagmitter og stalakitter.

Fra grotterne

Lige inden vi nåede Jerusalem spiste vi en kæmpe frokost på en libanesisk restaurant. Som altid fik vi en masse små retter - virkelig lækkert.

Velankommet til Jerusalem blev vi sat af ved Damaskusporten, og fandt nemt vores hotel, - Hotel El Hashimi - der ligger i den arabiske bydel.  Se vurdering her. Jerusalem er altid en stor oplevelse! Et must for alle rejsende. Vi gentog mange af de ting vi så sidste gang. Bare at lade sig selv fare vild i bazaren, er en stor oplevelse. Vi var der kort tid efter sagen om Muhammed tegningerne var på sit højeste. Til trods for dette, var det HELT uproblematisk.

Hotellet var nemt af finde, og  værelset ganske godt. Udsigten fra fællesrummet til Dome of the Rock er fænomenal.

Dome of the rock
.

D. 11. april

Vi startede dagen med at besøge turistbureauet. Som sædvanligt i Israel, så er servicen på ingen måde imponerende. Vi fik dog gode anvisninger til et område med stor jødisk befolkning, som vi gerne ville besøge. Når man går ud af porten ved turisinformationen, drejer man til højre. Fortsæt over vejen, men hold til højre. Fortsæt, og man kommer til et vejkryds, hvor et skilt angiver, at man skal være anstændigt påklædt. Gå efter gaden Mea She'arim. Her begynder et meget traditionelt jødisk kvarter i Jerusalem. Her ser man mange med mørke jakker og slangekrøller. Vi kom til "pessach". Det er en fest, der fejrer jødernes udvandring fra Egypten. Denne dag var tirsdag, dagen før selve festen. Der var mange i gaderne, der havde travlt med forberedelser. De må ikke spise syret brød, og heller ikke bruge redskaber, der har været i berøring med syret brød. Flere steder var der derfor opstillet store kogekar, hvor man mod betaling kunne få skoldet sit bestik. Vi så bl.a. en mand, der kom med nyindkøbte kartoffelskrællere. Selv disse, der var helt nye, blev skoldet.

Da vi kom tilbage gik vi en tur oppe på bymuren.  Turen er fin, men man ser ikke meget mere, end man gør på neden for muren. Der er dog en fin udsigt ned til skoler, boldbaner, legepladser og almindelig bebyggelse. Det giver en lejlighed til at se det almindelige Jerusalem. Turen slutter umiddelbart uden for templebjerget, men der er ikke adgang til moskeen herfra.

Vi fortsatte rundt om tempelbjerget og kom til grædemuren. Som det vigtigste religiøse sted for jøderne, var der stor travlhed. Vi så et syn vi ikke før har set - en gruppe ortodokse jøder, der dansede rundt med hinanden i hænderne i en rundkreds. Det skyldtes, at det var "pass-over". Man fejrer jødernes udvandring fra trældom i Egypten, og det var derfor en glædens fest.

Mændenes del af grædemuren

Kvinder har adgang til den højre del af grædemuren. De mener det alvorligt! Ved indgangen til mændenes del, kom Pernille til at sidde med på en kant, hvor hun havde fødderne inde på adgangsvejen til stedet. Det ophidsede et par af de lokale. Til venstre for muren er en tunnel. Nedenfor er et billede derfra. Jo tættere man kommer på det gamle tempel, jo mere helligt. Der er derfor en del aktivitet herinde. Der er også et mindre bibliotek. Ovenfor området ved muren, er der en indgang til et udgravet område under tempelbjerget. Dette er meget følsomt. En af intifadaerne blev startet, da der var mistanke om, at jøderne var ved at grave under tempelbjerget. Religiøse følelser til en side, så betyder det, at der mangler en hel del arkæologisk udgravning i området. Det er som nævnt muligt at komme ned i disse tunneller, men det hele står kun på hebræisk, så vi har ikke været derinde.

Første gang vi besøgte Jerusalem, kom vi aldrig op og se Al Aqsa moskeen og Dome of the Rock. Det skyldtes det simple faktum, at vi simpelthen ikke kunne finde det. Der er kun én adgang for ikke-muslimer. Der er desuden kun adgang to gange om dagen. Bemærk, at dette tidspunkt ikke følger sommertid. Soldaterne der bevogter de forskellige indgange kender tiderne, og det kan også findes på turistinformationen. Indgangen ligger lige udenfor grædemuren. Der er en lang, overdækket, trærampe der fører op til tempelbjerget. Israelske soldater står for kropsvisiteringen. Religiøse symboler må ikke tages med, men de tjekker ikke særlig grundigt. Når man kommer op, er man lige ved siden af Al-Aqsa moskeen. Begge moskeer er lukket for ikke-muslimer. Man kan ikke engang få et kig ind. Det er meget unormalt, da man normalt er meget velkommen i moskeerne i Mellemøsten.

