Togo var lukket pga. manglende interesse

Der var ingen rigtig grænseovergang der ude i ingenting, hvor vi skulle fra Togo og ind i Benin. Derfor tog vi turen ned på politistationen i Kante, for at blive ”udskrevet” fra Togo. Den unge politimand stemplede, skrev og stemplede, og hviskede til sidst at ”jeg har skrevet under, og min underskrift koster penge”.

Niks, det gør din underskrift så ikke lille mand. Vi så undrende ud, tog vores pas og gik. Ingen protester.

Vi blev enige om, at Togo vidst var tæt på at lukke og slukke pga. manglende interesse. Det virkede ikke som om indbyggerne selv var særligt interesserede i udvikling, og spurgte man de få vi mødte, der kunne engelsk, så virkede det heller ikke som om regeringen dybest set var interesseret i andet end at skovle mest muligt ind til sig selv.

Så var vi inde i Benin. Ikke at man sådan umiddelbart kunne se den store forskel, og så alligevel. Bilerne var en lille smule bedre, børnene så ikke helt så fattige og beskidte ud, og det lykkedes ind imellem på restauranterne at få noget af det, som spisekortet påstod at de havde.

Transport

Som sagt var bilerne i Benin bedre end i Togo. Ikke at det siger så meget (bare til illustration vedlægger jeg et billede af forruden på en af vores taxaer i Togo), men der var stadig mange passagerer med og masser af bagage. (se det vedlagte billede af en af vores taxaer. Bemærk, at vores rygsække er ved at blive surret fast øverst oppe).

Motorcykeltransport er også i Benin ”the way to do it” og i flere byer er der slet ikke rigtige taxaer, så vil man ikke på gåben, så må man hoppe ombord på en ”moto-taxi”. Jeg er blevet ret rutineret og har også overskud til at tale med chaufføren og ikke mindst til at signalere ”small small”, som er ”kodeordet” for at køre langsommere.

Lukkede skoler

Vi så skoler overalt. De var bygget og sponsoreret af velmenende I-lande og organisationer. Desværre var mange af skolerne i ringe stand og ofte slet ikke i brug. En skolebygning er ikke noget værd, hvis der ingen lærere er, og lærerne er ikke noget værd, hvis de ikke har en uddannelse eller er motiverede for deres job.

De børn, der så var heldige at få en acceptabel uddannelse har ofte ikke noget at bruge den til. Der er ikke mange faglærte jobs at få, og med en befolkningssammensætning, hvor store andele er under 14 år, så går det galt. Der fødes alt for mange børn, og flere og flere overlever (heldigvis), men det betyder også, at der skal nytænkning til i disse lande, hvis der skal være jobs og mad til alle i fremtiden.

Man bliver så træt …

Alting i Afrika går bare langsomt; trafikken, betjening i butikker og restauranter, indskrivning på hotellerne – ja alt. Det er et vilkår, man må acceptere, for ellers bliver man bims af at være her. Afrikanerne er også mestre i at slappe af og tage en lille lur. Det betyder også, at der ligger mennesker alle vegne. I starten troede jeg de var døde eller besvimede, men næh næh, de tog bare en lille morfar. Indrømmet, man blev også lidt træt og ugidelig af alt støvet og varmen, så efter nogle uger begyndte vi også at kunne tage en halv time på øjet, næsten uanset tidspunktet på dagen. Dejligt at have supertravlt med at lave ingenting.

På charterferie i Nigeria?

Som flere sikkert har hørt, så fik vi problemer med at komme ud af Benin og videre til Indien. Den første del af vores flyvning fra Cotonou (Benin) til Bangaluru (Indien) via Lagos (Nigeria) og Dubai (Emiraterne) blev aflyst og flyttet 1½ døgn frem. Dvs. at vores rejseselskab var så venligt at kræve, at vi skulle opholde os i Lagos Lufthavn i 40 timer. Det er selvfølgelig under al kritik, men på trods af telefonsamtaler, beden og tryglen om ikke at skulle ind i Nigeria (som lige pt. har borgerkrigslignende tilstande med bombninger og demonstrationer), så var der ingen hjælp at hente fra rejsebureauet. Vi undersøgte alle muligheder for at ”slippe” ud af Benin på anden vis, men det var ikke muligt.

