Rejsebrev sendt hjem fra Vietnam/Laos d. 2. april 2012

 

 

Buy something, sir

 Det var ret nemt at komme fra Cambodja og ind i Vietnam. Lange køer af busser og svedende turister tog denne tur, og vietnameserne ville egentlig bare tjekke, at vi havde betalt for det dyre indrejsevisum, og så var vi inde.

Transport
Jeg tager mig selv i at gå og nynne ” jeg gik mig over sø og land… og alle dem som dytte kan, de har hjemme i Vietnamland”. Vi er uden tvivl tilbage til et sted, hvor man mener, at den med det største horn har ret.  

Vi kører en del i bus. Uanset distancen tager turen 5-6 timer. Vejene er egentligt gode, men når der kun er ét spor, og masser af lastbiler og anden tung trafik, så kører man i kø. Der udover skal der jo også være tid til spisepauser, rygepauser og tissepauser. Vietnameserne spiser i øvrigt hele tiden, men det er en hel anden historie.

I Vietnam har man i de store byer trafiklys – og de virker – og fodgængerfelter. Det er jo fantastisk, hvis det ikke lige var fordi ingen ser ud til at tage dem alvorligt. Det kan være frustrerende og lidt farligt, at slentre over en fodgængerovergang med grøn mand, mens motorcykler forsøger at køre din bagdel af.

Og til et vigtigt emne - maden
Først og fremmest – der kommer til at gå rigtigt lang tid, før der bliver serveret ris på Kobbersmedevej 15. Vi spiste også meget ris i Indien, men det var løse ris; ris der ikke klistrede sammen til store klumper, og som ikke voksede i munden. Her i Vietnam er det en kunst at få risene til at minde om risengrød, hvilket ikke får mig til at trykke ”like” på min facebookprofil.

Desuden koger vietnameserne alt. Dyr med hoved ryger i gryden sammen med ris, nudler og alt grønt fra haven. Når det så har kogt en time eller to, så koger vi det lige lidt mere, og serverer det i en skål med noget af væden og kalder det suppe. Konsistensen er nu blevet noget grødet og farven grå. Suppen spises ikke nødvendigvis med ske, men gerne med pinde. Det går også meget godt med kød og grønt – sådan da – men når det kommer til det flydende stads, så kan enhver jo se, at det er dømt til at mislykkedes. Det har vietnameserne så også erkendt, så der tages skålen op til munden, og så slubres der MEGET højt.

Konceptet ”vegetar” kendes ikke. Vi har set rigtigt mange spisekort, hvor de har en hel side med ”vegetarretter”, men glæden varer kun indtil jeg så ser forklaringen under retterne: rejer med grønt, blæksprutte med gulerødder - og så den sidste – grisetæer med grønt. Siden hvornår er grisetæer blevet vegetariske? Jeg undres, men har fundet ud af, at vietnameserne oversætter ordet ”vegetar” til ”retter, hvortil der serveres grøntsager”.

Intimsfæren – et ukendt begreb her
Dem, der kender mig bare lidt ved, at den plads, som jeg brug for rundt om mit korpus er større end de flestes. Jeg har brug for plads og ynder ikke fysisk kontakt med alle mulige og umulige personer, der tilfældigvis krydser min vej. I Vietnam gav denne særhed mig visse problemer. I et land, hvor man er mange mennesker på meget lidt plads, har man ingen problemer med at stå og bevæge sig meget tæt.

Det sås derfor flere gange, at jeg højlydt måtte bede en lille ivrig vietnameser om at hoppe ned fra mine tæer eller lade være med at stå og grubbe mig på ryggen, når vi stod i kø.

Kan der presses lidt mere i rygsækken?
Som vidst skrevet sidst, så begyndte rygsækken at ligne en halvgammel dame med lidt for meget på sidebenene, og der var absolut ikke plads til selv den mindste souvenir. Derfor besluttede vi os for at gå på posthuset i Saigon og se, om det var muligt at sende lidt gods hjem.

Vi var ikke de første, hverken generelt eller den dag, med det ønske. Der var en hel afdeling, der ikke lavede andet end at emballere og sende folks habengut til hele verden. Smart. Vi pakkede et par bæreposer med diverse brugte guidebøger, souvenirs og tøj, som Kennet havde slæbt med, men som han godt kunne se, at han ikke fik brug for. Der skulle udfyldes flere blanketter end ved ansøgning om visum til Nigeria - og det siger ikke så lidt - og herefter stemples og stemples. Næsten 4 kg røg i en stor kasse. Nice! Vi havde regnet med, at et lille skib skulle bringe denne kasse sikkert til Randers, men vi skiftede mening, da vi spurgte, hvor lang tid det så ville tage? 3-6 måneder, var svaret. Nu havde jeg ikke tænkt mig, at mine souvenirs først skulle ankomme til Danmark sammen med årets julebryg 2012, så derfor måtte vi betalte 3 gange så meget som først regnet med, men til gengæld lovede postvæsenet, at vores pakke ville ankomme til Danmark i løbet af 3-4 uger.

Sproget
Efter Thailand og Cambodja troede vi ikke, at engelskkundskaberne blandt de lokale kunne blive værre. Vi tog fejl. Langt fra alle taler engelsk, og samtidig er mange ikke særlig fantasifulde, når det kommer til tegnsprog og fagter. Selv dem, der faldbyder sig selv som ”engelsktalende guider” er tit så dårlige til engelsk, at vi må gætte os til, hvad de mon fortæller.

En guide, der meget alvorligt fortalte om Vietnamkrigen siger ”we would like pee” (vi vil gerne tisse) men skulle selvfølgelig have sagt ”we would like peace” (vi ville gerne have fred).

