Ghana 2011

En længe planlagt orlov skulle starte i Ghana d. 26.12.2011.

Juleaften blev holdt med familien og 1. juledag også. Så var det tid til afgang. Som sædvanligt har jeg så svært ved at sove, når vi skal op tidligt og af sted. Denne gang var ingen undtagelse. Et par timer blev det vel til, inden vækkeuret ringede kl. 03.45. Min far og mor hentede os og kørte os til Aalborg lufthavn. Ingen sne eller frost i denne vinter indtil videre, så turen gik smertefrit. Det gjorde aflevering af bagage, turen til København og videre til Lissabon også. Her havde vi 5 timers ventetid, som vi fordrev i Diners Loungen, hvor vores Diners kort indtil 31.12. heldigvis stadig gav gratis adgang.

Videre mod Accra. Stille og rolig flyvetur. En del af passagererne var af gode grunde noget mørkere end os, men overraskende stille og civiliserede.
Efter ca. 6 timer ankom vi til Ghana. Da flydørene åbnede sig blev vi næsten kastet tilbage af en varm vind. Puha, Ghana i december er noget varmere end Danmark, selv om vi i Danmark havde varmerekord med 10 grader, da vi rejste.
Vi kom igennem immigrationen uden den store ventetid og herefter skulle bagagen bare komme. Vi ventede og ventede, og begyndte at blive bekymrede. De samme kufferter kørte forbi i en uendelighed. Men, til sidst kom endnu et læs kufferter, og YES, her var vores rygsække. Vi gik ud i forhallen. Så sent som samme morgen havde hotellet bekræftet, at de ville komme og hente os. Men nej, ingen mand med et skilt med vores navn på. Øv. To vagter ringede til hotellet for os. Det var de kede af - det havde de nok glemt. Vi skulle bare tage en taxa og så ville de betale. Vagterne ville selvfølgelig have betaling for deres ulejlighed, og vi måtte ind og veksle. Vi fandt en taxa og han fandt hotellet - troede vi. Det viste sig, at vores hotel havde flere afdelinger, og vi var kommet til det forkerte. Det, vi havde booket lå langt uden for byen, sagde chaufføren. Vi troede ham, for hoteldamen havde sagt, at turen kunne tage 40 min. Taxachaufføren tilbød at fine et hotel til os inde i byen. Vi sagde ok. Han fik en god pris fra os for turen, kommission fra hotellet og vi fik et værelse. Det var næsten midnat, så vi skulle bare have et sted at sove.

D. 27.12.2011
Det var svært at finde den rette temperatur og falde helt til ro efter en lang rejsedag, så der blev sovet lidt i små ryk. Sengen og puderne var dog gode, selv om lagenet (altså det de kalder en dyne) var et enkeltlagen og derfor enten for smalt eller for kort. kl. 8 stod vi op, fik den obligatoriske toast og omelet-morgenmad og så betalte vi for endnu en nat. Det var dyrt, men lå fint og der var rimeligt stille. Vi tog en taxi til den togolesiske ambassade, for vi skulle have styr på visum. Taxichaufføren forsøgte at få lidt flere penge ud af os end aftalt - en bonus - men det kunne han godt glemme. Vi ringede på hos ambassaden, men en vagt kom ud og sagde, at de havde lukket pga. helligdag. Øv. Vi troede ikke, at den 27 var en helligdag. Det var der ikke noget at gøre ved. Så måtte vi komme igen i morgen.

Vi tog en taxi til Independence Square (også kendt som Black Star Square) , og gik herfra ned til stranden. Overraskende ren og  flot. Vi gik langs stranden og kom op ved The Art Center. Her blev solgt mange flotte kunsthåndværk, men når rygsækken allerede er godt tung så tænker man sig om, inden man bare køber.

 
                                                     Independence Square

Vi kom til Kwame Nkrumah Memorial Park. Entre 6 cedi for udlændinge. Et fint og roligt lille område med springvand og rige ghanesere på tur. Der var også et lille museum, der fortalte lidt om Kwame.

