Togo 2012

D. 6.1.2012
Som beskrevet under afsnittet om Ghana var vi kommet ind over grænsen, og vi betaler lidt ekstra for at taxaen sætter af sted og kører til Kpalime.

Bilerne var i noget dårligere stand end i Ghana.
Her er det forruden i taxaen fra grænsen og ind i Togo

Første hotel vi kigger ind hos er ikke prangende, men ok, men har ikke varmt vand. Efter dagene i Wli trænger vi bare sådan til varmt vand, så vi tager i stedet hotel Geyser, der ligger lidt længere nede af vejen. Her er også pool, men den får vi nu ikke benyttet, for der er hele tiden fyldt med byens unger.

Vi tager ind til midtbyen for at hæve nogle penge. Slubre, siger ATM´en, og så har jeg ikke noget Visakort mere. Vi skynder os ind i banken. Det er åbenbart noget de oplever ret tit. Vi får vores kort igen og der bliver udfyldt en rapport på problemet. Den flinke bankmand viser os, hvor vi så kan finde en anden bank, der vil udbetale nogle penge.

Vi mødte "Yahoo", en motorcykelfætter, som ville tage os med på tur den næste dag. Det aftalte vi. 11.000 pr. mand for en dagstur, hvor vi ville få set to klostre og et vandfald. Det var en aftale. 

Affald i byens gader

Vi fandt en restaurant tæt på hotellet. Der var kun os, og så bliver man altid lidt bekymret, men det var der ingen grund til. De serverede rigtig god mad og til rimelige priser. 

Da vi kom hjem var der fortsat gang i brylluppet på hotellet. Det var så højt, at hele værelset rystede. Personalet lovede, at de sluttede kl. 20. Det skete ikke. Så lovede de, at senest kl. 22, så ville det slutte og heldigvis fik de ret. Kl. 21.30 endte hele festen nærmest fra det ene øjeblik til det andet. Dejligt. 

D. 7.1.2012
Kl. 8 var to motorcykler med Yahoo og hans ven klar til at hente os. Det var min første længere tur på motorcykel og jeg var lidt bange. Mest fordi der er så meget trafik på vejen og så synes jeg at 80 km/t er meget, når man ikke har det korrekte udstyr på.

Vi kørte ud og så. 2 klostre i bjergene nordvest for Kpalime - et nonnekloster og et munkekloster.
I nonneklosteret blev vi modtaget af en meget charmerende lille nonne, der viste os rundt.

Man kunne også på i klosteret som gæst, hvis man ønskede det. I munkeklosteret gik vi selv lidt rundt og kiggede.

Munkeklostrets kirke

Herefter kørte vi tilbage til  Kpalime og fik frokost på busstationen. Kennet fik noget ruskumsnuskmad, som han var meget begejstret for.

 
Pernille og de to chauffører er lige færdige    Der serveres mad på rutebilstationen
med at spise frokost

Jeg fik et sprødt baguette med cola til, og så var jeg lykkelig. Herefter gik turen videre til et lille vandfald. Der var en kort, stejl nedstigning til vandfaldet, og pyha, man kunne da stadig godt mærke i benene, at vi havde vandret nogle dage forinden. Vi er jo ikke de store badenymfer, men Yahoo smed tøjet hoppede i vandet.

Så gik turen hjemad. De to motorcykel-jomfruer var også ved at være godt trætte bagi. Vi betalte Yahoo for en dejlig dag og tog et dejligt koldt bad. Faktisk var vi så støvede og sandblæste, at det var ok, at der kun var koldt vand.

Efter sidste aftens succes på restaurant O Femier tog vi derned igen og fik dejlig aftensmad.

D. 8.1.2012
Vi stod tidligt op og var nede ved taxaholdepladsen omkring kl. 7 i håbet om, at det så ville blive nemmere (hurtigere) at få fyldt en minibus eller taxa. Det tog lidt tid og vi betalte lidt ekstra og så kom vi af sted. Vejen til Atakpamé var virkelig dårlig og det skrumlede og bumlede. Det var søndag morgen og på vejen fik vi set rigtigt mange fint påklædte kvinder og børn på vej til kirke. 