Det er en ofte hørt misforståelse, at moskeen med den gyldne kuppel er Al Aqsa moskeen. Det er faktisk Dome of the Rock, der blev bygget færdig i 685. Kuplen er forgyldt med en ganske tyndt lag guld, betalt af Jordans konge. Tæt på, så ses det, at kuplen godt kunne bruge en gen-forgyldning. På billederne ses tydeligt den meget smukke dekorering af ydersiden. De blå farver er strålende. På det nederste billede ses en pigeskole, der ankom til området da de var ved at lukke for ikke-muslimer. De var alle klædt i tørklæder, men det var tydeligt, at der var store variationer. Fra de meget tilslørede piger til piger, der jævnligt tog tørklædet af, for at sætte håret bedre.

Al-aqsa moskeen er ret uinteressant i sin form. Den er bygget efter The dome i 705. Navnet Al-aqsa dækkede oprindeligt hele området, men bruges i dag kun om selve moskeen. Moskeen har stået uændret siden 1033.

D. 12. april

Vi havde længe ledt efter den etiopiske kirke. Der findes en kristen kirke i byen, som etiopierne har drevet længe. Deir es Sultan, som kirken hedder, ligger nærmest oven på Holy Sepulcher, begravelseskirken. Dermed har den en placering oven på et af de mest betydningsfulde steder i den kristne tro. I 636 havde de sammen med andre plads inden i selv kirken. De forskellige kristne trosretninger har altid kæmpet om magten over de hellige steder. I det 17. århundrede mistede de deres plads i selve kirken, og måtte nøjes med en plads så at sige på loftet. I 1838 mistede de endda denne plads, da de brød deres alliance med de egyptiske koptere. Disse brændte alle beviser på etiopiernes ret på området. Det britiske konsulat gik dog ind og gav etiopierne deres kirke tilbage. Derfor kan man stadig besøge denne lille og meget anderledes kirke. Der er ca. 40-50 munke. De er meget isolerede, da de typisk ikke taler hverken arabisk eller hebraisk. Man kan læse mere her.

Denne onsdag var så dagen for pessach. Denne højtid fylder meget i jødernes liv. Set udefra, så skyldes det ikke kun højtidens religiøse indhold, men også de omfangsrige ritualer der følger med. En af de vigtigste "regler" er, at jøderne ikke må spise noget der er gæret. Det er f.eks. øl, whiskey, brød og alt, der indeholder gær. Ikke nok med, at det ikke må spises, så bliver det også fuldstændigt fjernet fra husene. Vi så bl.a. et supermarked, hvor alle produkter, der ikke var kosher, blev dækket til med plastik. Alle huse bliver rengjort for disse produkter, og mad mv. bliver brændt offentligt om morgenen. Det så vi gjort i Jerusalem.

Børnene brænder gærholdige fødevarer

Vi tog bussen til Tel Aviv hvor vi steg af og blev hentet af Eithan. Om aftenen skulle vi til pessach hos Limors mor og stedfar. Vi så frem til oplevelsen. Det er en lang og indviklet proces, der starter med spisning af 6 forretter, som symboliserer vandringen fra Egypten til Israel. Der kan læses om udvandringen i det gamle testamente. Da jøderne forlod slaveri er det en lykkelig begivenhed og dermed en festdag. Noget af det man spiser, er surt. Det var i dette tilfælde peberrod. En spise, som vi elsker. Det vakte nogen forundring, da vi tog to gange af dette "sure" produkt. Hele seancens centrum, er oplæsning af historien om udvandringen. Den følges af en række spise og drikkeritualer.

 Der var masser af mad til Pessach. Både kød (til Kennet), salat (til Pernille) og frugt (til Shir)   :-)

Er der børn til stede, så stiller de 13 spørgsmål som besvares. Generelt minder det om vores juleaften hvor maden og familien er i centrum. Den familie vi besøgte, var ikke meget religiøse. Vi fulgte historien men var ikke rigide vedrørende ritualerne. Der blev spist meget og hurtigt. Læsningen af historien fylder meget og tager lang tid. Når den er færdig, så skal der spises mange retter. Vi fik som nævnt 6 små forretter, et par mellemretter, 4 slags kød (herunder tunge), en sød efterret og to desserter. Det bliver spist hurtigt efter hinanden. Hver ret serveres kun en gang. Når man er færdig får man en hurtig kop kaffe (vist mest til vores ære) og så går man hjem. Generelt er der ikke den samme "hygge" efter maden som vi praktiserer i Danmark. Om det var fordi der var mange mindre børn og ældre mennesker med til denne aften, eller om det er helt normalt, ved vi ikke.

