Only 100 Rupees – you buy, bøvs og 45 grader i skyggen

Vi fik på bedste vis afsluttet vores uger i Australien. Godt nok var vi tæt på at måtte rejse videre hver for sig. Ikke fordi vi blev uvenner, men fordi…. ja - mange ved nok, at jeg er fuldstændig umulig til at finde vej og at jeg ikke kan læse et kort. 

Og så var jeg blevet væk

Den sidste dag i Australien skulle jeg liiige ned i en butik med aborigional-kunst for at finde en souvenir. Man kunne ikke parkere i området, og vi var tæt på lukketid. Derfor satte Kennet mig af så tæt på forretningen som muligt og vi aftalte, at vi skulle mødes samme sted ca. 20 minutter senere. Jeg kunne selvfølgelig ikke finde butikken og styrtede forvildet rundt i alle gaderne i området. Endelig fandt jeg butikken (de havde selvfølgelig ikke det, jeg gerne ville have købt), men så havde jeg glemt, hvor vi skulle mødes, og jeg var blevet helt rundforvirret af at løbe rundt. Der var to gader, der hed næsten det samme, og da det nu var blevet mørkt kunne jeg ikke kende stederne. ØV! Heldigvis var der stadig 5 timer til flyveren gik…. Kennet havde sat mig af i en buslomme, og der kunne han jo ikke holde, så han måtte køre lidt rundt.
Det tog en lille times tid, hvor jeg styrtede rundt i gaderne og ledte efter en sølvgrå bil med en bleg (sur??) dansker i. På et tidspunkt galoperede jeg for 4 gang forbi to unge mænd, der nød en øl på en udendørs-pub. De smilede og jeg vinkede – tja, hvad kunne jeg gøre andet end at bidrage til den almindelige underholdning?! Endelig fandt jeg bilen. Kennet var der ikke for han var gået ud for at lede efter mig. Jeg var SÅ lettet. Kennet kom tilbage, og vi blev enige om, at det med at ”splitte sig op” bare ikke duer, når man rejser med fru anti-kortlæser.

Og så til Indien

Og så ankom vi til Indien.

Vi ville begge gerne se Rajasthan, men var også enige om, at Indien var alt for varm i maj til at lave en ”gør-det-selv-tur”. Ville vi til Rajasthan var der derfor kun en mulighed – nemlig at tage en organiseret tur, hvor alt var planlagt hjemmefra. Skulle vi med tog, selv rakke rundt og finde hoteller mv ville vi smelte, blive uvenner og blive skilt inden vi nåede Delhi. Vi tjekkede priserne ved Jysk Rejsebureau i Danmark, men det var uden for vores budget. I stedet fandt vi et bureau i Rajasthan, der havde en tilsvarende tur – og prisen var omkring det halve. Det var stadig en dyr tur, men ikke umulig. Vi bookede OG betalte 10 % i depositum længe inden vi forlod Danmark. Derfor var vi også spændte på, om der mon virkelig stod en lille mand med et skilt i lufthavnen – eller om det var et fidusmager-firma. Men jo, jo – sørme stod der i lufthavnen en lille inder med et fint skilt ”Kennet Foh” – og det blev starten på en rigtig god tur.

Rundt i Rajasthan

I 12 dage er vi blevet kørt rundt i delstaten Rajasthan. Vi har haft vores helt egen chauffør og bil. Når vi er kommet til en ny by har hotellet stået klar og ventet på os, ligesom der har været engelsktalende guide ved alle seværdighederne, som har givet os superservice og god information.

Det har været langt over det niveau, vi plejer at have på vores ture, så vi har virkelig følt os som luksusturister.

Indien har så utrolig mange flotte paladser, forts og slotte, og vi har set mange af dem på denne tur. Vi har også set flere interessante museer, markeder, været på kamelsafari, reddet på elefant og været på bådtur på en af deres søer. Vi har besøgt den hellig by Pushkar og set badende pilgrimme, bedende munke i jaintemplerne, men også bare nydt at køre rundt i området og set, hvordan den almindelige inder bor og lever.

Vores held med biler

Ligegyldigt hvor i verden vi har rejst har vi altid haft problemer når turen har involveret motoriserede køretøjer. Vi støder altid på punkteringer og andre uheld, og grinede lidt af, hvornår det ville ske i Indien….

Det varede så ikke længe, for allerede den første dag, på sightseeing i Delhi gik bilens A/C sig en tur. Pyhh, det var varmt, men chaufføren lovede at få det repareret til næste dag, hvilket han også overholdt.

Da vi næste dag havde pakket bilen og var på vej de 350 km. til Bikaner, ja så var vi da også næsten nået ud af Delhi by, før chaufføren så bekymret ud, og ude midt på en trafikeret bro trak ind til siden… A/C´en?? Nææ, vi var såmen punkteret! Et hjulskift, det klarede chaufføren nu også i et snuptag og senere blev dækket ordnet hos en ”bildækreparatør”, som vi kom forbi på vejen.