Vi forsøgte at finde Markola Market, men synes ikke rigtigt, at det ville dukke op, der hvor det skulle. Vi spurgte et par unge mænd, som svarede, at pga. helligdagen var markedet i dag meget begrænset, men at vi stod midt i det :-)

Vi fandt en lille oase i en park, hvor man i skyggen kunne få lidt at spise, kæmpe øl og sodavand. Vi tog en pause. Det var hot midt på dagen og vi var kommet dertil, at man ikke tog sig af, at sveden haglede ned ad ryggen. Efter vejrudsigten skulle vi have 34 grader her i Accra - noget mere end i DK.

Vi gik tilbage. Det er nu den bedste måde at se et land og menneskerne på. Selv om hotellet ikke lå på kortet og vi ikke havde nogen adresse, lykkedes det på mirakuløs vis Kennet at finde hotellet. Fantastisk. En lille lur i A/C´en blev det til. Puha, man bliver lidt dvask ... hvilket også er karakteristisk for ghaneserne, der konsekvent ligger og sover alle steder.

En af hovedgaderne i Accra

Vi fandt en restaurant tæt på hotellet, hvor der blev serveret god vestlig mad - kylling og pommes. Nå ja, vi var jo lige landet. Tjeneren blev så forskrækket over at se to hvide, at han tabte en stor skål på gulvet. Stakkels mand. Efter maden gik vi en tur ud i byen. Tænk, nu virkede det helt køligt. Der var kommet liv i byen. Om det var pga. den køligere temperatur eller fordi helligdagen var ved at være slut vides ikke. Vi gik ikke så langt væk, for vi skulle jo helst kunne finde tilbage igen.

Tilbage på værelset stod den på aftenhygge alias avislæsning og nyheder fra Kina på tv´et.

28.12.2011
I dag talte tjeneren i restauranten bedre engelsk, og vi fik derfor valgmuligheden mellem te og kaffe. Vi var 3 hold turister, der spiste morgenmad, så det berettigede til at vi måtte få A/C´en tændt.

Accra set fra oven

Vi tog en taxa til den togolesiske ambassade - igen. Denne gang var der åbent. Vi skulle først udfylde en masse oplysninger i bogen hos vagten. Herefter blev vi spurgt, om vi havde togolesisk valuta, for visumet skulle betales i denne mønt. Og nej, det havde vi selvfølgelig ikke. Vi var jo i Ghana. Han vekslede gerne - til super overpris - men hvad skulle vi gøre. ansøgningen skulle udfyldes i 3 eksemplarer og ikke noget med at fotokopiere, næ nej, det var 3 gange skrivning. Så skulle han brug en fotokopi af passet. Nej, det havde vi heller ikke med. Suk. Han havde åbenbart ikke en fotokopieringsmaskine, for så ville han da garanteret have solgt os en fotokopi til overpris. Vi blev vist ud af ambassaden og ned af vejen. Vi kunne ikke rigtigt finde noget, men så hjælp en venlig mand os ind på en skole, hvor skolens geografilærer mod en ganske lille betaling tog et par kopier til os. Så tilbage på ambassaden og blev flået yderligere 20 Cedi i "ekspresgebyr". Det betød, at vi kunne hente passet efter kl. 14 samme dag. Så en taxa tilbage til hotellet og pakke sammen. Vi fik hotellet til at opbevare bagagen og gik ud og kiggede lidt mere på byen, herunder at vi spiste en is - lynhurtigt for at den ikke skulle smelte.

Man bruger bilerne til at udstille sine varer

Tilbage på hotellet så vi bedende på receptionisten og hun tændte for A/C i receptionen. Kl. 13 tog vi en taxa ud på ambassaden. "Det var kl. 14" sagde manden spidst, og vi satte os ned og ventede. Lidt over kl. 14 fik vi vores pas retur. Vi fandt en taxa, som ville køre os til busstationen. Der var meget trafik i byen  dag, så det tog lidt tid.

