Generelle rejsetips

    Specielt de første gange man rejser kan der være mange generelle spørgsmål.


    Hvad skal jeg pakke ?
    Hvor tegner jeg den bedste forsikring ?
    Hvordan holder jeg kontakten med dem derhjemme ?
    Skal jeg bestille overnatning hjemmefra ?
    o.s.v

    Vi har forsøgt at samle nogen af vores råd her:

 

             Bestilling af rejse
Planlægning
Forsikring
Flyrejsen
Overnatning
Om af komme rundt i landene
Gode ting at medbringe
Penge
Medicin/sygdom
Undervejs
Backpacker-etik

 

Bestilling af rejse:

Rejsebureau.  Det er nok en temperamentssag, men vi har på alle vores individuelle rejser brugt Jysk Rejsebureau. Vi har fået en god service, og kan (næsten) altid finde en medarbejder, som har rejst netop der, hvor vi gerne vil hen.

Har du købt din rejse gennem Jysk Rejsebureau kan du leje rygsække for ca. 99 kr. pr. måned. Dermed behøver du ikke at købe dine egne, og du er altid udstyret med det nyeste udstyr. Bøger og andet rejseudstyr kan købes gennem Jysk Rejsebureau med 10% rabat. 

Jysk Rejsebureau arrangerer gratis rejseforedrag. Der er adgang for alle. Se deres hjemmeside.

Forudbestilling af værelse. Ved du, at du skal til storbyer som Tokyo, San Francisco, Rio eller andre, kan det være en STOR fordel at bestille den/de første overnatninger på forhånd. Hvis du er væk længe, er det ikke nødvendigt at bestille inden du rejser ud af Danmark, men gør det inden du når frem. Afstandene er store og ikke alle områder er lige sikre. Desuden risikerer man nemt, at betale alt for meget de første par nætter fordi man ikke har overskud til at spørge flere steder. Det nemmeste er steder, hvor du undervejs kan booke via internet.

 

Planlægning:

Hvis man rejser i længere tid kan det for ens egen skyld, men bestemt også for dem tilbage i DK, være en god ide at lave en lille mappe med vigtige oplysninger. Denne kan f.eks. indeholde:

      - Alle dine forsikringspolicer i DK (der kan opstå brand eller tyveri, mens du er væk). 
      - Kopi af dit pas
      - Kopi af din rejseforsikringspolice
      - Fuldmagt til dine bankkonti (så dine forældre eller andre i nødstilfælde kan betale               
        regninger, overføre penge mv. mens du er væk). Banken har ligeledes fået et eksemplar.
        Desuden navn og telefonnummer på din bankrådgiver/bank.
      - Hvis du har orlov fra jobbet: En kontaktperson på dit arbejde (i tilfælde af ulykke,
        død, problemer med feriepenge eller løn).
     - gode råd om pasning af kæledyrene/huset/bilen/lejligheden
     - en rejseplan - også selv om denne kun kan blive meget overordnet. 
     - gode ideer til forbedringer af lejlighed/hus og have. Måske virker det. *s 

Det er vores erfaring, at mappen gav dem derhjemme en tryghed i at der var styr på det hele.

Har du specielle madønsker (vegetar/børnemenu/kosher mv.) til flyveturen, så husk at give flyselskabet/rejsebureauet besked. På ruteflyene koster dette typisk ikke ekstra, og maden er tit bedre. Vær opmærksom på, at der findes mange slags vegetarmad. Bestiller du "bare" vegetar vil du sandsynligvis få veganermad. 

 

 Forsikringer:

Der er mange udbydere. Læs forsikringsbetingelserne godt igennem og vælg herefter. 
Vær opmærksom på, at din indbo-forsikring har en bagageforsikring. Dermed behøver du ikke at tegne en sådan igen. 
Vores valg er i næsten alle tilfælde faldet på Gouda Forsikring. Her kan man bl.a. fravælge bagagedækningen, og dermed få en rimelig billig forsikring med en god dækning. 