D. 13. april

Dagen efter tog Eitan os med nordpå. Vi besøgte Caesarea, der, som navnet antyder, har stærke romerske bånd. Oprindeligt en Phønisk havn, og derefter ombygget af Herodes. Området er kendt som udgangspunkt for en jødisk opstand, der senere blev nedkæmpet. Det var også her, at Simon Peter omvendte den første ikke-jøde til kristendommen. Byen var overset i mange år, og har kun haft lille betydning efter romerne forlod området. Som turistmål er byen absolut et besøg værd. På denne side kan man forberede besøget. Da vi var der, var de ved at forbedre området. Vi overværede en hesteopvisning, der demonstrerede hestens brug gennem tiden. De er ved at bygge nogle interaktive seværdigheder. Det ligger flot, lige ud til havet, og ruinerne er meget velholdte.

Romerske søjler                                                               Romersk teater

Hesteopvisning

Da vi kom tilbage til Tel Aviv, skulle vi til frokost hos Limors far. Som i Danmark må man dele højtiderne imellem sig, når nu forældrene er skilte. Her havde vi samme oplevelse som dagen før. Der bliver i den grad spist, men når det er overstået går man hver til sit. Maden var rester for dagen før, og derfor var der igen rigtig mange retter.

D. 14. april

Tiden var nu kommet til at se selve Tel Aviv. Vi kørte ind til byen og parkerede inde i midtbyen. Troede vi! Få meter derfra ligger stranden som man kan se på billedet nedenfor. Under Pessach må man ikke spise gæret brød. Det inkluderer dermed øl, da det jo består af gæret korn. Det forhindrer dog ikke israelerne i at sælge dette produkt. - og heldigvis for det, for en kold øl på stranden var lige hvad Kennet trængte til. Vi var også på McDonalds, hvor de til gengæld kun havde usyret brød. En noget speciel oplevelse, men det smagte egentlig ok.

       Kennet og Eithan nyder en øl på stranden

Det blev først for alvor interessant, da vi gik ned i den ældste del af byen. De enkelt huse er bygget, så de vender indad, med få vinduer ud. Det skyldtes, at de første jøder var bange for muslimerne i området. Bygningerne var derfor indrettet, så de nemt kunne forsvares.

Down-town Tel Aviv

Vi havde en god guide, idet Eithans bror vist os rundt. Vi brugte en del tid på at se de gamle bygninger, men specielt Bauhaus var i fokus. Der er mange eksempler på denne byggestil i området. Bauhaus byggerier bryder linjerne og bryder med tidligere tiders romantiske udtryk. Hvor man før lave kunstige udskæringer, gjorde Bauhaus op med dette. Hvor alle husene før var symmetriske, så står disse huse for sig selv. De er trukket lidt væk fra gaden. Linjerne er også brudte. Det sort-hvide billede er et meget berømt hus fra 1924. Farvebilledet er fra Tel Aviv.

Herefter gik turen hjem til Shir og Limor.

Det var fredag aften, og vi skulle hjem og holde den traditionelle indgang til sabbatten. Limor lavede en masse mad (igen - mad) og vi spiste sammen med hendes far og stedmor. Først var et par bønner sagt af "husets herre" - Eithan. Mændene (også Kennet) iførte sig kipa (jødisk kalot) uden bønnen. Herefter spiste vi masser af mad. Som så ofte før spiste man hurtigt, og bagefter forlod gæsterne huset med det samme. 

Det er hårdt at have gæster - Eithan faldt i søvn med Shirs Peter Plys pude

Herefter var det sengetid. Vi skulle op få timer senere for at begynde vores hjemrejse.

D. 15. april - hjemturen

Når man skal til Israel, så står man med et par ubehagelige valg - ankomme midt om natten eller rejse hjem midt om natten. Det er værd at bruge lidt tid på at søge på tiderne for forskellige selskaber. Shir og Limor sov godt da vi kørte, så dem fik vi ikke sagt ordentligt farvel til.

Vi blev kørt til lufthavnen af Eitan, hvilket var skønt - kl. var 2 om natten. Efter et enkelt kuffert-tjek (= vi roder lige alle dine sure sokker igennem) kom vi til afgangshallen og kunne så bare vente på flyet til Frankfurt. Herefter gik turen til København og endelig til Tirstrup.

Cola og to raiders i Tel Aviv lufthavn - fin morgenmad kl. 5 om morgenen

Vi kom hjem hen ad aften. En dejlig og stor oplevelse var til ende. Eithan og Limor sagde flere gange, at de håbede, at vi kom igen. Vi håber, at de mener det, for vi kunne godt tænke os at besøge Israel igen. Der er fortsat mange steder, vi ikke har set. 

Vi var også i Israel i 1999. Læs om den tur hér

Spørgsmål eller kommentarer ?? Skriv til os

rejser@pernille-kennet.dk