Vi nåede Atakpame og ville gå op til vores udvalget Hotel Californien. Vi var svedige og trætte og på vejen til hotellet stoppede vi på en bar og fik noget at drikke og Kennet fik frokost. 

Vi gik en lille tur i byen, som bestod af en lang række boder, der bla. solgte alt muligt til de forbikørende biler på strækningen Burkina Faso - Lome. Fra en lille forhøjning kunne vi se, at der i en baghave blev opført stammedans. Vi stoppede op for at kigge med, ligesom ca. 100 af byens indbyggere også gjorde. Det var åbenbart  ikke kun os, der synes det var specielt.

Kvinder i Atakpame

Jeg havde set, at hotellets restaurant reklamerede med pizza. Uhmm, det drømte jeg om. Vi fik da også udleveret både et spisekort og et pizzakort. Med hjælp fra en anden restaurantgæst fandt vi ud af, at der ingen vegetarpizzaer var på kortet, men det kunne de vel lave.
Da servitricen kommer beder jeg om en ”vegetariana pizza”. Nej, det har de ikke. Kan de lave det? Nej. Ok, så vil jeg gerne have den med tun og så kan de tage tunen af? Nej. Og i øvrigt serverede de vidst slet ikke pizzaer i dag. Øv. Så kastede jeg mig over siden med salater. Jeg ville gerne have en uden kød. Uhh, den var svær, men ok og med kartoffelmos til? Nej, det stod på kortet, men det havde de ikke lige i dag. Nå så pomme fritter? Ja, det havde de. Hun tog også Kennets ordre, hvilket var det samme. Næsten uanset hvad han pegede på, så nej, ikke lige i dag.
Efter lang ventetid kom hun tilbage. Desværre – ingen salater overhovedet i dag, men hun bekræftede, at jeg kunne få nogle pomme fritter – og det var så en aftale.

D. 9.1.2012
Efter en god nats søvn forlod vi hotellet og blev hurtigt stoppet af en bil, der ville have os med til Sokodé. Vi blev enige om prisen og hoppede ind. Vi havde ikke kørt i ret lang tid, før vi måtte stoppe. Noget havde revet sig løs under bilen. Så blev den da bare lige svejset  mens vi sad i skyggen og ventede.

I Sokode gik vi selv til hotellet, som ikke lå så langt fra stationen. Hefter ned i byen for at tjekke mail. Forbindelserne i Togo er så dårlige, at man tror det er løgn. Det tager omkring 1 time at åbne og tjekke vores mail.
Der var desværre dårligt nyt. Flyet fra Benin fra aflyst. Vi ringede til Expedia, for at få løst problemet. De ville have os til at mellemlande i Nigeria og have et stopover på 40 timer. Det ville vi ikke. De lovede at ringe tilbage, men det skete ikke. Vi ringede og ringede, men problemet blev ikke løst.

Herefter tog vi de gode gåsko på og gik ud til Fondation Franz Weber for at aftale en tur den følgende dag til Parc National de Fazao-Malfakassa. Vi havde aftalt i telefonen to dage inden, at vi ville kigge forbi på dette tidspunkt, men nu var der ingen på kontoret, der kunne engelsk. Vi var ved at gå igen, men så kom chefen, og det var åbenbart ham vi havde talt med i telefonen den anden dag. Han var franskmand men talte glimrende engelsk. Vi aftale, at vi ville tage af sted næste morgen og blive hentet 4.30 på hotellet.

Vi gik hjem for at ringe til Expedia. Stadig intet held. De ville ringe tilbage, sagde de.
Vi gik ned på et lokalt cafeteria for at spise. Ejeren kunne lidt engelsk. Jeg forklarede ham, at jeg ikke ville have kød. Jo, jo det forstod han godt. Og så kom maden. Et bjerg af dåseærter og så kød ovenpå. Så skældte jeg nok lidt ud. Han fjernede fluks kødet, og så var der dåseærter tilbage - vær´go.