Så gik det – 7-9-13 – fint i mange dage, og vi begyndte at tro på, at vores gamle, men vel-vedligeholdte, Ambasador-bil, ville holde vejen hjem. Men næ næ. Så røg gearkassen. Det betød, at vi kun kunne køre i 1. og 2. gear, ligesom vi ikke kunne stoppe. Eller det vil sige, vi kunne godt stoppe, men så kunne vi kun med besvær starte igen, så vi mosede igennem alt og alle – også afspærringen, hvor vi ellers skulle være stoppet for at betale vejafgift. A/C’en var også gået og temperaturen steg; også i Kennets hoved. Vi tøffede af sted, og fandt da også en reservedelsmand, men han solgte kun delene, og så måtte vi ud og finde en mekaniker til at sætte delen i. Lettere forsinket, svedige og trætte nåede vi da heldigvis frem til Pushkar, hvor vi kunne tage en velfortjent svømmetur i hotellets pool.

På sidstedagen var der varmerekord her i Nordindien, hvilken bilen også fik at mærke. Mens vi tog et ufrivilligt stop ved en sodavandsbod langs vejen spulede chaufføren motoren – temperaturmåleren var helt oppe over det røde felt.

MEN ellers var det en fantastisk bil J

Trafikken

På et tidspunkt gør jeg opmærksom på, at jeg er glad for, at jeg ikke skulle tage mit kørekort i Indien. Trafikken er håbløs og umuligt at finde rundt i, alle kører som død og helvede. Kennet kigger på mig og spørger, om jeg tror, at alle andre her har kørekort? Og det har han jo nok ret i, at de ikke har.

Er der én vejbane, så kører man i minimum to – men gerne tre. Der er altid lige plads til en til, hvilket også er grunden til, at ALLE biler har slået deres sidespejle ind. De ville alligevel blive kørt af i løbet af 5 minutter. I stedet for spejle bruger man horn, og det i stor stil. Der er en evig dytten og botten. Dytter man, så må man køre.

Nogle steder har Indien faktisk store flotte veje. 4 spor og flot asfalt har man fx her på vejen ind imod Delhi. Problemet er bare, at det inderste spor ofte bruges som parkeringsplads for store lastbiler, det næstinderste bruges af traktorer og kameltrukne vogne, og så er der jo alligevel kun to tilbage.

Gaderne inde i byerne er et kapitel for sig selv. De er tit små og snævre, men det afholder ikke trafikken fra at bevæge sig derind. Ud over gående trafik, auto tuk-tuks, cykelrickshaws og biler så skal man også lige tage hensyn til de hellige køer, der også bor i gaderne. En ko, der har lagt sig på tværs kan skabe en vældig prop!

Flere gange har vi været tæt på at få ”kørt mumsen af”, men man vender sig nu til det. I starten nærmest løb man over vejen, mens alt og alle kørte rundt om én, men nu foregår det i mere roligt tempo, mens man køligt bare rækker armen ud – her kommer jeg, hold afstand! Vi gående har jo intet horn!

Maden

Vi elsker indisk mad, og gerne den krydrede slags. Efter vores sidste besøg i Indien for 5 år siden er vi rimeligt godt hjemme i indisk mad og bestiller også lystigt de mest mærkelige retter.

Hinduerne spiser hverken ko eller svin, og 80 % af dem er helt rene vegetarer, og spiser derfor heller ikke kylling eller fisk. Derfor er det mange steder umuligt at få fingrene i kødretter. Det passer mig strålende. Der er så mange spændende vegetarretter, og det sværeste er at vælge fra de bugnende spisekort.

Det med ”uden kød” er jo ikke lige Kennets hof, og han var heller ikke helt glad ved situationen, da vi den første aften i Delhi endte på en ”pure vegeterian restaurant”, da der simpelthen ikke var en restaurant i området, der serverede kød. Jeg har fået lov til at citere ham for at ”det smagte bare herre-godt, det der vegetarpjat”. Han måtte overgive sig. Inderne er mestre i vegetarmad (de har en vis øvelse) og det smager himmelsk, også uden kød. Det har faktisk betydet, at han alle aftenerne har spist vegetarmad. Imponerende. (I går overgav vi os dog og fik her i Delhi en kyllingeburger).

Jeg er sikker på, at han holder denne stil, og derfor, også efter hjemkomst, er ren vegetar! .. hmm, han snakker godt nok allerede nu om en baconburger i Singapore, men jeg tror bare, det er for sjov J

Vejret

Ingen tvivl om, at der er varmt i Indien på nuværende tidspunkt. Det har dog hjulpet en del, at vi har haft bil, gode hoteller og at vores program typisk har været sådan, at vi var på sightseeing om morgenen og om eftermiddagen, og slappede af på vores værelse (med A/C) midt på dagen.

Temperaturen har været lidt forskellig på rundturen - bevæget sig mellem ultravarm og totalt-megavarmt.