Busstationen i Accra

Da vi endelig nåede busstationen blev vi peget i retning af busser til Cape Cost. Vi købte en billet til en luksus A/C bus. Det var en fin minibus. Vi sad lidt tæt, men A/C´en virkede og vi var langt færre i bussen end i de øvrige busser vi så på vejen. Der var vejarbejde på vej ud af Accra så trafikken sneglede sig af sted. Mange tak for at køre i en A/C bus! Efter 3 timer kom vi til Cape Cost og buschaufføren kørte os næsten til døren på det hotel, vi havde valgt ud fra Lonely Planet.

Det var en ok hotel. Værelserne havde en lille balkon og A/C var fin (meget vigtigt i dette varme land) men lys var ikke noget de gjorde så meget i. Værelset var kun oplyst af en enkelt sparepære, men hvad pokker. Vi havde jo pandelamper med, så det gik nok.

Vi gik ned i byen. Det var en meget mørk by sammenlignet med Accra. Vi var enige om, at næste aften skulle der vidst en pandelampe med. Vi fandt med lidt besvær et godt spisested ved siden af fortet - helt ned til vandet. Herefter var det hjem til hotellet. Vi kunne ikke få det trådløse netværk til at virke, men tjekkede lige mails  på hotellets computer. Et dejligt bad og så havde vi vidst også gjort det godt for i dag.

D. 29.12.2011
Cape Coast Castle. 20 Cedi for 2 personer incl. kamera. Vi fik en fin guidet rundtur på fortet, som er fra 1637 og bygget af hollænderne, og udvidet af svenskerne i 1652. Fortet gennemgik 13 turbulente år indtil 1664, i hvilke et skiftede ejere 4 gange, for at ende på britiske hænder.

Fort William. Lå oppe på en stejl bakke. Fortet er ikke åbent for besøgende, men vi mødte en mand deroppe, som tog os med inden for. Det viste sig nemlig, at fortet var lavet om til beboelse. Vi fik en rundtur af en af beboerne. Alle der boede i fortet arbejde, eller havde en pårørende der arbejdede, på Cape Coast Castle. Jeg vil egentlig ikke sige, at fortet var indrettet til beboelse - det var vidst mere bare sådan, at beboerne var flyttet ind. Der var en flot udsigt over byen fra toppen. Beboeren fik selvfølgelig lidt for hans ulejlighed.

Vi kiggede på et par af byens kirker ude fra, og spiste frokost på spisestedet fra i aftes. Mens vi spiste blev vi underholdt af lokale drenge, der øvede akrobatik.

Vi kiggede lidt rundt i byen og gik herefter hjem for at hvile lidt, inden turen igen gik ned i byen for at spise og kigge lidt rundt. Bla. ledte vi desperat efter en ATM, der havde penge og som ville give dem til nogen med et VISA-kort. Det lykkedes heldigvis til sidst.  

D. 30.12.2011
Vi sov længe - der var ikke noget, der hastede i dag. Vi pakkede vores ting, og fandt en taxa, der ville køre os til Elmina Bay Resort. Her skulle vi være i 3 dage og fejre nytår.

Chaufføren satte os af uden for Elmina Bays reception. Meget fint sted, og vi var også kørt forbi flere meget fine resorts på vej herud. Værelset var ikke klart, men vi kunne sætte os ned til poolen. Ja tak - det gjorde vi gerne.
Frokost blev indtaget i restauranten, som havde den fineste udsigt over havet.
Da vi havde spist fik vi værelset. Der var problemer med A/C´en og der kom næsten intet vand ud af bruseren. Kennet brokkede sig, og heldigvis blev vi flyttet til et andet værelse, hvor alt var perfekt.

Svømmetur i poolen, ned og kigge på stranden og havet og ellers bare total afslapning.

Aftensmad i restauranten med udsigt, eller her om aftenen mest lyden fra havet. Aftenen blev nydt på balkonen og værelset. Det er luksus at have så meget plads, masser af bløde, rene håndklæder, engelsk sport på TV´et og internet.