Vi gik tidligt i seng for vi skulle jo op næste morgen kl. 4.

D. 10.1.2012
Vi har klar kl 4, men vi havde selvfølgelig også sovet siden kl. 21.

Vi gjorde os klar og gik udenfor for at vente. De 4 hollændere kom ganske få minutter efter. Godt med nordeuropæisk præcision. General Manageren var der på klokkeslæt med 2 biler, hvoraf han selv kørte den ene. Vi kørte med ham, da han var den eneste af de to chauffører, der talte engelsk. Hollænderne tog den anden. Det var virkeligt mørkt kl. 4.30 på en landevej i Togo, men vores chauffører kendte vejen. Vi samlede to franskmænd op på vejen - de skulle også med. Så var der fuld hus. 8 turister på én dag i en park, hvor der normalt kommer 120 turister om året; det må siges at være rekord.

Tidlig morgen. To 4WD på tur

Vejen blev til grusvej og pyha hvor det hoppede og dansede. Det var til at blive køresyg af. Vi stoppede for at samle et par rangere op, og kørte videre. Vi kom ud til, hvor vagterne holdt til. Deres radio var gået i stykker, så den skulle Manageren lige kigge på, imens gik vi turister en tur med rangerne.

Vi kørte lidt videre og blev sat af og gik en tur i området i håbet om at se dyr. Men nej, der var ingen dyr i dag. Ikke engang en lille abe. Vi så en enkelt antilope, mens vi kørte.

Krokodillesøen - men desværre ingen krokodiller i dag

Manageren beklagede, men sådan er naturen og et sted, hvor han faktisk selv var i tvivl om, hvorvidt vagterne selv slog dyr ihjel eller om de nogle gange modtog bestikkelse for at andre fik lov.

Den anden jeep punkterede selvfølgelig. Ja, jeg skriver selvfølgelig, for det sker altid for os. Vi satte os op på et lokal "bar" og fik en sodavand, mens bilen blev repareret. Den tog dog sin tid og det endte med, at vi alle blev transporteret hjem i én jeep. Vi skiftedes til at sidde bagi og blev blæst igennem. Undervejs stoppede vi for at betale for turen. Der var et stort nedlagt hotel tæt på parken, som havde været lukket i 10 år. Det stod dog stadig med borde og stole i restauranten og virkede uhyggelig og spøgelsesagtig. Regeringen havde kørt stedet og senere Fundation Franz Weber, men det kunne ikke løbe rundt, og nu stod alting tomt og forladt.

Vi kørte det sidste stykke hjem og trætte og gennemblæste og støvede gik vi ind for at tage et koldt bad. Det var faktisk ok, når man nu var så varmt og støvet.
Vi fandt en lille restaurant hvor gammelfar muslim stod for madlavningen. Kødet var som læder, sagde Kennet, men han lavede hjemmelavede pommes fritter og jeg fik en salat, så det var en god aften.

Herefter hjem til projekt vaske hår. Efter turen på ladet var mit hår filtret og beskidt og kunne ikke vaskedes i koldt vand. Manden på hotellet satte derfor den store kedel over bålet og så fik jeg en stor spand med kogende vand. Bøvlet var det, men håret blev rent og redt igennem, selv om det betød at en halv paryk måtte lade livet i processen.

Og så var der altså slukket for det mentale lys. Det havde været en lang og støvet dag. Kl. 21 var det god nat.

D. 11.1.2012
Friske forlod vi hotellet kl. 7, og forsøgte at finde en bus/taxa til Kante. Der var én, men den kørte selvfølgelig først, når den var fuld. Det så ud til at have lange udsigter, så vi bad om at få vores bagage ned fra taget igen. Dette skete ikke uden sværdslag, for chaufførerne vil jo helst ikke miste kunder. Vi fandt i stedet en minibus til Kara, som næsten var klar til at køre.