Jeg havde dog frygtet, at det ville være værre, og selv Kennet har klaret det fint. Selvfølgelig sveder man, men varmen er tør, hvilket gør en stor forskel. Blæser det lidt, som det har gjort nogle steder, så er det lige som at stikke hovedet ind i en varmtluftsovn i funktion.

Temperaturen har ligget mellem 38 og 45 grader om dagen og en smule køligere om natten. Jeg så i gårsdagens avis, at man i Delhi havde 39 grader, men at det føles som 49! (vindforhold mv. taget i betragtning). Hold da op – så var der måske derfor, at vi i går var temmelig svedige efter en tur ned i den gamle by her i Delhi.

Og så bøvser vi lige lidt

Skik og brug er forskellig rundt om i verden; det er vi alle sikkert enige om. En af indernes værre vaner er ”AT BØVSE”. Det er helt almindelig accepteret, selv i en af deres officielle coca-cola tv-reklamer er plottet at en hel masse mennesker bøvser efter at have drukket en cola.

Det kræver lige lidt at vænne sig til at tjeneren på den restaurant, hvor du skal til at spise, byder dig velkommen med ”good evening ma´m” og så et ordentligt bøvs. Den anden dag nede i basaren var vi tæt på at få midterskilning, da en inder bag os bøvsede så højt, det ville kunne stoppe en hikke.

Ellers er der tale om små forskelle … fx at man typisk spiser med fingrene (jeg tror ikke, at vi en eneste gang har fået udleveret en kniv her), toiletpapir er ikke udbredt, man piller gerne næse eller (for mændenes vedkommende) i skridtet.

Larmen, duftene og farverne …

er karakteristiske for Indien. Enten elsker man det – eller også hader man det.

Larmen vender man sig til. Jeg hører det næsten ikke mere. Duftene af krydderier er fantastisk og findes alle steder. (”duften” af de udendørs urinaler kunne jeg dog så godt være foruden). Der bliver lavet mad alle vegne og det dufter himmelsk. Krydderierne har også fantastiske farver og når de ligger på markedet i store sække så er det som et storslået maleri. Fantastisk er også pigernes sarier og i øvrigt alt deres farvestrålende tøj. Hvordan de holder det så pænt i dette beskidte land er mig en gåde. De glimter og deres mørke hud passer så flot til deres tøj, der altid er i stærke farver med ”guld” og farvede sten.

Sælgerne

er en pest. ”bare kig”, ”du er min ven”, ”det koster kun” – ja I kender vel alle disse trælse sælgere, som vil prakke os alting på – specielt noget, vi overhovedet ikke har brug for. Fx en æske små elefanter (en hel æske!), en pisk, kæmpestore malerier og ting til at hænge på vægen osv.

I starten er man meget høflig. Svarer når de spørger, men efterhånden bliver man bare så træt af dem, at man ignorer dem, og ”desværre ikke taler engelsk”.

Og de kigger endnu

Jeg forstår det simpelthen ikke! Man er så vant til turister her i Indien, og alligevel er det grund til stor opmærksomhed, når jeg bevæger mig rundt. Nogle steder stopper mændene med at arbejde, med at betjene kunder eller hvad man nu laver, for man skal da lige kigge (glo er et bedre udtryk – men ikke så pænt). Helt ærligt. Jeg er ikke helt ung, ikke særlig høj – faktisk ret lille, og har ikke langt lyst hår, men alligevel kan det skabe så meget opmærksomhed - imponerende. Det plejer at hjælpe at Kennet er med, men ikke denne gang. Det afholder i hvert tilfælde ikke inderne fra at glo, fløjte, tilfældigvis lige at støde ind i én osv.

Man vender sig til det, og jeg har valgt at ignorere det. I starten prøvede jeg at glo tilbage, men det virker ikke. 

Og så kom vi til Delhi

Efter 12 dejlige dage i luksus måtte vi aflevere bil og chauffør, og var igen på egen hånd. Vi havde lige 4 dage i Delhi, inden turen går videre til Singapore.

De dage har vi brugt på lidt shopping, lidt sightseeing og ellers bare slappet af efter alle indtrykkene fra Rajasthan. Kennet er også blevet klippet hos en rigtig inder-frisør. Det kostede den fyrstelige sum af 3,50 krone, men det synes vi var så pinligt billigt, så han fik det dobbelte. Kennet blev klippet – og frisøren blev glad.

I morgen fredag går turen så videre til Singapore, hvor vi skal udforske dette miniputland. Det har vi 4 dage til, hvilket efter sigende skulle passe fint, da vi her taler om et land på kun ca. 25 x 45 km.

Nå, det blev en lang fortælling, men der er så meget dejligt at berette om her fra Indien.

Vi vil gå ud og klappe en hellig ko – kan I nyde jeres Kr. Himmelfartsferie.

Namasté fra

Vijay Singh og Ajmal Khan

Alias Kennet og Pernille

Næste rejsebrev