Eller tjeneren, der glad spurgte ”would you like eye in your coke?” (ønsker du øje i din cola?) men det han egentligt ville have spurgt om var ”would you like ice in your coke?” (ønsker du is i din cola).

Det der med at få endelserne med, er tit et problem.

Laos
Så gik turen ind i Laos. Med start fra en lille by i Vietnam sammen med 8 andre turister, en håndfuld lokale vietnamesiske mænd og 7 kvinder fra den lokale bjergstamme, satte minibussen i gang kl. 5.30.

Det var ok, at vi kørte rundt og rundt for at finde et par ekstra passagerer, som vi kunne presse ind i den i forvejen overfyldte bus. Det var ok, at vi stoppede for at tage bagage af og på og det var næsten også ok, at de laonesiske grænsekontrollører tog alle mulige og umulige gebyrer for at lade os komme over grænsen, men da flere af de lokale passagerer begyndte at blive køresyge og kaste deres nyligt spiste nudlersupper op i medbragte gennemsigtige plastiskposer, så var det bare for meget.

Ved grænsen blev vi mødt af en lille laoneser, der kom hen imod turisterne med en tingest, der lignede en sømpistol. Han rettede den mod panden af den første turist og helt ærligt, så synes jeg måske ikke det var den mest flinke måde at hilse turister velkomne på. Jeg tænkte et øjeblik, om vi skulle dø nu, men fandt så ud af, at det var en temperaturmåler. De ville tjekke, om vi havde feber. Jeg ved ikke, hvad de ville have gjort, hvis nogen af os rent faktisk havde været sløje, for vi var langt fra alt levende her ude midt i ingenting.

Men vi overlevede og slap alle ind i Laos.

Friluftsliv
Laos har overraskende meget fantastisk natur. Her er gode muligheder for at vandre, cykle, sejle mv. Efter vores store succes med at sejle kajak i Halong Bay, Vietnam, var vi kække og bookede en heldagstur med indlagt kajakpadlen.
Bureauet havde solgt for mange pladser på turen, og havde derfor ikke nok kajakker. Løsningen blev at leje nogle fartøjer, der nok nærmere var kanoer. Vi fik en meget lille kajak, og når Kennet padlede dryppede det på mig, så tæt sad vi. Det viste sig hurtigt, at vi ikke havde kræfterne, eller de koordinerende evner, til at kunne følge med de andre, så vi byttede makkere. Jeg kom med i guidens kajak (som at vinde i lotteriet, for han kunne padle!), mens Kennet blev sat sammen med en ung englænder. De øvede sig lidt sammen, men som I kan se på det vedlagte billede, så var det heller ikke nødvendigvis en stor succes.
Før de større rapids (hvirvler i vandet) byttede vi igen. Eller faktisk kyllingede jeg ud, og sammen med en schweizer tog vi motorbåden det sidste stykke. Kennet kom i en af ”kanoerne” sammen med en stor englænder, og de padlede der ud af. Jeg sad i motorbåden og ventede med kameraet ….. og ventede og ventede. Vi sejlede lidt fremad, og pludselig så jeg en kano/kajak med bunden i vejret .. og en til. Shit. Alle bådene var væltet. Vi sejlede rundt og ”redede” alle de strandede sejlere. Heldigvis var ingen kommet til skade. Faktisk var bådene ikke tippet rundt, men havde alle taget så meget vand ind, og det kunne ikke løbe ud igen, så de var simpelthen bare lige så stille sunket. Da vi havde fået bjerget alle bådene og alle mand var vel (men våde) ombord igen, kunne vi bare grine af det. En af englænderne havde endda haft så meget overskud, at han filmede en video med sit kamera imens de sank, så nu venter vi på, at filmen kommer på You Tube.

Noget mere held havde vi på en mountainbike tur ud af små og støvede veje, hvor ikke mange turister kom. Vi endte i en lille landsby, hvor børnene nysgerrigt kiggede på de underlige hvide, som tog billeder af dem, vinkede og smilede. Det var en skøn dag.

Maden
I Vietnam tænkte vi, at det ikke kunne blive værre og mere kedeligt, men der tog vi fejl. Sticky rice i Vietnam er vand ved siden af, hvad man får i Laos. Risene kan skæres ud i firkanter, og er som beton. Nogle gange er den endda kold, men det fylder sikkert godt i maven. Meget imod vores principper sniger vi os derfor ofte ind på en af de restauranter, der tilbyder ”europæisk mad” og nyder en pizza eller spaghetti.

Det lokale islæt fastholder specielt Kennet dog ved at drikke den lokale øl ”Beer Lao”, som fås i 600 ml. flasker for under 10 kroner.

Sidste stop – Hong Kong
Turen fra Laos gik med nattog i 12 timer til Bangkok i Thailand og med et stop-over her i 8 timer, og derefter videre med fly til Hong Kong. Her er vi nu i gang med 5 dages storbyferie som enden på vores tur. Dette er derfor vores sidste rejsebrev for denne gang, og de gode historier om Hong Kong må vente, til vi kommer hjem.

Vi har haft 3½ fantastiske måneder med mange forskellige oplevelser. Vi elsker at rejse, og er faktisk også ret gode til det, hvis vi selv skal sige det. Men, på trods heraf, må vi hellere vende snuden hjemad. Job, tøjvask, rengøring og havearbejde venter, og hvem vil dog undvære det?

Vi må hellere hjem og gøre os fortjent til at komme af sted igen, og vores første spørgsmål til chefen vil blive ”hvornår kan vi få fri igen?” J

Sabaidee – melder Viengsavan og Sibisansan – alias Kennet og Pernille – vi ses i Danmark d. 6. april.