Azerbaijan 2009
 

Indrømmet, Azerbaijan er nok ikke danskernes foretrukne rejsemål, men dermed er det vel også sagt, at det passer os fint. Inden afrejse var vi helt indstillet på, at vi ikke skulle ned og opleve store historiske ting, arkitektoniske perler eller storslået natur som Grand Canyon, men skulle ned og se et gammelt stykke "øst", inden det blev "vest." 

Vores rygsække - klar til afgang.

Pernilles far og mor hentede os søndag morgen kl. 9, og kørte os til Billund. Ingen trafik på trods af skoleferiens start. Hurtig indtjekning og så var vi på vej. Vi mellemlandede i Riga og fløj videre til Baku i Azerbaijan. Vi landede til tiden, hvilket var 02.30 om natten, og brugte lidt over en time på at få vores visum. Pjat, for det var alene et spørgsmål om at de skulle indkassere 60 Euro pr. mand, men der skulle stemples, skrives og udfyldes.
Vi havde booket et hotel hjemmefra og aftalt, at de skulle hente os i lufthavnen. Et sådan arrangement havde vi haft held med før, så det regnede vi også med, at vi ville have denne gang. Men nej. Der var ingen til at hente os. Vi ventede, det kunne jo være - men nej. Så sendte vi en SMS til ejeren - ingen reaktion. Så ringede vi til hotellet, men natportieren kunne ikke engelsk. Vores redning blev en ung mand i lufthavnen, der talte engelsk. Han ringede til hotellet for os. Det virkede ikke som om de kendte vores reservation, men de sendte en taxi. Klokken var ved at være 04.30 og tålmodigheden ikke hvad den havde været. Vi blev kørt ind til byen og sat af uden for "Guest House Inn". Hmm, vores reservation var på "Altstadt hotel". Vi fik at vide, at ejeren var den samme og at der var sket en over-booking, men at vi kunne få Guest House Inn til samme pris. Det lød underligt, men portieren i telefonen havde godt nok ikke lydt som om han kendte vores navne og kl. var over 5 om morgenen, så hvad pokker. Det viste sig næste dag, at det var løgn og at vores reservation på Altstadt var ok, men det var der ikke noget at gøre ved.

BAKU

Vi tog et par timers søvn, og tvang så os selv op igen i håbet om at få vendt det indre ur til Azerbaijansk tid. Vi startede med at tage en gåtur rundt i byen som foreslået at Lonely Planet.

Vi startede ved Jomfru Tårnet. Et 29 meter højt stentårn, sandsynligvis bygget i det 12. århundrede. Herefter gik turen rundt i den gamle bydel med de små krogede gader og butikker gemt væk i kælderetagerne.

Jomfru Tårnet

Shirvanshahs Palads. Entre 2 Manat p.p. (ca. 14 kr.) og 2 Manat for kamera. Som tilhørte middelalderens herskende dynasti i Azerbaijan. Bygget i det 15 århundrede og helt renoveret i 2003.

    

Vi fortsatte til den nye bydel og så en række nyrenoverede bygninger, bla.. den Filharmoniske Koncertsal, kunstmuseet og rådhuset.

Så gik turen ned langs vandet, på byens promenade, kaldet Bolvar, forbi tæppemuseet, et par parker med springvand inden turen gik forbi operahuset og sluttede af på Fountains Square. Undervejs fik jeg også set et indkøbscenter, hvor brudekjoler kunne købes side om side med hårshampo og DVD´er.
Turens første souvenir, selvfølgelig et ur, blev købt her.

Byen var overraskende ren, velholdt og vestlig. Der var mange grønne parker med flotte springvand og bænke.

Næste dag tog vi metroen og efterfølgende bus til Atesgah Fire Temple. Stedet er bygget ovenpå en naturlig gasreserve i jorden, og det betyder, at der brænder "ild fra jorden". Dette fænomen har gennem tiderne dannet baggrund for frygt og undren og hellige mænd og tilbedelse. Der var nogle små displays med billeder.

Vi tog bus og metro tilbage, og brugte resten af dagen på at gå rundt og kigge på byen. Om aftenen tog vi hele strandpromenaden og så og blev set sammen med 100-vis af Baku´ere.