Derfor måtte vi i gang med at søge visum til Nigera. Vi tog derfor til den nigerianske ambassade i Benin for venligst at søge om visum til dette fantastiske land. Første kontakt var kommunikation med en vagt igennem et lille hul i væggen ind til ambassaden. Lille og ydmyg som man følte sig, stod man ude i den bagende sol, indtil vagten af typen ”lille mand stor magt” havde tid, lyst og lejlighed til at tage din sag. ”Jeg skal have visumansøgningen kopieret i 4 eksemplarer” sagde han. Hvorfor mon det? Vi skulle kun udfylde 2? Resten var åbenbart til hans eget lager, som vi så skulle betale for at få kopieret. Kennet ud i byen og kopiere og tilbage igen. Den lille mand skulle også bruge vaccinationskort og alt mulig andet i 3 eksemplarer, og det begyndte at blive lidt komisk, hvis det altså ikke var fordi, det var lige på det tidspunkt, at jeg skrævede over min store rygsæk for at nå vores papirer, og så sprækkede mine bukser. Ja, sådan bare lige gled op i syningen og efterlod mig med masser af frisk luft, hvor det ikke var meningen. Skønt, så føler man sig helt klar til at blive lukket ind til det obligatoriske interview foretaget af ambassademand i dyrt jakkesæt. Intet interview – ingen indrejse.   

Men, vi slap igennem, selv med hul i bukserne, og kl. 16 kunne vi hente vores visum.

Turen gik med fly fra Benin og til Nigeria. Vi ankom, forsinket som det sig hører til, når man flyver med et nigeriansk flyselskab, kl. 22 om aftenen og Nigeria virkede mørk og lidt skummel. Vi kom hurtigt igennem told og emigration, og fandt også en taxachauffør, som mod en uhyre sum ville køre os de 2 km. til vores hotel. Jeg fik ham pruttet ned i næsten halv pris mens Kennet vekslede penge. Vi blev ført til taxaen, dørene blev låst og så fløj vi mod hotellet. Vi havde valgt et Ibis hotel i håbet om, at det var sikkert. Det var det også. Vi var bag høje mure, pigtråd, vagter og overvågningskameraer. Inden for murene var det fint og man mærkede ikke, hvor man var. Vi valgte at bruge vores 40 timer i ”fangenskab” til at tage sol, nyde poolen og spise noget godt mad. Nu ved vi, hvordan det er at være i husarrest.

Vores måned i Afrika var nu ved at rinde ud og jeg overvejede, om man har været i Afrika for længe, når sætninger og tanker som

”nej, der kan da sagtens være mindst to mere i den her taxa inden vi kører”

”der render da lige nogle børn rundt helt uden tøj på”

”hvis jeg nu spørger rigtigt pænt, må jeg så godt købe noget vand her i din butik?”

slet ikke opfattes som underlige.

Og hvad skete der så lige med mine bukser? Vi fandt en skrædder i Benin, der for 12 kr. syede en meget fin lap på. Det var vældi, vældi – altså lige indtil de også gik fra i den anden side da vi kom til Indien … men det er en hel anden historie.

Bortset fra en vagt i Lagos´ (Nigeria) Lufthavn, der blev ved med at rode i mine ting og spørge, om ikke jeg havde en ”gave” til hende? Hvor jeg havde nogen penge? Hvad der var i den kuvert og i den mappe? så gik det fint med at komme ud af Nigeria og i luften på vej til Indien via Dubai. Flyveren var stor, men kun ganske få hvide og mange, mange indere, der ikke hurtigt nok kunne få gang i en selvvalgt film. Underligt nok, så er de totalt forgabte i de dårlige, indiskproducerede Bollywoodfilm, hvor helten, en halvgammel, slikket fyr bliver tilbedt at en mængde dejlige, indiske piger i sarier. Jeg smugkiggede lidt med ved genboen, mens jeg selv så Simpsons, og genboens film var ikke anderledes end de plejer at være – helten lignede Poul Thomsen på en dårlig dag og pigerne flokkedes om ham.

Kanakalla og Jahooi melder om ”out of Africa” og vi høres ved i Indien.

Næste rejsebrev