Som noget nyt bruger vi nu også vores Mastercard. Vi har Mastercard Gold via Sparbank, og med dette kort har vi både sygeforsikring og afbestillingsforsikring. Vær opmærksom på, at ved nogle Mastercard forsikringer skal rejsen være betalt med kortet, for at forsikringen dækker - dette er ikke tilfældet med vores.
Vær opmærksom på, at ved denne forsikring skal alle kroniske sygdomme forhåndsgodkendes af forsikringsselskabet, også selv om der ikke har været aktivitet i sygdommen, ændring i medicin el.lign. Det er dog rimeligt nemt at få sagen behandlet, men kontakt forsikringsselskabet min. 14 dage inden afrejse.

Husk, at visse billige forsikringer ikke dækker kroniske sygdomme. Det kan være alt fra alvorlige sygdomme som sclerose, til "almindeligheder" som astma. De fleste selskaber dækker også kroniske sygdomme. Gouda har følgende regler:

2.4.7
Udgifter til behandling af kroniske eller eksisterende sygdomme eller
lidelser, der inden rejsen har medført:

A) Hospitalsindlæggelse
B) Vurdering/ behandling hos læge , som ikke er et led i kontrol eller
C) Ændret medicinering

For rejser under 31 dages varighed gælder, at der ikke dækkes udgifter
til behandling af kroniske eller eksisterende sygdomme eller lidelser, der inden for de sidste 2 måneder før rejsen har medført en begivenhed
under A, B eller C.

For rejser over 31 dages varighed gælder, at der ikke dækkes udgifter
til behandling af kroniske eller eksisterende sygdomme eller lidelser, der inden for de sidste 6 måneder før rejsen har medført en begivenhed
under A, B eller C.

Så på almindeligt dansk - har du en velbehandlet kronisk lidelse er forsikring intet problem.

 

Flyrejsen:

Regel nr. 1 - vær i lufthavnen i god tid.
Man kan altid forsøge at få en up-grade til bedre flyklasse. Det er dog kun lykkedes for os en gang.
Det kan være koldt i kabinen om natten - vær fornuftigt klædt. 
Husk at gå en lille tur indimellem. 12 timer siddende i et fly er hårdt for kroppen. 
Jetlag kan være hårdt for nogen. Skal du vest på, kan du gå lidt senere  i seng, dagen før du skal rejse. Dermed indstiller du kroppen på skiftet. Jetlag kan forekomme ved rejser over 3 tidszoner. Du kan læse om det her. I artiklen fremhæver man, at rejser øst er værre end vest. Det er også vores opfattelse. Du bør overveje ankomst og afrejsetidspunkt, så du kan time det bedst muligt.
Du kan se din rejse på forhånd på denne side. Du skal bruge en kode fra dit rejsebureau. Sidens store fordel er, at du kan se hvilke fly du skal med, hvilke stop der er undervejs samt links til lufthavne med videre. Er du meget flyinteresseret, så kan du også besøge flyertalk som er et forum for personer, der flyver ofte. De fleste er fra USA, hvilket forums bærer præg af. Overvej hvis du flyver meget, at melde dig ind i f.eks. Eurobonus.
Sørg for at bestille en plads fremme i flyet. I dag kan man ofte tjekke inde elektronisk. Ofte 24 timer før afgang. Det kan være en fordel af mange grunde. Vigtigst er det, at man så undgår de rigtig dårlige pladser. Prøv at se dette link hvor du kan se sædernes placering på alle fly. Her er der også gode råd til, hvilke sæder du bør vælge. Det er ikke nødvendigt at genbekræfte flybilletter længere, men det kan være en fordel at ringe, for at sikre sig, at flyet ikke har ændret afgangstidspunkt. Nødudgangene er meget attraktive, da det har bedst benplads. Her kan man dog ikke have bagagen ved gulvet, og der kan være træk fra døren.

Overnatning:

Der er mange former for overnatning, og priser og niveau er meget forskelligt - også i samme land.

Mange steder oplever man, at hotellerne i turistområderne er billigere end i mindre turistede områder pga. den større konkurrence. Som hovedregel er overnatning dyrt i hovedstæderne - og typisk af lav standard.