Næste morgen tog vi metroen ud til den gamle busstation og videre med bus 284 til den nye busstation. Her fandt vi en minibus, der tog os de 4 timer til Ismayilli. Her fandt vi en taxa, der ville køre os til bjergbyen Lahic. De første 50 meter efter vi forlod hovedvejen op i mod Lahic var vejen asfalteret, og herefter var det sten og grus. Turen tog alt i alt 1½ time, og der var noget længere, end vi havde regnet med.
Vi blev sat af midti byen, og hvilken by! Der var en lang hovedgade belagt med brosten. Der kørte et utal af skrumlende Ladaer rundt og imellem dem så man mænd på hest. Det virkede som en dårlig udgave af Djurs Sommerland. Vi gik op til Turistinformationen, som efter Lonely Planet skulle være en af landets bedste.

 
Den var middagslukket (troede vi) men en gammel dame viste os hen til et muligt overnatningssted. Det var et privat gæstehus. Hyggelig have, og værelset ok, men lidt fugtigt og lugtede gammelt. Vi var dog ikke så meget til dasset og det faktum, at der ikke var rindende vand. Vi gik videre for Lonely Planet havde anbefalet et sted med "træk og slip". Det lå flere kilometer væk og rygsækkene var tunge i den bagende sol. Ved at spørge os for fandt vi dog stedet, og tog værelset. Det var lidt fugtigt, men der var dog et badeværelse og vand.
Vi gik op til turistinformationen igen. Nu skulle middagspausen være slut. Men, nej. Damen fik med tegn og fagter forklaret os, at turistinformationen var helt lukket og at vi ikke kunne gå en guide med ud og vandre. Hmm, det var hele ideen med at tage til Lahic. Så besluttede vi os for at tage videre allerede næste dag.
Vi gik lidt rundt i byen. Vidste man ikke bedre ville man tro, at vi var en del af udstillingen på Hjerl Hede.
Vi spiste på byen vidst eneste spisested. Kennet fik kød, jeg fik brasede kartofler - alt sammen til en pris, som jeg slet ikke vil nævne, men turisterne blev taget ved næsen.

Vi gik hjem til hotellet og satte os og læste lidt, mens der gik køer forbi vinduerne og Ladaerne skrumlede forbi.

Kl. 5 om morgenen blev vi vækket af den lokale Imam (eller hans båndoptager). Så var der bøn!. Det var første gang i Azerbaijan, at de havde hørt kaldet. Suk, ikke lige ønskesituationen i en ferie, men sådan er det.

Vi havde besluttet os for at tage videre med bussen allerede kl. 8.30 og vi forlod hotellet omkring 7.30. Ingen i huset var stået op, så vi lagde bare pengene på værelset, og gik ned til bussen. På vejen mødte vi lederen af turistinformationen. Så var turistinformationen altså ikke lukket - suk - det ville vi gerne have vidst dagen før for så var vi blevet og havde taget en vandretur.

Vi tog bussen ned til Ismayilli. Det var en skrumlende sag. Ingen affjedring, men chaufføren havde helt sikkert prøvet turen et par gange før, og det gik som smurt. I Ismayilli skulle Vi have været med bus - men .... vi tog luksusudgaven og fandt en mand, der kunne køre os til Qabala. I Qabala burde vi have fundet en bus, men da der var en mand, der alligevel skulle samme vej, og ville tage os med for 70 kr. så slog vi til. Bussen ville tage 3 timer, vi gjorde det i bil på 1 time.

Sheki

Vi var så heldige, at der var plads på byens mest spændende hotel. Det er bygget i en gammel karavansaray, et sted hvor de handelsrejsende i gamle dage gjorde holdt, spiste, sov og skiftede heste.

Den gamle bydel

Khan´s palads.
Entre 80 Qapiq (5,60 kr) og kamera 2 Manat (14 kr).
Blev færdigt i 1762. Foran står to store træer, der angiveligt blev plantet i 1530. Paladset er kun et rum dybt, og har på 1. salen et kvinderum med blomster og fugledekoration og et herre-rum, som tilhørte Khanen, som har billeder af løver og mytiske uhyrer. Paladset ligger inden for murerne af Haci Shalabi´s Nukha Fort.  

        

Der skulle også have været nogle arbejdende værksteder, men de var alle lukkede.