D. 31.12.2011
Morgenmad i restauranten. Vi var der 8.15, for det bliver tidligt lyst i Ghana, og så er man jo vågen alligevel. De andre turister kom dog først noget senere kunne vi konstatere.

Vi ville ind og se Elmina i dag, og besluttede at gå derind langs stranden og så tage en taxa hjem. Turen langs stranden var skøn. Vi fik set nogle af de andre resorts, fiskerne og en lille landsby med børn, grise og geder og masser af "lokalt liv".

Den lille landsby

Inde i byen så vi først byens borg - St. Georges Castle. Entre med kamera 20 cedi for to. Også her var inkluderet en informativ rundtur. Slottet er bygget af portugiserne i 1482 og overtaget af hollænderne i 1637.

Vi gik herefter op til Fort Jago. Et mindre fort på toppen af en bakke. Her gav vi hver 3 cedi for at komme ind. Fortet står øde hen, men der var da lige en mand, der tog imod pengene. Om de gik i egen lomme vides ikke.

Vi gik forbi den hollandske kirkegård, men den var låst af, så vi måtte nøjes med at kigge ind igennem hegnet. Vi gik op og så byen imponerende katolske kirke. Den var åben - det er ellers ikke almindeligt her i landet. Uden for stod bronzestatuer af kirkens tidligere overhoveder. Kirken er fra 1800.

Byen har også et stort fiskemarked - eller hvad man nu skal kalde det - for der bliver solgt alt muligt. Guiden på fortet sagde, at i dag var en stille dag - puha, så gad jeg godt se det på en travl én.

Travle Elmina

Vi tog en taxa hjem til hotellet og der var lige tid til en sen frokost til Kennet og noget solbadning til Pernille.

Kl. 19.30 spiste vi nytårsmiddag i restauranten og kl. 21.30 var der afrikansk dans, akrobatik og ildslugning.

Kl. 24 fyrede nogle af de lokale drenge lidt krudt af, vi skålede i cola-light (en udsøgt delikatesse her i landet, hvor det kan være svært at få) og spiste medbragte Karen Volf Petit Fours. Uhmm, meget hyggelig måde at bruge nytårsaften på.

D. 1.1.2012
På en dag, hvor mange nok har tømmermænd, stod vi friske op kl. 8.30, og gik i restauranten og spiste morgenmad.

I dag skulle vi lege charterturister, og ligge ved poolen hele dagen. Der var heldigvis lidt overskyet om formiddagen, for ellers var vi nok blevet totalt stegt. Der blev læst bøger og løst sudokuer hele dagen.

Vores strand ved Elmina Bay

Sidst på eftermiddagen kom en af tjenerne og spurgte, om vi ikke ville bestille aftensmad. Egentlig ville vi helst vente, for så var vi sikre på, at maden var varm. Men, der var så mange gæster, forklarede vores tjener, så det skulle vi. Kennet bestilte noget "hot" og tjeneren spurgte, hvor hot? Kennet svarede "meget" og kiggede på tjeneren, der grinede så han var helt skæv i hovedet.

Kennet går solnedgangstur i Elmina

Vi indtog aftensmaden 1½ time senere, og ja, Kennets mad var "hot". Så meget at tårerne næsten løb og han måtte spæde til med Heinz tomatketchup. Rygsækkene pakket, så vi var klar til afgang næste morgen.

D. 2.1.2012
Efter morgenmaden afregnede vi og tog en taxa (15 Cedi) til Cape Coast. Herfra en minibus til Accra (9 Cedi - sjovt som det kun kostede 7 den anden vej), en taxa fra Accra station til den station, hvor vi skulle med en minibus til Ho. Bussen blev fuld efter ½ time og så gik det afsted (8 Cedi og 5 for bagagen). Vejen var lidt dårligere end tidligere og vi måtte også igennem en masse småbyer, som krævede, at vores ellers så fartglade chauffør måtte ned i fart. 3 timer senere var vi i Ho. Mod et lille beløb kørte bussen os op til det hotel, vi havde valgt. Det havde skiftet navn i mellemtiden, så fint med lidt hjælp.