Det er svært at sige noget generelt om, hvorvidt man skal reservere overnatning hjemmefra eller vente. Ankommer vi til en storby sent om aftenen forsøger vi altid at have reserveret på forhånd. Ligeledes er det godt at undersøge, om der pga. fx. helligdage, lokale sportsbegivenheder el.lign kan være mangel på overnatning. Internet gør det en del nemmere at reservere på forhånd, også undervejs på rejsen.

Nogle gange booker vi direkte ved hotellet, men andre gange er der store rabatter at få ved at bruge en af de mange booking-sider, der findes. Vi har brugt forskellige - og de nedenstående har vi alle brugt uden problemer:

Discount Hotel Reservation - Accommodation Line

 

Om at komme rundt i landene:

Undersøg de lokale forhold på forhånd. Oftest er bus bedst og billigst, men mange lande (eks. Bolivia) har overraskende billige flybilletter
Udenfor Europa og USA er taxa et billigt transportmiddel. Bliv enig om priser på forhånd. Husk, at sikre dig, at det er den fulde pris og ikke prisen pr. person. I Rio krævede taxachaufføren et beløb svarende til D.kr 200, men vi var overbeviste om, at han sagde 20. Vi måtte betale 200.

 

Gode ting at medbringe:

Ørepropper. Er brugbare i flyet, i busserne og ikke mindst hvis du skal køre i tog i Indien.
En pegebog. Mange steder tales ikke engelsk, og den lille bog med billeder af de mest almindelig ting, kan gøre vejvisning og restaurantbesøg en del lettere.
Et lille fotoalbum fra DK. Mange du møder på din vej vil være interesseret i at se billeder fra DK. Billederne skal ikke være af dit store hus eller din dyre bil, men almindelige hverdagsbilleder fra DK. Hvis der er børn i familien eller i vennekredsen er disse billeder altid et hit. 
Compeed. Det er umuligt at undvære. Du får vabler - helt sikkert, og intet virker som compeed-plaster. Det er også godt forebyggende at sætte i skoen - så kommer der færre vabler. 
Rejsetermometer.  Det er altid sjovt at kunne fortælle dem derhjemme, hvor koldt/varmt der er. Man kan få et kombineret vækkeur/termometer. 
Vækkeur. Safariture og bustransport i Asien er altid med start ufatteligt tidligt. Medbring et vækkeur. 
En kæde med hængelås. Så kan du altid tøjre din rygsæk fast til en pæl eller til sæderne i tog eller bus.
Mønter med hul i. Danske mønter er et stort hit ude i verden. Medbring 1 eller 2-kroner, hullet i midten falder de fleste for - så kan mønten også bruges som smykke.  
En god læbepromade. Ligegyldigt om vejret er koldt eller varmt bliver den nødvendig på et eller andet tidspunkt. 
Er der malaria i området kan eget myggenet være en god ting. Når man overnatter de billige steder oplever man ofte, at myggenet ikke findes eller er i stykker. 
En "kinabog" i A4 eller A5 størrelse. Her skriver du alle de oplysninger, som du ikke må miste undervejs. Adresse, reservationsnumre mv. Når du møder nogen på din vej og udveksler adresse så skriv dem heri. Små papirlapper forsvinder alligevel altid. Pengesedler eller andre små souvenirs, som ikke må blive krøllede overlever også fint turen i bogen. 
Selvfølgelig også velegnet til dagbogsnotater og lign. 

 

Penge:

Mange steder kan der hæves på visa-kort i de større byer. Husk, at det er gratis at betale med Visa, så gør det så meget som muligt. De fleste danske banker kræver kr. 30,- for at hæve ca. kr. 2.000. Tjek med din bank. Vær opmærksom på, at kursen på Visa er langt bedre, end den kurs du kan veksle til i Danmark.  Ellers medbringer vi altid US Dollars, som er brugbare over det meste af verden. Det kan være en fordel at medbring små sedler til lufthavnen og den første taxatur.
Forex har ingen gebyrer og giver en god kurs.
Fordel pengene i forskellige lommer og tasker.  
 