Rutebilstationen, hvor taxaen pakkes

Vi hoppede på, og i Kara tog vi en motorcykel til "Kante-stationen", og fandt en fælles taxa til Kante. Det er underligt, som mange byer i denne region har en busstation for hver enkelt by, de kører til. Det er møgbesværligt for kunderne, men tja, det virker måske for dem.

Vi havde "vundet" en fælles taxa, som vidst kun blev holdt sammen af Guds nåde, men det gik. I Kante tog vi en motorcykel til det eneste hotel/pensionat, som guidebogen oplyste om. De havde ingen værelser. Meget underligt. Det havde vi ikke oplevet før - men der var ikke noget at gøre. Vores motorcykel-chauffører kendte heldigvis et andet sted. Hotel Qzygen. Vi kørte derhen. Det så lukket ud, men efter lange pauser og tilløb fik vi dem til at acceptere, at de havde et værelse. Det var virkeligt småt, men hvad, det var jo kun for én nat.

Vi gik op i "byen" og mødte tilfældigvis mand, som arrangerede ture til Koutamakdu, som vi gerne ville se dagen efter. Vi fik hans nummer og besked på at ringe til ham næste morgen.

Vi fandt sørme også en bar og satte os i skyggen og slappede af. Man skal jo gøre som de lokale, og lige bortset fra det med øllen, så var det en meget lokal handling.

 
Vi slapper af over en øl og en sodavand

Vi kiggede lidt mere på byen. En typisk landsby uden ret meget andet end lerhytter og børn uden tøj på underkroppen. Vi gik tilbage til hotellet og satte os uden for på en lille altan og slappede af (ja igen, men det er det, man gør i Afrika!)

Aftensmaden blev kun til et par flutes, for den eneste restaurant vi kunne finde var mest bare en bar, og de kunne ikke rigtigt fortælle, hvad de serverede.

12.1.2012
Vi stod op og betalte for vores overnatning, fodrede hønsene med resterne fra vores aftensmadsflutes og fik hotel-fyren til at ringe efter et par motor-taxi drenge, der skulle køre os til politistationen.

Der var ingen rigtig grænseovergang, der hvor vi skulle krydse grænsen mellem Togo og Benin, hvorfor vores visum skulle stemples ud i Kante. Vi kom ind på politistationen. Her sad to drenge og så meget brødbetyngede ud. Jeg ved ikke, hvilke ulykker, de havde lavet, men de var helt klart ikke stolte ved situationen. Et par ansatte begyndte at kigge på vores pas, stillede et par spørgsmål, og kaldte os derefter hen. Den ene nærmest hviskede til Kennet, at nu havde de skrevet under ,og at deres underskrift "kostede penge".
Nej da, svarede vi, tog vores pas og gik, og der skete heller ikke yderligere.

Hefter blev vi kørt hen på kontoret til ham, der arrangerede ture, og vi aftalte en to-timers tur. Vores rygsække blev spændt fast og vi kørte af sted. Området var flot og vi stoppede i en Tata by, for at se de unikke huse, som ligner små forts. Det er et Unesco site.

Herefter kørte vi videre. Os i den tro, at vi skulle se en by mere, men pludselig var vi ved grænsen til Benin. Vi blev vrede på chaufførerne. Vi var blevet lovet 2 timers tur og besøget havde varet i max. 20 min. Vi bad dem ringe til deres chef, men det hjalp ikke noget. Vi følte os virkelig snydt for at have betalt 20.000 Franc for det og skældte ud.
Men, der var ikke noget at gøre, og så var de endda så frække at spørge, om de (mod betaling naturligvis) skulle køre os til Natitinguru på den anden side af grænsen. De kunne da rende og hoppe.
Vi fik stemplet vores pas i et lille ydmygt skur (grænsekontrollen) og så var vi i Benin. 

Læs mere om vores tur i Benin her