Vi havde planlagt, at dagen efter skulle bruges til at se Tafi-Atome abereservat, og spurgte i receptionen, hvordan vi kom dertil. De kunne skaffe en taxa til 100 Cedi. Det var langt mere, end vi havde regnet med, for guidebogen sagde, at der kun var 25 km. derud. Han ville gå ned til 80. Det måtte vi tænke lidt over. Vi gik ned i byen og fandt en taxa-holdeplads, hvor vi spurgte os lidt for. Vi fik dem ned i 60 Cedi og vi accepterede. Vi aftalte, at taxachaufføren - som i øvrigt hed Mike - skulle hente os næste morgen kl. 5.30, og køre os derud, vente til vi havde set aberne og så sætte os af på hovedvejen, hvor vi skulle videre til Hoehoe med en bus.

Vi kom til at mangle penge, men ikke så mange, at det kunne betale sig at hæve. Alle bankerne var lukket og der var åbenbart ingen vekselbutikker i byen. Vi blev vist op til "der sorte marked", som var en sort mand (he he), som til en ok kurs vekslede vores 120 US.

Vi gik tilbage til hotellet og satte os op i deres Rooftop bar og fik en øl/sodavand og efterfølgende noget aftensmad. Alle steder får man serveret ret store portioner, og dette sted var ingen undtagelse. Jeg måtte, hvilket ellers sjældent sker, give op og levne.

Vi skulle tidligt op næste morgen så det var ok at gå tidligt i seng (læs kl. 21, selv om vi ikke var stolte af det) *s

D. 3.1.2012
Vi startede tidligt ud. Som aftalt var vi uden for hotellet kl. 5.30 - og endda lidt før - for som ægte danskere er vi jo til tiden. "Vil I aflevere nøglen nu?" spørger vagten ved lågen og undrer sig slet ikke over, at turisterne forlader etablissementet før kl. 5.30. Vi ville dog godt lige vente og være sikre på, at Mike faktisk kom. Det gjorde han. 10 minutter forsinket (men det er at opfatte rettidigt her i landet) og i en ældgammel dieselhakker, hvor ruderne ikke kunne rulles op og hverken speedometer eller benzinmåler virkede.

Det første stykke af vejen var fin og det gik derudaf. Da vi drejede fra og vejen blev til grusvej gik det langsomt. Vejen var hullet og stejl. Vi var spændte på, om vi ville nå ud og se aberne, inden de var trukket ind i skoven igen.
Kl. 6.50 rullede vi op ved abereservatet og betalte vores entre på 8 Cedi p.p. (igen dobbelt så meget som ghaneserne) og en af de ansatte gik med os om bag nogle små hytter. Her holdt aberne til i dag. Der var 5 flokke og de kom morgen og aften for at få bananer. Dog kun i de perioder, hvor skoven ikke havde så meget frugt og bær at byde på. Aberne var vilde men alligevel så vant til mennesker, at de kom helt ned til vores hænder for at få en banan. Aberne havde bløde trædepuder og ikke ubehagelige når de hoppede rundt på én.

Efter en halv time var aberne mætte og posen med bananer tom. Pigen fra restauranten gik en lille tur i skoven med os og sluttede af i en lille landsby, hvor vi kunne konstatere, at der stadig er mange landsbyer i Ghana uden rindende vand.

  
Den lille landsby

Herefter kørte Mike os ud til hovedvejen. Vi havde sagt ok til at en lokal kørte med op til hovedvejen. Han skulle også til Hohoe. Lige i det vi kom op på hovedvejen kom en "tro tro" (bus), som kørte til Hohoe. Der var lige plads til os, så det kunne jo ikke være bedre. I Hohoe blev vi vist vej til en bus til Wli, og løbet af under en time var vi i Wli. Så var vi kommet langt ud. Jordveje, hytter og intet andet. Chaufføren pegede os i retning af Waterfall Logde, hvor vi havde booket en hytte over nettet mens vi var i Elmina - og heldigvis for det, for ellers havde der ikke været plads.