Medicin/sygdom:

Sørg for at have en god forsikring, hvis det skulle gå meget galt. De mindre ting kan klares på det lokale apotek. 
Diarre.
De fleste oplever en eller flere gange at få diarre. Medbring stoppiller  hjemmefra til akut brug, og ellers diarrepiller til at få maven til at gå i orden igen. Drik rigeligt med cola og vand og spis brød og kiks.
Højdesyge.
Ingen af os har haft rigtig højdesyge, men specielt Pernille døjer med ophold i højder over 2700 m. Gode råd er at drikke rigeligt, bevæg dig langsomt, få masser af hvile og stig langsomt op. Hurtige bevægelser er en dårlig ide. Sæt ekstra tid af til at hvile. Det gælder specielt, hvis man flyver til højtbeliggende steder som La Paz og Quito.
Medbring en lille flaske desinficerende rensevæske. Brug det tit, og i hvert tilfælde før du spiser. Mange steder er hygiejnen dårlig, og det kan være svært at få vasket hænder. (kan købes på apoteket og i Matas). Denne creme tørrer hurtigt ind, men tørrer ikke hænderne ud.
Medbring også den mest almindelig medicin som hovedpinepiller, transportsygepiller, myggebalsam og lign. Når man har det med hjemmefra, ved man hvad man får.  



Undervejs:

Venner og familie er sikkert interesseret i at høre fra dig. Opret en hotmail, lycosmail el.lign, så kan du altid sende en mail fra en af de utallige internet-cafeer, som de fleste lande efterhånden råder over. Husk dog også på, at man med f.eks. TDC også kan gå på sin sædvanlige mail i udlandet.  Vi har dog aldrig oplevet den slags problemer. I land som f.eks. USA og Canada er det gratis/næsten gratis at bruge internet på de offentlige biblioteker. Her kan du også læse internetaviser og holde dig ajour. Har du avisabonnement kan du ofte få en kode, og læse den daglige avis.
Netbank er en god ting. Så kan du fra netcafeerne holde styr på dine pengesager. Man bør dog begrænse brugen af netbank, da man visse steder "optager" dine data og kan bruge dem til at hæve.
Digitalkamera gør det muligt at sende billeder til din familie hele tiden. Undersøg nøje, om landets teknologiske stade gør det muligt. Du risikerer at sidde på en tvivlsom netcafe og vente i timer på at sende få billeder.

 

Backpacker-etik:

Dyremishandling. Vi elsker dyr. Det er derfor svært at se turister betale lokale for at vise aber, slanger og andre dyr frem. Disse dyr mishandles og den eneste måde det kan stoppes, er at lade være med at betale penge til ejerne! Skal du med en elefant eller hest, så undersøg dyret. Vælg ikke dyr, der er mishandlede. Med hensyn til heste har mange indere opdaget, at turister ikke bryder sig om mishandlede dyr. Derfor har de en lang pisk, som de slår med på hannernes testikler. Det kan turisterne ikke se, da det ikke efterlader synlig ar! Gør opmærksom på, hvis du oplever sådanne ting. 
Respekter andres religion og kultur. Mange lande (de fleste?) har en stærkere religion/kultur end i Danmark. Undersøg, om det er nødvendigt med lange benklæder, og besøg ikke religiøse steder, uden at have dækket både arme og ben og evt. hår. Mange glemmer, at også mænd skal dække deres ben. Respekter helligdage som f.eks. ramadanen, og undgå at spise offentligt. 
Alkohol er visse steder i verden forbudt. Hvis du absolut er så trængende, at du skal have smuglet det ind på dit hotelværelse, skal du nok overveje, om du er kommet til det rigtige land.
Er du på udflugt i naturen, så tag dit affald med tilbage. Mange ulande er ligeglade med affaldet. Inden du vælger en guide, så bør du sikre dig, at hygiejnen er i top, og at AL affald tages med tilbage. De fleste steder er der mange om buddet, og der er ofte en grund til at de billigste er de billigste. Når man er i ørkenen er det rart, at få rigtig mad og nok rent vand.

 

Rejseoversigten Forsiden
Klik her Klik her

 

 

Har I andre tips eller spørgsmål, er I velkomne til at skrive til os på

rejser@pernille-kennet.dk