Et buk og et smil, og så går alting godt

Efter endnu en flyvetur om natten, hvor et flyskifte splittede natten op, og gjorde det helt umuligt at sove, ankom vi til Krabi lufthavn, Thailand. Efter mange uger uden nævneværdigt mange turister omkring os, så fandt vi dem her. De var her alle sammen. Den enlige mor med den store teenagesøn, som vidst helst var blevet hjemme hos kammeraterne til kernefamilien fra Holstebro, i crocs-sko og far i en T-shirt, der blev købt for 50 øl siden.

Vi blev hentet i minivan og kørt til Trang, hvorfra vi sejlede i speedbåd i 15 minutter, og så var vi på den smukke ø Koh Mook, hvor vi havde booket et par dage i paradis. Hvide sandstrande, blåt vand, lækker mad og total afslapning. Vi overvejede et kort sekund at blive charterturister, for det var da godt nok et skønt sted. På den anden side så var jeg efter et par dage klar til at tage videre, for selv afslapning og boglæsning ved en pool bliver trivielt efter et par dage.

Maden
Måske er det fordi, vi er rimelige novicer ud i Thaimad, men indtil nu er begejstringen ikke så stor som for fx indisk mad. Vi troede, at det alene var kineserne, der spiser alt med ben - undtaget stole - men har fundet ud af, at det vidst også gælder thaier. Hvem ved sine sansers fulde fem kan finde på at spise friturestegte fiskeklumper på kålbund, rissuppe med chilli-topping eller kylling med roesalat? – til morgenmad og så på et fint hotel? I hvert tilfælde ikke mig, der hastede hen imod cornflakes og ristede toast.

Thaierne laver helt sikkert nogle gode sammenkogte retter, men smagsvarianterne synes begrænsede, og så må man over i nudelretterne.

I Cambodja virkede maden noget mere appetitlig; dvs. de mest underlige kombinationer, som vi havde set i Thailand, udeblev. Her var det mest nudler i alle afskygninger, et par curry´er (som i øvrigt var ganske lækre) og ris.

Trafikken
Trafikken i Thailand, og Bangkok specielt, siges at være ganske forfærdelig. Vi havde derfor alle parader oppe, da vi for første gang bevægede os ud i den store by. Tja, jeg tror aldrig, at dem, der har skrevet guidebogen har været i hverken Azerbaijan eller Teheran, for dette her var vand i forhold til. Der var jo trafiklys nogle steder, og biler og motorcykler overholdt dem.

Måden at gebærde sig på, hvor der ikke er trafiklys, er blot med fast, stift blik at bevæge sig ud blandt biler og motorcykler og så gå. Ikke stoppe op, ikke træde tilbage, blot fortsætte ligeud i et ensartet tempo.

Til gengæld kan det være en mental udfordring at være passager i en minibus. Vi havde hørt det, men troede ikke rigtigt på det, for hvor slemt kunne det være? Busselskaberne skriver nok så fint i deres reklamer ”vi har forsikring”. Jo tak, men hvad hjælper det mig, hvis jeg er død fordi min minibus med 120 km. i timen igennem en by er kollideret med en cykeltaxa? Der overhales indenom, udenom og næsten også hen over. Heldigvis er jeg så lille, at jeg ofte ikke kan se ud af forruden, men kun høre når Kennet udbryder ”uujjjhhh – det var tæt på”. Spændende, men på den anden side så tilbringer vi ikke unødig tid på landevejen.

Transportmidler
I Cambodja var tuk-tuk begrebet udvidet en smule. Her havde man spændt en lille karetlignende vogn bag på motorcyklerne. Det gav flere fordele i forhold til de traditionelle tuk-tuk´ere. Plads til 4 personer eller 2 personer med bagage (så slap man for at sidde med 15 kg. rygsæk på skødet) og udsynet var klart bedre.

Cambodja er fattigt, ingen tvivl om det, men der var varer, mad og goder nok at få for dem, der havde penge. Konkurrencen for tiggerne, butiksejerne og tuk-tuk-kørerne var derfor stor. Men, alligevel var det til sidst en pine, at der fra hvert et hjørne nærmest hoppede en tuk-tuk mand ud og råbte ”you – tuk-tuk sir” lige op i ansigtet på én, når man gik forbi.

Sproget
Engelsk er hverken i Thailand eller Cambodja en spidskompetence. Det har sine fordele … og ulemper.

En fordel er, at sælgerne ikke kan forfølge dig ret længe, da deres salgstaler bliver meget korte pga. det begrænsede ordforråd.
Specielt i Cambodja er standardsætningen, som alle turister bliver mødt med fra højre og venstre ”hey you sir. Buy something”.
Ja, køb et eller andet. Vi kan ikke fortælle, hvad vi har i vores butik, hvad vi vil anbefale eller hvad vi synes du mangler, men køb noget, så bliver vi glade.

Vi synger lige en lille sang…
Min helt egen, men dog udokumenterede teori er, at thaierne er født uden evnen til inde i hovedet at høre egen stemme. Hvis ikke det var sådan, så ville de simpelthen ikke synge karaoke offentligt og alle steder.

Så sidder man lige så stille i et indkøbscenter og nyder en curry til frokost, da risen nærmest flyver ud af munden på én i chokket over en total tonedøv teenager, der skråler ”Iii  will alllways loovvve youuu” og selvfølgelig er der koblet højtaler på, så hele centret får glæde af skønsangen. Vi har også hørt, men dog ikke oplevet det, at man i nogle langtursbusser også kan synge karaoke. Det er vi blevet forskånet for, men har til gengæld set et par lokale Kong Fu-film af yderst tvivlsom karakter.

Sorry, sorry
Både thaierne og cambodjanerne er ydmyge, næsten grænsende til det ubehagelig ind imellem. Måske er det fordi vi ikke er vant til det, men de behøver ikke at bukke og nærmest kravle baglæns væk fra mig, bare fordi de har serveret mig en nuddelsuppe.

Nogle gange bliver det bare lidt for meget, og man tænker, at de ikke behøver at undskylde, hvis de bare ville komme i gang med at løse problemet.

Men, sådan er vi heldigvis så forskellige, og noget af det skønne ved at rejse er jo netop at opleve forskellighederne.

Skulle have medbragt en større rygsæk
Thailand og Cambodja har mange skønne ting, som man har lyst til at tage med hjem. Desværre er min rygsæk allerede godt fuld, og valget står imellem at købe ting (som er pæne, men som jeg egentlig ikke behøver) og så fortsat at have rent undertøj i rygsækken. Svært valg. Indtil videre forsøger jeg på bedste vis at kombinere de to ting. Resultat: en totalt proppet rygsæk, som buler ud til alle sider.

Vi overvejer dog kraftigt, at sende en lille pakke med ting hjem fra Vietnam.

Hvad har vi set?
Fantastisk strand, livet blandt ”almindelige” thaier i en middelstor provinsby, mærket suset fra storbyen i Bangkok og set templer, paladser og indkøbscentre. I Cambodja set Ankor Wat og Ankor Thom, paladser, pagoder, pool-afslapning og ikke mindst set Tuol Sleng-fængslet og Killing Fields, der fortæller forfærdelige og rørende historier fra tiden under Pol Pot, hvor det siges at op til 3 millioner mennesker blev dræbt af styret.

Tiden er kommet til at vi bevæger os videre ind i Asiens dyb, og siger derfor farvel til Cambodja og goddag til Vietnam.

Chang Wong og Ondong San – alias Pernille & Kennet - melder om rismarker så langt øjet rækker. Vi høres ved.

Næste rejsebrev