Stedet så rigtigt hyggeligt ud med en stor åben hytte i midten med borde og liggestole - et rigtigt afslapningssted. Vi talte lidt med de tyske ejere, og fik en sodavand, mens vi ventede på, at vores hytte blev klar. Hytten var ok stor med rent klinkegulv og en dobbeltseng. Badeværelset var ensuite, i ordets virkelige forstand. Toilet og bad var kun adskilt af en mur - men hvad pokker.

Vi fik hjælp fra den tyske ejer til ideer til ture. Vi havde egentlig tænkt at den første dag skulle være ren afslapning men  hun fik os overbevist os om, at vi kunne gå en tur op til en landsby og samtidig få en god udsigt med i prisen. Vi tog traveskoene på og gik af sted. Jeg ved ikke, hvad vi havde forventet, men ikke en stejl opstigning i flere timer og efter 1½ time måtte jeg give op. Det var for hårdt ,og vi vidste ikke, hvor langt der var igen.

Vi mødte flere lokale på vejen. Eneste vej op til byen fra ghanasiden var af denne sti og derfor blev alle varer bragt pr. fod. Det var imponerende at se folk vandre op og ned med tunge ting på hovedet. Da vi havde givet op og var på vej ned mødte vi et par piger på vej op. De nødede os til om vi ikke ville med op? De havde dunke på hovedet med vand og rygsække med varer. De pustede overhovedet ikke og jeg var ved at dø i et astmatisk anfald. vi spurgte, hvor langt der var til toppen. Ikke langt, svarede pigen, kun omkring 45 minutter. Nej tak - desværre - det kunne jeg ikke holde til. Vi gik ned igen og gik lidt i området og herefter hjem til frokost og afslapning og en lille en på øjet. Det var vel ferie.

 Vi havde vandret i 3½ time, og det var nok for i dag.

Aftensmad blev indtaget i spisehytten og selv om klokken kun var 19 så var jeg så træt. Det havde været en hård dag. Kennet gjorde alt for at holde mig vågen og det lykkedes med kortspil og koldt vand i hovedet at holde den gående til kl. 22, men så var der også slukket.

D. 4.1.2012
Kl. 6 begyndte hundene at gø, hanen at gale og barerne at spille musik. Så var dagen startet. Vi blev liggende til kl. 7 og så stod vi op. Min ryg gjorde knuder, men det blev heldigvis bedre i løbet af dagen.

Vi spiste morgenmad og pakkede rygsækken. I dag skulle vi se Wli Waterfall, det højeste vandfald i Vestafrika med en højde på over 500 meter over havoverfladen. Vi boede ganske få skridt fra indgangen. Vi betalte entre på 13 Cedi pr. person og 1 Cedi for kameraet. Vi fik tildelt en guide, Mighty, og så gik vi af sted.

Kennet og Mighty klar til tur

De første ca. 40 minutter var afslappende gang ligeud, men herefter blev det stejlt og sværere at komme op. Jeg måtte holde mange pauser undervejs men det gik. Da vi næsten nåede toppen blev Kennet dårlig. Han havde glemt at drikke og nu var det for sent. Vi nåede dog toppen og fik set det fantastiske vandfald. På vejen ned fik Kennet det virkeligt skidt. Han kastede op flere gange og vi holdt mange pauser. Det lykkedes dog at komme ned, selv om jeg et par gange troede, at vi måtte give op og tilkalde 4 små sorte til at bære ham.

Upper og lower falls, Wli

Vel nede igen betalte vi vores guide 10 Cedi i drikkepenge og jeg forsøgte at finde nogle kiks med salt i den lille butik ved indgangen. Det lykkedes ikke. Så gik vi tilbage til Lodgen og  Kennet kvalte hurtigt 2 sodavand. Så tog vi en lille lur. Kennet trængte og jeg var solidarisk. Da vi vågnede en time senere gik vi op for at få endnu en sodavand og noget salt. Vi bestilte aftensmad og jeg gik ned og tog et koldt bad. Så var det tid til aftensmad og Kennet så saglig ud, da de kom med kartoffelmos og kødboller.