Vi gik ned i byen. Det er en ekstrem lang by og vi fik travet nogle km. Vi så markedet og kiggede butikker. Selv om vi ikke er langt fra Baku set på kilometer, så er vi mentalt mange tusinde kilometer væk. Alt er anderledes. Husene, butikkerne, folks påklædning, renligheden - alt. Det var meget interessant at iagttage.

Vi forsøgte også ihærdigt at finde et postkort. Der var et par souvenir-butikker, herunder en på vores egen hotel, men postkort, det bruger man ikke. Det siger vel egentlig også en hel del, for Lonely Planet beskriver, at er der lidt turisme i Azerbaijan, så er det i Sheki. Vi mødte da også 5 andre turister, men så var det vidst også det!

Kish

Byen ligger 20 minutter fra Sheti.
Byen ligger omkring en nyrenoveret albansk kirke med et særpræget rundt design. Der var udstillet genstande fra det albanske rige, der var en kristen nation i Kaukasus. Der er ingen forbindelse til det nuværende Albanien. Nordmændene havde hjulpet med renoveringen, der var færdiggjort i 2003.
Der var fine skilte fra busstoppestedet og op til kirken.
 

 
Om aftenen gik vi en tur i Sheki midtby. Der var ikke så meget at se på, mest mennesker. Vi fik en god middag på byens fineste hotel (kostede 140 kr. incl. drikkepenge) og satte os herefter over i parken og drak te sammen med alle Shetis mænd - kvinderne var hjemme for at passe børn.

Næste dag gik turen med bus videre til Zaqatala.
 

Zaqatala
Byen betegnes som Azerbaijans hasselnøddehovedstad, selv om vi ikke som turister umiddelbart kunne se tegn på det. Byen er lille uden interessante seværdigheder, men egentlig meget pæn og et fint stop for lidt afslapning. Vi fik et værelse på byens flotte, nybyggede hotel, og gik herefter en tur op i byen, kiggede på butikker og satte os i byens park og vi Döner og is.

I guidebogen stod, at Sheti var en fin by, men vi synes nu, at Zaqatala var finere. Flere huse var renoveret, og der var flere parker. Bestemt et godt sted for en afslapningseftermiddag.

Aftenen tilbragte vi på en sjov russisk restaurant, hvor man sad i små træbåse og spiste, og da vi spurgte tjeneren til "menukort" smilede han og sagde "that´s me".

Vi gik på internettet og ellers hjem for at nyde vores fantastiske værelse og de luksuriøse badeforhold.
 

Næste morgen gik turen til Balakan og herefter mod grænsen til Georgien. Jeg er altid lidt bekymret, når grænser skal krydses. Man er på udebane og er aldrig helt sikker på, hvad der skal ske. Træder man ved siden af, eller er grænseposten sur den dag, så kan du risikere ikke at blive lukket ind. Ikke at jeg nogen sinde har prøvet det, men skrækken sidder dybt.

Vi tog en taxa til grænsen. Egentlig mente vi, at vi havde aftalt med taxachaufføren, at han skulle køre os til grænsen og igen 4 km. på den anden side, til den nærmeste by, men næ, vi blev sat af ved grænsen og fik at vide, at vi måtte finde en taxa på den anden side.

Det var nu egentligt nok også fint nok, for der var en uendelig lang kø af biler og lastbiler, der skulle over grænsen. Det var helt vildt. Alle blev tjekket meget grundigt, og jeg tror ikke, at køen ville nå igennem den dag, heller ikke selv om klokken vel kun var 10 om morgenen. Vi fik inddraget vores pas - og er der noget jeg hader, så er det at være uden pas! - men på den anden side, så gjorde alle de lokale det samme, så det var nok ok. Vi fik tjekket vores bagage ganske lidt og efter lidt venten kom politimanden smilende og overrakte mig vores pas. Han ønskede os fortsat god tur, og så var vi ude af Azerbaijan. Så gik turen videre til indrejse i Georgien. Vi måtte pænt vente uden for paskontoret, og så blev der lukket 1-2 ind ad gangen. Da det blev vores tur sagde en træt politimand, at der simpelthen bare havde været så mange grænsegængere, helt siden klokken 5 om morgenen. Han så træt ud, og fik ondt af ham. Vi fik taget billede, fik indrejsestempel og vores bagage blev kørt igennem en bagagescanner, og så var det "velkommen til Georgien". Rimeligt smertefrit - heldigvis.

Læs mere om vores videre rejse i Georgien hér