Lower falls Wli

Aftenen blev brugt med at læse og lave hjemmeside.

D. 5.1.2012
Meningen var, at vi i dag skulle vi have været på Mount Afadjato, men oplevelsen fra i går gjorde, at vi ikke skulle klatre mere lige nu. Vi lejede i stedet cykler fra lodgen (8 Cedi pr. cykel pr. dag) og med et håndtegnet kort ville vi ud og se lidt af omegnen.

Vi havde aftalt at vi kunne sove længe, for der var jo ikke noget, som hastede. Men, det er bare umuligt at sove længe i Ghana. Alting vågner ligesom omkring kl. 5, og så vågner man også lige så stille.

Vi spiste morgenmad og fik vores cykler. Den ene var i stykker i gearene, så den blev byttet. Så skulle den anden pumpes og der skulle reguleres lidt på sadlerne og så var vi klar.

Vejene var flere steder med store sten og det pumpede og skrumlede, men det var heldigvis gode mountainbike-cykler. Vi var dog enige om, at vi ville få ondt bagi inden dagen var omme (og det holdt stik). Vi kom igennem små landsbyer og blev vinket til og hilst på. Vi overhalede mange gående og cyklende og alle steder mødte vi smil. Da vi kom til en Liati Wore var det tid til et stop. En cola blev drukket og så gik vi med guide de 45 min. ind til Tago Falls. Vi havde følgeskab af to ghanesere fra Accra. En hyggelig lille tur, og heldigvis var turen ligeud, for vi havde ikke kræfter til andet. Det var hyggeligt at cykle, men også ufatteligt hårdt i varmen og støvet.

Herefter gik turen hjemad. Vi havde ikke rigtigt nogen ide om, hvor langt der var hjem, og benene blev tungere og tungere. Til sidst bad jeg Kennet om bare at køre. Han skulle ikke vente på mig, bare han lovede at bestille en Fanta Apple (min ynglingsdrik i Ghana) så den stod klar, når jeg kom til Waterfall Lodgde. Benene kunne næsten ikke mere, men tanken om, at man da kom lidt fremad hver gang hjulene drejede rundt. Da jeg kunne se hotellet Waterfalls Heights kunne jeg ikke have været mere lykkelig. Det hotel lå i Wli, og jeg troede først, at jeg var "hjemme" i byen efter. Yes.
Ned mod lodgen, stille cyklen og vralte til spisehytten og få min velfortjente sodavand. Det havde været en hård, men også skøn dag.

Vi spiste aftensmad og pakkede vores ting. Næste morgen gik turen mod Togo.

D. 6.1.2012
Vi spiste morgenmad, afregnede og gik mod grænsen. Meningen var, at vi ville gå over grænsen, for den lå i Wli, men da vi så en bil på togolesiske plader spurgte vi ham, om han skulle til Togo? Jo, det skulle han og vi kunne godt køre med - mod betaling selvfølgelig.

Det var lidt omstændigt at komme ud af Ghana. Der skulle udfyldes papirer og stemples. Der sad to personer i grænsevagternes hus - en ung pige og en endnu yngre mand i T-shirt og joggingbukser. Det virkede helt vildt officielt! Vi fik vores pas men uden for havde forsamlet sig en stor gruppe mænd, der diskuterede og råbte. Efter lidt tid fandt vi ud af hvorfor. Vores chauffør måtte ikke tage os med fra byen. Det var en andens tur. Vi var sådan set ligeglade, men nu havde vi jo lavet aftale med ham den anden. De havde også flyttet vores bagage. Det blev jeg tosset over. De skulle ikke bare tage mine ting, hvilket jeg også fortalte dem. Der kom "mægler" på problemet, en politimand fra grænsestationen, og de diskuterede og diskuterede, mens de to hvide bare tænkte, "så find da for pokker bare ud af noget, og lad os komme videre".

Ja, grænsen var ikke andet end et skur og en låge.

Vi kom videre, og det blev med taxa nr. to. Så var vi i Togo.

Læs mere om vores tur videre i Togo her